Rejsebrev nr. 4

På fasttrampede stier

Rejserutinen er ved at indfinde sig. Når vi kommer til det næste sted søger vi overnatning til det følgende sted og køber busbillet til den dag vi har valgt til næste stræk. Næste træk er at finde en bank med ATM, hvor man kan hæve penge, hvilket langtfra altid kan lade sig gøre. Derefter er der fri leg indtil sidste opholdsdag, så begynder omfordeling, ny-pakning osv. Den rute vi har valgt har – sjovt nok – vist sig at være én af de foretrukne turistruter: Buenos Aires – Salta – San Pedro de Atacama – Salar de Yuyuni .

Hvor turdeltagerne i vore ture i Salta-området helt overvejende var folk på alder med os, har det efter Salta ændret sig til at være overvejende unge back-packere. De fleste kom fra Mendoza eller Santiago de Chile og forretningsgaden i San Pedro – den lerstampede Caracoles – myldrede med backpackere, som snoede sig vej igennem det store antal forretningsdrivende, der prøvede at sælge deres produkter med tilråb. Mindst 20 udbydere af rejser til Salar de Yuyuni og andre aktion-ture, cykeludlejere, udstyrsforretninger, vekselstuer. Her var virkelig ikke ret meget andet end turistindustrien som indtægtskilde.

Selv om man føler sig lidt som tremmekvæg, der bliver drevet frem på fasttrampede stier, er der ikke andet at gøre end at acceptere det – og få det bedste ud af det. Hvordan skulle man ellers finde frem til seværdighederne i de store øde områder  uden vejsystem. Her er ingen afvisningsskilte, ja mange gange kun et hjulspor, så med mindre man kan køre efter kort og kompas er man dårligt hjulpet. Og alt andet lige er det absolut en fordel at have en lokalkendt guide med, som både kender vejen og kan fortælle om seværdigheden. Så vi har for længst droppet forestillingen om at være unikke turister, der ser noget, som ingen før har set.

Men turen over Andesbjergene fra Salta til San Pedro de Atacama var i hvert fald noget, som jeg ikke før havde oplevet. 4 timer, hvor det bare gik opad i det ene hårnålesving efter det andet, indtil vi kom op på Altiplano. Vi passerede 4170 m og mødte meget få biler og så ingen mennesker. Turen var også anderledes på den måde, at vi som forkælede turister fra turen til Salta, havde vænnet os til servering undervejs. Men vi fik bare efter 5-6 timer en bakke med lidt snacks og en bolle med ost og skinke smidt i nakken og værst af alt, man havde ikke sørget for vand til passagererne. Min liter vand rakte kun halvvejs og varmen fra den stærke sol på Altiplano var på nippet til at gøre mig rundt på gulvet. Vi troede ikke vore øjne, da vi kom frem til busstationen i San Pedro, med 5-6 båse og lidt skure med salg af billetter og fornødenheder. Vi var kommet til ørkenland, taxaerne holdt ikke og ventede og vi havde ingen valuta. Men  situationen er ikke ukendt på de egne, så snart dukkede en 4WD pick-up op og kørte os først til vekselerer og dernæst til hostellet for betaling forstås.

Atacama ørkenen er en majestætisk blanding af udslukte vulkaner, vulkanske stenformationer, sandklitter og saltforekomster. Et vildt flot landskab, men også ugæstfrit, hedt og tørt som det er. Men med en passende blanding af vand og mad kan man få fine oplevelser, som vi gjorde i Valle de Luna. Højden gør sig dog også bemærket, så en bakke, man normalt let cykler eller går op ad, kan føles som uoverstigelig og man gisper efter vejret og pulsen hamrer derudaf.

Ligesom de fleste andre rygsæksturister gik vores tur gennem en nationalpark, hvor vi gentagne gange stødte på de samme Toyata Landcruisere med deres last af 4-6 turister og 1 chauffør og 1 guide, når vi gjorde holdt ved laguner, særegne eroderede vulkanske stenarter, geysere eller varme kilder. Vi havde det held at få en dygtigt engelsktalende guide, Pablo, som i 3 dage fortalte os om alt mulig fra mineralforekomster, der farver søerne forskelligt, til lokale kulturelle fester, til den politiske situation i Bolivia. Han sørgede også for 3 måltider mad om dagen og for overnatning i shelters. Her følte man sig virkelig i pagt med naturen, når man skulle over gården til toiletterne i lyset fra måne og en myriade af stjerner. Sidste overnatning fandt sted i et Hostal de Sal, der var speciel derved, at murene bestod af saltblokke, interiøret (borde, stole mv) var af salt og der var strøet salt ud over alle gangområdet. Selve gulvet var dog lavet af beton. Beliggenheden var ved kanten af den 12000 km2 store saltsø Salar de Yuyuni, som gjorde, at vi kunne komme ud og opleve både solnedgang og solopgang ude på selve saltsøen.

Intet andet end imponerende må man kalde saltsøen med dens udstrækning på 160 km fra Nord til Syd og 120 km fra Øst til Vest og med en salttykkelse på op til 7 m. Biler kunne uden problemer køre rundt på saltet. Søen er et levn fra fortiden, hvor der var hav, hvilket ses af det faktum, at der er tale om saltvand. Mineralforekomster (boraks, magnesium, jern mv) gør søen til et reservoir, men udvindingen er svær og priserne er vigende. Derimod er der mange familier, som lever af at hente saltblokke, forarbejde dem og sælge dem. Her har rationaliseringen endnu ikke vundet indpas. Udvinding af mineraler er i det hele taget vigtig for bjerglandet Bolivia, hvor Pablo fortalte, at 1 million af Bolivias 12 millioner lever af minedrift.

Eneste lille irritationsmoment var en fotosession midt ude på saltsøen, hvor opmærksomheden ikke var fanget af den fantastisk, storladne natur, men af at fotografere sig selv i mere eller mindre kreative opstillinger, hvor naturen kun spillede en rolle som kulisse. Ellers var turen ad den fasttrampede sti en stor oplevelse.

Rejsebrev 3 - I djævlens gab

Rejsebrev 3

I djævlens gab

Buenos Aires var en stor mundfuld for to turister, som er vant til at færdes i landlige omgivelser og højest stifter bekendtskab med mindre storbyer som København eller Hamburg. Og Argentina er jo så kæmpestor, at det meste af landet er tyndt befolket. Derfor var det på mange måder en lettelse at komme ud af storbyen og opleve en storslået natur. Vi blev mange gange tryllebundet af den store afveksling naturen opviser, så det giver god mening at vi befandt os i djævlens gab, alene af den grund, at vi besøgte to steder i landet, som blev kaldt Garganta del Diablo.

Første gab vi stiftede bekendtskab med lå på grænsen mellem Brasilien, Paraguay og Argentina: Foz de Iguazu. Midt i et tropisk jungleområde lå det mest imponerende skue jeg mindes at have set. Myriader af vandløb væltede ud over klipperande og skabte et panorama af uendelige vandmængder. Specielt frygtindgydende var Garganta del Diabolo, som man kunne få nærkontakt med via en gangbro. Øredøvende og dragende så man - også for ikke at blive våd - måtte vende ryggen til, inden man selv blev suget med. 

Området på begge sider er Nationalpark og selvfølgelig udnyttet som turistattraktion, så man kan komme på cykelsafari, rafte og få nærkontakt med vandfaldene i en såkaldt bådsafari. Vi kunne konstatere, at det nok nærmere burde hed vådsafari, fordi turen gik ud på at forcere vandmasserne ind til og ind under selve vandfaldene. Intet andet end måbende beundring og ærefrygt for naturens kræfter stod tilbage da vi efter 3 dage med besøg på begge sider af vandfaldet forlod området for at begive os 1800 km nordpå op til Salta.

Selve busturen på 20 timer er i sig selv en oplevelse. Vi havde købt bedst kvalitet, hvilket betød bløde, brede sæder, der kunne lægges helt ned og fungere som senge: Cama ejecutivo. Ikke nok med det så indbefattede billeten også servicio, hvilket vil sige mad, drikkevarer, snacks, drinks. Alligevel må man sige, at turen hen over den uendelige pampas til sidst faldt lang.

Salta viste sig at være en moderne by med fantastiske, varierede omgivelser. Vi tog på 3 endagsture, som alle startede kl. 7 og minimum varede til kl. 18. Grunden hertil var, at turene bragte os ud af dale og op gennem bjerge helt op til 250 km væk fra byen. Tur 1 til Cafayata bød på et nyt møde med djævlens gab - denne gang i sten. Dalen ind til vinbyen Cafayata var spækket med spektakulære former skabt af erosion og i varierende røde farver. Man havde moret sig med at navngive nogle af formationerne, såsom Titanic, Frøen, Bin Laden. Naturen havde også frembragt et amfiteater, udhulet i klippesiden og med en god akustik. Bjergtaget blev man også af Djævlens gab, der var en åbning i klippevægen, som fortonede sig opad i et farligt terræn. Her skulle man ikke vove sig ind.

Tur 2 gik til Humahuaca, som ligger endnu længere væk fra Salta end Cafayta. Her var det mere farverne, som kunne imponere os. Det syvfarvede bjerg var bare et af mange eksempler på naturens kunnen, en farvepragt uden lige. Vi bevægede os også på gamle inkastier og besøgte den restaurerede Inkafæstning i Tilcara, hvor man fik et godt indblik i leveforholdene i de små stenhuse.

 Tur 3 gik til den lille bjergby Cachi, som ligger ved Argentinas svar på Route 66, R40. Vejen dertil var ikke som på de to første kørsel i dale langs udtørrede floder, men førte over et bjergpas Cuesta del Obispo i 3457 m over skyerne. Vi havde egentlig planlagt at ville tage Tren de las Nubes (Toget over skyerne), som er en særdeles efterspurgt turisatraktion, så efterspurgt, at vi ikke kunne få en billet til 800 kr for en endagstur frem og tilbage. Selve bjergbyen Cachi var en hyggelig lille by, som markedsførte sig på deres stilhed: Efter et sagn døde her stilheden - og man må sige, der var meget stille i gaderne, når man da kunne unddrage sig turistrumlen med fælles bespisning af højttalende turister som os.

Eneste ting man kunne kritisere turene for var, at det var meget lagt an på det kommercielle aspekt med besøg i faste souvenirbutikker, cafeteriaer og restauranter, men det er jo nok prisen for at få de tre ture til en pris ca. den som man måtte betale for en endagstur med toget til skyerne. Men ligesom vi ikke kastede os i djævlens gab, hverken i Iguazu-vandfaldet eller i Cafayata-dalen, behøvede vi heller ikke at falde for turistindustriens medkøb.

Rejsebrev 2 Buenos Aires

 BUENOS AIRES

Rejsebrev 2

Forskellene til Rio ligger lige for: Temperaturerne her sneg sig højest op i underkanten af 20 grader, når der var sol, og om natten kom vi så langt ned under 10 grader, at det lagen og det tæppe, som vore senge var betrukket med, ikke rakte. Vi frøs, men med anstand. Man må lige vende sin indgroede tænkning, når man snakker om at tage sydpå til varmen.

Ellers minder byen om europæiske eller amerikanske byer: Gadebilledet udgøres af parallelle gader regelmæssigt krydset af vinkelrette gader, let at orientere sig i. Byggestilen er også meget europæisk, det nærmeste man kommer et latinerkvarter er San Telmo, som var kvarteret, hvor byen i tidernes morgen blev grundlagt, og hvor vi boede. Her er smalle, brostenbelagte gader med masser af hyggelige cafeer, tango-barer, antikvitetsforretninger, markeder – et skønt sted.

En forskel til Rio er også, at Buenos Aires er Argentinas hovedstad, hvor Rio jo ikke engang er Brasiliens største by og Brasilia er hovedstaden. Fra en dansk herboende erfarede vi, at Buenos Aires med forstæder har op til 14 Millioner indbyggere og at når hun skulle på arbejde måtte regne med 2 timers pendling – hver vej! Det er så ikke en forskel til Rio, hvor trafikken også er et helvede, men vejene ind til byens centrum er større anlagt i BA. Avenida de 9. Julio, hvor vi talte 10 spor – i  hver retning, hvorfor avenidaen også var pænt over 100 m bred.

Som hovedstad har byen de funktioner man forbinder med en hovedstad: Hele det politiske establishment, kirkerne, museerne. For at sætte trumf på placerede man en obelisk på 67 m på av. de 9. Julio, som er et godt sigtemærke. Samtidig markerer obelisken argentinsk uafhængighed og patriotisme, rejst som den er på stedet, hvor det argentinske flag for første gang blev hejst.

De historiske museer i byen fortæller historien om kampen for selvstændighed og uafhængighed af kolonialmagterne, først og fremmest Spanien. Men i magtens centrum, Casa Rosada, havde man ikke fået alle konflikter med, som har skabt det Argentina, vi ser i dag. Ganske nævntes, at det kæmpestore land  - det 8. største land i verden – oprindeligt havde haft over 30 forskellige indfødte stammer og at der var forekommet massakrer, men f.eks. havde man i fremstillingen sprunget over perioden med militærdiktatur 1976-1983 under general Videla. Måske fordi den afsatte præsident Isabel Peron var fra samme parti, som den aktuelle Kirchner.

En anden konflikt får derimod stor omtale: Krigen om Falklandsøerne i 1982. Et flag reddet hjem fra slagmarken opbevares i en montre i Casa Rosada i  Patio del Malvinas – det argentinske navn  for øerne og markerer, at Argentina stadig gør krav på øerne . Og på Plaza del Mayo markerer hvide kors de 649 argentinske ofre.

Men at demokratiet virker så vi også på den måde, at der er offentlighed omkring konflikterne. Hver torsdag marcherer Madres del Plaza Mayo rundt på pladsen, for at gøre opmærksom på de mange ofre for militærdiktaturets terror. Et virkningsfyldt optog, når man stadig efter 40 år med mødre, der nu har alderen til bedstemødre, i spidsen markerer misstanden. At demokratiet virker kan man også se deraf, at bevægelsen har delt sig op i 2 fraktioner, hvoraf den ene nærmer sig et politisk parti med politiske taler osv og den anden holder fast i udgangspunktet og demonstrerer ved at læse savnedes navne op, viser billeder af dem frem. At dømme efter fremmødet er det den første fraktion, der er størst.

Man skjuler således ikke konflikterne, men man skal lede for at finde vidnesbyrd om militærdiktaturet. De findes f.eks. på gaderne, i fortovet foran huse, hvor der boede en savnet kritiker – lidt ligesom Stolpersteine i Berlin. Tilfældigvis fandt vi også stedet, hvor torturen fandt sted. Nu gik der en motorvej hen over, men man kunne se omridset af torturkældrene.

Argentinerne vil meget hellere tale om deres helte: Fortidens helte markerer de offentlige museer var generaler, som f.eks. Argentinas befrier, San Martin. Den mest elskede person var nok Eva Peron, Evita, der opnåede stor folkelig succes som skuespiller og politiker. I dag fokuserer man meget mere på folkelige helte: Tango-sangeren Carlos Gardel, som i anledning af 80-års dagen for sin død ved et flystyrt, havde fået en særudstilling på det nationale historiske museum. Sport har også spillet en stor rolle i byen, landet: På den store kirkegård: Recoleta så vi en statue af bokseren Luis Firpo og i arbejderkvarteret La Boca hyldede man megastjernen Maradona og klubben Boca Juniors. I skrivende stund hyldes Messi, som den der skal føre Argentina til mesterskabet i Copa America. Patriotismen er stor. Bargæsterne ville ikke umiddelbart acceptere, at Tyskland var de sande verdensmestre.

Fattigdom, som vi så i Favelaerne i Rio, kunne vi ikke få øje på, bortset fra, at gaderne var fyldt med affald om morgenen fra hjemløse, som havde hevet poser op af containerne for at finde returemballage. Men en overskrift i den stedlige avis opregnede antallet under fattigdomsgrænsen til 25%, hvorfor der da også var demonstrationer for bedre uddannelse og sundhed.

Godt at vi ikke var i nærheden af den grænse, men kunne betale enhver sit – også når vi blev fanget i turistfælden, som en aften på en tangobar eller på Camanitoen i La Boca.

Vi drager nu videre mod Andesbjergene mætte af byindtryk og spændte på, hvad
bjergene byder.

Rejsebrev 1 Rio: Fra country club til favela.

Rio: Fra country club til favela

Rejsebrev 1

Stærke indtryk melder sig allerede I taxaen fra lufthavnen til bestemmelsestedet: utrolig tæt trafik, veje, der fører forbi de verdenskendte strande Copacabana og Ipanema, men også forbi de illegale favelaer, der ligger lige ud til motorvejen mod syd til Barra da Tijuca. Husene, lavet af forhåndenværende materiale og stablet ovenpå hinanden, så man må undre sig over, hvordan man finder op til 4. sal, ligger op ad bjergsiderne mange steder i Rio. Men vores bestemmelsessted er modsætningen. Barra da Tijuca minder om Miami med mange hoteller og kilometerlange strande. Vi ankommer til et herskabsanlæg bag lukkede mure, som vi når frem til gennem et bevogtet checkpoint. Vi bliver hjerteligt modtaget af vores værter og nyder deres gæstfrihed med eget værelse og velkomstgrill ved poolen. Husets alt-muligmand står for den del, ligesom han slæber bagage op ad trapperne.

Følelsen af at være landet i en kolonial tidslomme bliver forstærket dagen efter, hvor vi bliver inviteret på frokost i den lokale Country Club, som har 800 medlemmer, der selvfølgelig er kendte af vagtposterne ved indgangen. Bag de høje mure findes pool, restaurant, park, tennisbaner, alt sammen velholdt af righoldigt personale. Frokosten bliver ikke betalt ved bordet, men skrives på medlemskontoen. Værtsparret, som har haft succes med et ingeniørfirma og derfor er velsitueret, er utroligt generøse og hjælpsomme og fortæller gerne om Brasilien og dets problemer.

Brasilien, som har haft forbløffende vækstrater, står ved begyndelsen af en dyb krise: Pensionsspørgsmålet er ikke afklaret, der har været en stor finansskandale (Petrobas), regeringen prøver at lukke hullet i statskassen ved at hæve skatterne, korruption er hverdag. Det har ført til store demonstrationer mod regeringschefen Dilma, og svindende smil hos de ellers livsglade brasilianere. Et andet stort problem i Rio er kriminaliteten, hvor overfald, røveri og mord hører til hverdagen, hvorfor vi da også holdt os indenfor om natten, med mindre vi var i selskab med andre. Derfor oplevede vi ikke kriminalitet på egen krop – ikke engang antydning, hvilket måske også skyldtes den massive tilstedeværelse af politi på gaden, i luften og til vands. VM i fodbold 2014 var første prøve og næste er lige om hjørnet OL 2016. Der er ikke råd til fejltagelser der.

Vi havde ingen problemer da vi boede på et backpacker-hotel i Copacabana eller da vores værtspar tog os med til en favela, hvor vi på Bar do David fik en god frokost på vakkelvorne klapstole ved plasticborde, men med venlig stemning. Stedet var populært – også hos ikke favela-beboere – et sted, man godt kunne besøge uden politibeskyttelse. Men på vejen ned til forbindelsesvejen fik vi et godt indblik i boforholdene: åbne kloakker, meget tæt beboelse uden privatliv, ussel vedligeholdelse. Og her var tale om en favela af de bedre.

Naturligvis måtte vi også se Rios store turistattraktioner: Kristusfiguren, Sukkertoppen, Copacabana-stranden, men helt så sommerligt, som på postkortene, var det ikke. Vi oplevede et uvejr med torden og styrtregn på vej op i svævebanen til Sukkertoppen. Men lige så hurtigt uvejret kom forsvandt det og vi fik et fantastisk vue af byens lys, der viser udstrækningen over mange kilometer, klemt inde, som byen er, mellem bjerge og Atlanterhav.

Det lykkedes os på de 5 dage, vi var der, at stifte bekendtskab med to af de ting, som Brasilien er kendt for i verden: Samba og fodbold. Værtsparret tog os med til en klub, hvor en blanding af lokale og turister hver onsdag hengav sig til sambaen. Her mødtes danselæreren med sin elev for at danse, men også ægtepar og danseinteresserede i øvrigt kastede sig hengivent ud i sambaen. Det var dansetrinene det drejede sig om intet andet. Det var noget vanskeligere at forestille sig det, da vi dagen efter på vores City tour i stærk regn kom ud til stedet, hvor Rios karneval holdes: Tilskuerpladser til 70000 fordelt over 800 meter, som udgjorde den distance sambaskolerne skulle holde den kørende for at klare sig i konkurrencen.

Til gengæld levede fodbolden op til forventningerne. Sammen med 28500 tilskuere overværede vi El Classico mellem to Rio mandskaber: Flamengo og Fluminese. Vi holdt med Flamengo, men på slapt forsvarsspil, der ikke kunne holde den gamle landsholdsangriber Fred fra fadet, som scorede to gange og sikrede Fluminese sejren med 3:2. Men sjældent har vi hørt så brutal en lydkulisse og set tilhængere gå så meget op i kampen. Der kan ikke engang Brøndby-fans være med.

På 5 dage i Rio fik vi et indblik i byens fortrin og dens problemer: de mange modsætninger, som var direkte aflæselig i bybilledet. Det bliver spændende at følge med i udviklingen.

Sportens væsen og uvæsen

Sportens væsen og uvæsen

I et langt liv har sporten spillet en så stor rolle for mig, at man må undre sig. Hvad var det, som tiltrak mig dengang i barndommen i 50erne? Hvorfor blev sporten den vigtigste del i min ungdom i 60erne og 70erne, hvor der ellers var mange andre og nye muligheder? Så vigtig, at den blev et arbejdsområde som idrætslærer i 80erne, 90erne og 00erne. Men nok mest forunderligt, hvorfor spiller sporten og dens principper stadig en aktiv rolle i mit nye liv som pensionist, hvor man dog kunne nøjes med den daglige fodboldkamp på TV og turen ud til postkassen for at hente avisen med den fyldige sport sektion.

Jeg tror det skyldes, at sporten i sit væsen har en dobbelthed, som stadig fascinerer mig: På den ene side repræsenterer sporten fortællingen om det gode, det sande, det skønne, som man tiltrækkes af, både som aktiv udøver og som passiv tilskuer, men på den anden side ser vi i praksis, at den fortælling langtfra dækker alle sportens fremtrædelsesformer. Jeg kan måske bedst beskrive mit forhold til sporten med et citat af Goethe: ”Himmelhoch jauchzend, zum Tode betrübt” (jublende lykkelig, dødelig bedrøvet).

Man kan blive høj af at se en spiller modtage bolden med ryggen til mål, tæmme den, vende rundt i én bevægelse og hamre bolden ind i trekanten, eller se en Dave Wottle, USA komme fra en position langt bagefter og overspurte hele feltet i 800 m finalen  ved OL i München, som jeg overværede som tilskuer. En sjælden gang kan man selv opleve den følelser, når man modtager et indlæg, timer sit indløb og opspring i slow motion perfekt og dirigerer bolden over i det lange hjørne uden chance for målmanden eller når man  får sat spurten rigtigt ind, så man føler, man flyver vægtløs afsted.

Men man kan også blive forstemt over at se en spiller blive bremset i et afgørende gennembrud med en vild tackling, som skader modspilleren og i enhver anden sammenhæng ville udløse en voldsdom, men som oftest bliver hilst med anerkendelse: Det var et professionelt frispark. Selv i old boys fodbold kan man komme ud for vilde tacklinger på trods af, at det eneste, der her er på spil er æren. Man kan let forglemme sig og handle mod princippet om, at vi skulle jo gerne på arbejde i morgen, også selv om man er arbejdsfri pensionist.

Men det som først faldt i øjnene der i min barn- og ungdom i 50erne og 60erne var den spændende leg, som kom til udtryk i sporten og som var meget mere dragende end at hjælpe til på gården derhjemme med at hakke roer eller køre hø ind. En ny tid var ved at finde en af sine mest fascinerende former.

Den spændende leg

Sporten lokker med sin leg: den ser indbydende ud, alle kan være med og i modsætning til ens dagligdag er intet afgjort på forhånd. Alt er muligt – i princippet.  Mine første erfaringer med sporten ude på landet fandt sted i den lokale idrætsforening, hvor udbuddet var begrænset til fodbold og den udgave af håndbold, der spilledes udendørs. Men det var en opbrudstid, hvor nye idrætsgrene trængte sig på, f.eks. basket, som jeg stiftede bekendtskab med i biograffilm med Conny Froboess og Peter Kraus. Det, fik mig til at hænge en spand, vi brugte til at fodre kalve med, op i et træ og stå og skyde med en fodbold, hvilket ikke var så fedt som på film, fordi man jo skulle hente bolden i spanden, hver gang man traf og bolden var heller ikke rigtig . Senere blev basket indført på den lokale skole, men spillet lignede slet ikke det, man kunne se i amerikanske collegefilm. Dertil var outfittet håbløst og unoderne fra håndbold fulgte med.

 Gennem radioen og Gunnar Nu Hansens reportager fra OL i Melbourne 1956 og senere TV fra OL i 1960 stiftede jeg også bekendtskab med det, som senere skulle blive min sport: atletik. Det var en andagtsstund at holde min storebrors pigsko beregnet til cindersbaner i hånden, ja senere at få lov til at prøve dem. Løbe kunne man jo altid, men de brune gummisko fra Brugsen, som var det jeg havde mulighed for, var ikke optimale og den jævne bane var en hullet grusvej om til landevejen mod Ribe.

Sporten lokkede så meget, at den fik mig på cyklen for at opsøge familie og bekendte, der i starten af 60erne havde TV i modsætning til os. Jeg kørte gerne 4-5 km for at se en håndboldkamp Danmark-Sverige eller se Erik Hansen vinde guld i 1000 m ener kajak ved OL i Rom. Ja sporten kunne ligefrem samle familien, som når vi sammen sad totalt anspændte og lyttede til radioreportagen fra den årlige fodboldlandskamp mellem Danmark og Sverige, eller som når vi så Palle Lykke og Kay Werner, par nr. 7, vinde det københavnske 6-dages løb hos vores farbror med kaffe og resten af julesmåkagerne til. Behøver jeg at nævne, at jeg i mange år havde et fast ønske til jul: Sportsårbogen, der satte billeder på det, jeg havde udmalet mig i min fantasi.

Men hvorfor så anspændte, forventningsfulde, engagerede? Det handlede – og handler – vel mest om troen på, at hvis man gav alt, hvad man havde i sig, kunne man nå det, som er sportens fornemmeste mål: at sejre. For sporten var da et område, som var retfærdig, her betød det ikke noget, om man var godsejerens eller borgmesterens søn, her var alle lige i udgangspunktet. Her var der et felt, som var helt fri for sure pligter, gav umiddelbar tilfredsstillelse og alle havde de samme muligheder.

Sådan var min barnetro: også jeg havde chancen, så stor var min tiltro til egne evner, at jeg efter 2 års træning kunne finde på, at melde forhåndsafbud til en fasters runde fødselsdag, fordi jeg da skulle til et internationalt stævne i Hamburg, selv om jeg ikke var i nærheden af at kvalificere mig. Men håbet levede. Det håb og den tro på, at sporten var det fremmeste udtryk for min stræben mod det gode, det sande, det skønne er gennem årene blevet gennemhullet i takt med, at drømmene blev mere realistiske.

 

Myten: Det gode, det sande, det skønne

Det første tegn på, at sporten ikke altid står for det gode og sande fik jeg i 1960 ved OL i Rom. Her erfarede vi, at en ung dansker, Knud Enemark, under 100 km holdløbet var kollapset og død af anstrengelserne, som det hed sig. Først senere kom det frem, at dødsfaldet skyldtes indtagelse af amfetamin, så jeg tillagde det dengang ikke stor betydning, men frydedes i stedet over den elegante 100 m løber Wilma Rudolph fra USA og så selvfølgelig Sølvholdet, som fæstnede sig så meget i min bevidsthed, at jeg stadig i dag kan huske navnene på spillerne, der slog Ungarn 2:0 i semifinalen.

Senere skulle eksemplerne hobe sig op på, at idrættens egen fortælling om dens fortræffeligheder, som svar på samfundets mangler, ikke holdt, og stadig ikke holder en meter. Sport er ikke – og har aldrig været bedre end det samfund, den er rundet af. Så hvis det kan lønne sig at være uhæderlig i samfundet, gør det det også i idrættens verden. Eller som jeg selv har oplevet i Old-boys fodbold: Hvis man har set modstanderens bold over stregen, er det ikke en selvfølge, at man siger det til dommeren – snarere tværtom.  Hvis det sker er det en god historie, som er sikker på TV-dækning. DIFs kongres 2015 er et eksempel på, at man –omsider-  er klar til at opgive myten om idrætten, som den bedre verden, der er et forbillede for den virkelige verden. Temaet ”Skal idrætten redde verden? Skal verden redde idrætten.” viser,  at  sporten måske er på vej væk fra sin selvhellige position. Sporten er på alle måder et spejl af samfundet – på godt og ondt.

Snyd har altid eksisteret i sporten og ikke kun i den professionelle sport. Men de seneste års udvikling har vist, at den professionelle sport nu endegyldigt har tabt forbilledfunktionen. Ungdommens barnlige tro på sportens retfærdighed og renfærdighed er afløst af alderens resignation:

Ingen kan længere se en cykelrytter rykke legende let forbi alle andre på et stejlt bjergstykke uden at tænke: doping. Ingen kan frasige sig tanken, at det mystiske resultat i Champions League eller for den sags skyld i serie 1, var et resultat af matchfixing. Ingen kan længere afvise, at topsporten i dag er blevet til showsport, en gren af underholdningsindustrien, hvor atleterne er underlagt kravet om kommerciel succes eller er blevet bærer af et politisk budskab, så det ingen rolle spiller, at man f.eks. ikke har tradition for en sportsgren, så længe man kan poste nok penge i vilde projekter og betale beslutningstagerne for deres stemme, medens landets indbyggere og atleterne kommer i anden række. Internationale mesterskaber som OL i Beijing 2008, OL i Sochi 2012, VM i håndbold 2015 i Qatar, VM og OL i Rio, afvikles ikke længere kun for sportens skyld, men for reklameværdien for regimerne og firmaerne.

Hvad er der sket? Hvad har gjort legen til blodig alvor? Og hvad har det med min idrætsaktivitet at gøre? Jeg tror, at initiativtageren til de moderne olympiske lege, Baron Pierre de Coubertin, allerede i åbningstalen til OL i 1920 i Antwerpen har set de tendenser, som præger sporten i dag: ”Fra den dag, hvor sportsmanden ophører med at sætte glæden ved sin egen præstation og den kropslige beruselse og balance, som præstationen giver, højere end alt andet, fra den dag, hvor han lader sig dominere af forfængeligheds- eller profitbetragtninger, fra den dag er hans ideal blevet plettet og indsatsens karakterdannende værdi, hvis man kan kalde det sådan, uigenkaldeligt svækket.” (P.d.C, Den olympiske ide, s.76: ”) Den dag er for længst indtruffet i topidrætten og den afsmittende effekt siver ned igennem rækkerne.

Hvad godt er der ved supermotionisten, der sætter helbred og familieliv over styr i jagten på ekstremerne?

Hvad sandt er der ved resultater skabt på doping eller matchfixing?

Hvad skønt er der ved afpillede bjergryttere, som piner sig op gennem hårnålesvingene?

Coubertins – og mit - forbillede er selvfølgelig amatøren, som con amore dyrker sin sport - uden det derfor bliver useriøst. Tværtimod findes der mange målrettede atleter, eller motionister om man vil, der sætter sig personlige mål, træner seriøst og opnår den glæde og ”kropslig beruselse”, når man lykkes med en længe trænet detalje. Den slags ekstatisk glæde kan man stadig se også hos showatleten efter et fantomløb, en sidste sekunds scoring eller et perfekt slag, men det er sjældent at se en showatlet blive glad over en 17. plads, selv om det måske ovenikøbet var en personlig rekord. Derimod kan motionisten blive meget glad over et resultat, der placerer ham langt nede på resultatlisten, men som overgår hans forventninger. Mange gange handler det om at sætte sig et realistisk mål og opfylde det.

Det som ødelægger det gode, det sande, det skønne, som kan findes i idrætten, er, at pengene kom ind i sporten, at den ikke længere er et mål i sig selv, men et middel til at slå profit og prestige af. Det kan jo synes lidt idealistisk, men hvad er vigtigst: sportslig vækst og dermed personlig vækst eller økonomisk vækst. Begge dele vil politikerne sige uden at se faldgruberne, som åbner sig når pengene kommer ind. Det var ligesom lidt mere ærligt, at man betalte sin kontingent til den lokale idrætsforening og var med til at bestemme, hvad pengene gik til.

Foreningssportens største løgn:

Elite skaber bredde, bredde skaber elite

Min idrætskarriere har ikke bragt mig bare i nærheden af professionel sport, men har inkluderet en lang række idrætsforeninger i Ribe, Vejle, Odense, Århus, Hinnerup hvor jeg har dyrket forskellige idrætsgrene: fodbold, håndbold, atletik, O-løb, langrend og været medlem af bestyrelser. Det sociale element – hold-/klubkammeraterne har spillet en stor rolle, men også præstationen. Det var fedt at komme på udtaget ungdomshold til kredsstævne i Århus og atletikken lærte mig at sætte pris på begrebet: den personlige rekord.

Men gennem mine idrætsstudier og mit bestyrelsesarbejde stiftede jeg bekendtskab med, at den myte, som idrætsforbundene gerne bragte og bringer til torvs, især når støtten fra det offentlige skal forsvares, nemlig, at hvis vi fremmer forholdene for eliten, så får vi automatisk en større bredde qua forbilledeffekten, eller omvendt: Vi må have en større bredde, for at kunne producere nok talenter til eliten, den myte holder ikke. For udgangspunktet er forkert og stiller sig hindrende i vejen for, at helt almindelige mennesker opsøger idrætten, fordi de tror, at præstation er det ENESTE, der tæller.

Manden, som tog initiativ til det meste elitære stævne overhovedet: OL, Pierre de Coubertin skriver 1927 med overraskende indsigt: ”Et land er i virkeligheden ikke en sportsnation før den dag, flertallet af dets indbyggere føler et personligt behov for at dyrke sport.” (ebd. s.93) Med forbillede i det antikke gymnasium drømmer han om et sted ”hvor konkurrencer og rekorder var bandlyste. Til gengæld skulle enhver voksen, når som helst det passede ham, uden risiko for at blive kigget på, gratis kunne give sig af med de enkleste øvelser: løb, spring, kast, gymnastik og mod en passende betaling, dyrke boksning, tage en fægtelektion, tage en tur rundt på ridebanen eller svømme i svømmebassinet.” (ebd, s.95)

Enhver skal have mulighed for at dyrke den sport, man vil til en rimelig pris, men selv om vi er kommet et godt stykke af vejen, er det endnu ikke tilfældet. Hvorfor ikke? Ja hovedsagelig fordi interessen og ikke mindst pengestrømmen er rettet mod eliten – på alle planer. Argumentet er, at elite skaber bredde, hvorfor førsteholdene – om det så er serie 3 – selvfølgelig skal have de bedste forhold: trænere, træningstider, baner. Men det holder ikke! Slet ikke! Et af de mest succesfulde forbund DHF oplever stor tilbagegang i medlemstallet, trods gode resultater. Hvorfor? Ja en enkel forklaring kunne være, at for en bredde udøver tæller det mere, at der er en træner, som forstår at gøre træningen spændende, et passende hold og et godt træningstidspunkt. Penge alene gør det slet ikke.

Bredden har ikke brug for eliten, jo måske som underholdning, men ikke som rollemodeller. Det er på tide at skille sporten i Forretningssporten og i Foreningssporten, så man kan skille pengestrømmene ad. Som det er nu, er de menige breddemedlemmer med til at betale til eliten gennem kontingent. Der er intet argument for at førsteholdet i serie 3 skal have bedre forhold end serie 6 holdet. Og hvad har det serie 3 hold til fælles med landsholdet stjerner, som tjener kassen og som alligevel får midler fra foreningssiden. Det lyder af gustent overlæg, når DBU laver en ny kampagne med sloganet: ”En del af noget større”. Vi vil gerne se stjernerne på banen, men bild os ikke ind, at det har noget at gøre med vores old-boys hold. Vores kontingent skal gå til vore aktiviteter og ikke til elitens.

Hvorfor skal et par løbesko være så dyre? Ja selvfølgelig koster produktudvikling, men størstedelen af prisen udgøres af de reklameomkostninger, der opstår når stjerner skal sælge varen. Hvorfor skal entreen til showkampe være så høj? Fordi omkostningerne, herunder hyren til atleterne er så høje. Lad os én gang for alle adskille, hvad ikke hører sammen. Lad os adskille eliten fra bredden, forretningssporten fra foreningssporten.

Showsport er et fantastisk tilbud fra underholdningsindustrien, men har intet med breddesport gøre, selv om det måske er de samme regler, måske den samme klub, måske det samme stadion. Showsport har til hensigt at tjene penge til arrangørerne og forhåbentlig atleterne. Fint nok, men lad dem så klare sig på markedsvilkår. Hvis man synes, at det er i orden at betale 350 kr for en fodboldbillet, så kan man gøre det og dermed støtte eliten. Hvis man politisk mener, at det er vigtigt at have en elite, der kan vinde medaljer for Danmark, er det i orden for mig at afsætte statsmidler. Men det vigtigste for mig og for landet er at bredden får bedre forhold, så vi kan blive en sportsnation i Coubertinsk forstand. Det lønner sig for den enkelte, der får bedre mulighed for at dyrke sin idræt og det lønner sig for samfundet, fordi vi får et sundere samfund både mentalt og fysisk. Eller gør vi?

Sport er da sundt?

Ja men, er vi ikke godt på vej: Antallet af organiserede idrætsudøvere i DIF og DGI stiger og tilskyndelsen til motionsidræt har fået mange uorganiserede i gang i skoven, på landevejen og i fitnessstudierne. Kommuner stiller udendørs træningsfaciliteter gratis til rådighed. Jo det kan man sige, men det er ikke uden problemer for sundhedseffekten er dobbelttydig: Idrætsaktivitet er éntydigt godt for sundheden, men overdreven idrætsudøvelse er ikke godt, hverken for den enkelte eller samfundet. Coubertin formulerede det på den måde, at sport er præget af ”overdrivelse”: den ultimative stræben mod rekorden. Den tyske digter Brecht mente: ”Den store sport begynder der, hvor den for længst ikke mere er sundt.” Omvendt havde han heller ikke meget tilovers for hygiejne-sport: ”Sport med det formål at forbedre afføringen, har intet med sport at gøre.”  

Hygiejne-sporten har jeg truffet og til dels selv været del af på et fitness-studio, hvor jeg har oplevet lystløse patienter cykle adstadig derudaf, mens de læser deres ugeblade i forsøget på at slippe af med de overflødige kilo. Absolut bedre end at blive hjemme i sofaen, men uden perspektiv, fordi den personlige målsætning mangler og er erstattet af udefrakommende påvirkninger. Der skal være noget på spil, når man dyrker idræt. Rekordsporten er i sagens natur overdrivelse, som ganske vist fremmes af teknologisk udvikling mv, men også frister med medicinske genveje, som ikke kun er forbeholdt eliten, men også trives langt nede i rækkerne.

Men er det altid sådan? Eller kan rekord også have et positivt aspekt? Min idrætsaktivitet som atletikudøver har aldrig bragt mig bare i nærheden af de absolutte rekorder, men den relative rekord, den personlige rekord, har betydet meget for motivationen. Det geniale ved den personlige rekord er, at den altid er afstemt efter ens formåen. Hvis man med stigende alder medregner denne faktor kan man dyrke sin sport på det plan man ønsker hele livet.

Den personlige tilgang til sporten, hvor det ikke er nok at være med, men hvor man stadig stræber efter at forbedre sig, er nok det, der får mig til stadig at træne 3-4 gange om ugen. Som stadig får mig til at melde mig til motionscykelløb, hvor man skal stå op før fanden får sko på og ofte strider sig afsted i blæst og regn. Som stadig får mig til at prøve at lægge lidt ekstra på til træning. Jeg kan stadig blive høj af, at have kørt en tur i højt tempo – selvom det var i medvind. Men jeg kan også blive deprimeret over, at der er dage, hvor man slæber sig afsted.

”Bevæg dig for livet”

Noget tyder på, at idrætslederne har fattet, at foreningsidrætten må tage sig sammen for at fastholde den store tilslutning. DIF og DGI har 2015 lanceret et projekt ”Bevæg dig for livet”, som fokuserer på at aktivere den del af befolkningen, som ikke dyrker idræt. Kronprins Frederik satte fingeren på foreningsidrættens ømme punkt: ”Visionen er til for at erindre alle aktive som inaktive om, at idræt og motion er sjovt.” (Politiken, april, 2015) At baggrunden så er vigende medlemstal i store forbund som DHF og DBF gør mindre så længe man sætter handling bag ordene og gør det lettere for alle at dyrke sin idræt med fokus på, at det skal være sjovt og spændende.

Det samme gælder det nye aspekt i Folkeskolereformen, hvor bevægelse er blevet obligatorisk i undervisningen. En stor udfordring for lærere at bringe boglig læring sammen med kropslig mestring, for det er ikke ligefrem det fysiske aspekt, der har tegnet undervisningen. Og det er jo ikke, fordi det aldrig er blevet prøvet før: I det antikke Grækenland var Idræt netop alle fags moder og indgik på lige fod med filosofi i Gymnasiet.

Min karriere som idrætslærer i gymnasiet har været et opgør med middelmådigheden, en kamp for at motivere mine elever til ikke at nøjes med at fuldføre et 5 km løb på 45 min, men hæve overliggeren og forsøge at overgå sig selv. Hvorfor ikke køre på cykel til skole – og nu man er i gang, hvorfor så ikke køre en omvej, i stedet for at sidde på bagsædet af farmands bil.

Intet kan matche den kropsfornemmelse man har efter en vel udført træning, man er glad og tilfreds med sig selv, man har haft intens social kontakt, man er klar til at indgå i andre sammenhænge. Derfor bliver jeg ved med at dyrke idræt: på egne præmisser.

Anders Brok

Bertolt Brecht mellem forfængelighed og forgængelighed

Bertolt Brecht – Modsætningernes mand mellem forfængelighed og forgængelighed

                 

”Bertolt Brecht? Var det ikke ham kommunisten, som skrev ”Mutter Courage”, og som var en rigtig mandschauvinist? Hvis man er heldig kan man hos lidt ældre litteraturinteresserede høre en sådan sætning, ja måske endda også, at han på flugt fra nazisterne boede i Svendborg nogle år, men at han i dag kun sjældent spilles på teatrene. Hos yngre vil han være helt ukendt, og det er en skam, fordi hans kunst var nyskabende, hans liv, som udspillede sig i den mest turbulente periode i Europas historie, var en fortælling så spændende, og hans person så modsætningsfyldt, at det i sig selv giver stof til eftertanke. En ekstra tilskyndelse var for mig, at jeg i 3 uger i 2013 boede i det hus, hvor Brecht boede i sin landflygtighed.

Bertolt Brecht (10.2.1898-14.8.1956)

BB blev født ind i en borgerlig familie i Augsburg (Bayern) og allerede her kunne man tydeligt se, at den unge Brecht ikke agtede at følge strømmen, men gjorde oprør mod sit ophav og dets forløjede normer og formåede at formulere det i umisforståelige vendinger:

                                   Fordrevet med god grund

Jeg voksede op som søn

Af velhavende folk. Mine forældre bandt en

Krave om min hals og opdrog mig

I vanen med at blive opvartet

Og underviste mig i kunsten at befale. Men

Da jeg blev voksen og så mig om

Brød jeg mig ikke om folk af min klasse

Ikke om at befale og om at blive opvartet

Og jeg forlod min klasse og sluttede mit

Til småkårsfolk.

 (1939.Oversættelse: Erik Knudsen)

I skolen nægtede han at deltage i hyldesten af offerdøden for fædrelandet i 1. Verdenskrig, som blev unge jævnaldrende til del og betegnede den i stedet for som propaganda: ”Afskeden med livet falder altid svært, i sengen som på slagmarken, mest dog for unge mennesker i deres livs blomstringstid” Kun hans behjertede tysklærer reddede ham fra at blive smidt ud af skolen i vanære. Allerede da var det en forfængelig og selvbevidst ung herre, som om sin skoletid sagde, at det ikke lykkedes ham at bibringe lærerne noget særligt! Skolen var for ham kun et venteværelse til det liv han hurtigt bestemte skulle være hans: livet som digter. Han søgte mod arbejderklassen og deltog i arbejder- og soldaterrådenes revolutionsforsøg i sin hjemby i 1918/19, men typisk for ham kun i baglokalet som sygehjælper. Hans våben var ikke geværer, men hans digtekunst.

”I mig har I én, som I ikke kan bygge på.”

I gymnasietiden dannede han en gruppe om sig og fordrev ventetiden med litteratur, druk, og hor. Hans blik for det andet køn var hurtigt udviklet, ligesom hans evner til at udtrykke sine følelser var en medvirkende årsag til, at han fik succes hos pigerne. Gymnasiekæresten Rose Marie Aman fik sit eget smukke digt: ”Minde om Marie A.”, hvor han mindes hende og deres kærlighed under blommetræet med udsigt til en sky på den smukke september himmel, som forsvandt lige så hurtigt som kærligheden, der antog andre former:

Måske de blommetræer endnu blomstrer

Og det kan være hun har børn og venter fler.

Men skyen blomstred kun et par minutter

Da jeg så op, var den ikke mer.

(Ovs. Erik Knudsen)

Men det var nu ikke ligefrem den ukomplicerede, rosenrøde kærlighed, der kendetegnede Brecht. Han havde snarere noget, der kunne ligne en macho-indstilling til kvinder. Om forholdet til kvinder skrev han 1925: ”Så snart to mennesker indgår i et forhold, indgår de også, i de allerfleste tilfælde stiltiende, en kontrakt …. Hvad angår mand og kvinde er det for det meste sådan, at manden i kraft af sin kontrakt forlanger uhyre meget og kvinden må give uhyre mange indrømmelser.” Og gennem sit liv gav Brecht mange eksempler på, at han faktisk mente hvad han sagde, selv om det ikke var et éntydigt billede af en mandschauvinist.

Brecht kunne ikke nøjes med én kvinde ad gangen og var slet ikke til ægteskab i borgerlig forstand. I sit fødehjem havde han set, hvordan faderen og moderen udadtil opretholdt facaden, mens faderen havde et forhold til hushjælpen. Den slags dobbeltmoral tog han afstand fra. Han så ingen grund til at lægge bånd på sine lyster og var ikke bange for at melde rent ud: ”Og jeg kan ikke gifte mig, jeg må have frit albuerum, kunne spytte, som det behager mig, sove alene, være uden skrupler.”  At Brecht så senere giftede sig – endda 2 gange – ændrede ikke på det faktum, at han blev ved med at opretholde flere forhold samtidig. Meget sigende fik han 4 børn med 3 forskellige kvinder, 1 uægteskabeligt og 3 inden for ægteskabet. Dertil kom flere aborter og et barn, der døde kort efter fødslen.

Hans promiskuitet byggede ikke på et attraktivt ydre, nærmest tværtom. Hans første kone, den underskønne operasangerinde Marianne Zoff har beskrevet ham som ”uplejet, dårligt klædt”. ”Det rørte ham ikke, at hans varme underbukser stak udenfor, i hans mundvige var indtørrede brune spytrester … hans hår var fedtet.” Men hvad var det så, der tiltrak kvinderne? Der kan næppe være tvivl om, at det var hans intellekt, den verbale charme og udstråling og hans rolle som digter, der tiltrak kvinderne.

Brecht var i sin tidlige ungdom fokuseret på det følelsesmæssige. Da han ikke længere kom sammen med Rosemarie A. skrev han til sin ven Caspar Neher: ”Jeg kan altså ikke mere kysse Rosemarie… men jeg kan kysse andre, naturligvis….. Men hvad er 100 muligheder mod én umulighed.” Senere kom også det intellektuelle, det litterære aspekt til, for det var ikke hvem som helst Brecht indledte forhold til. Kvinderne fik roller som muser og sekretærer i et arbejdsfællesskab, hvilket har affødt kritik af ham for at udnytte sine kvinder.

Arbejdsfællesskabet

Sandt er, at han kan angribes for at have levet et moralsk forkasteligt liv, som f.eks. i sit exil i Svendborg, hvor han boede sammen med sin kone Helene Weigelt og deres 2 børn, og på samme tid havde sin tyske muse og sekretær Margrethe Steffin og den danske skuespiller Ruth Berlau arbejdende og til tider boende i huset på Skovsbostrand. Men med i regnskabet hører også, at han sørgede for sine kvinder selv om det som regel var småt med penge for en exileret forfatter, enten med penge, som f.eks. betaling af den lungesyge Margrethe Steffins dyre behandlinger, eller med støtte til egne litterære produktioner. Arbejdsfællesskabet var vigtigt for Brecht og hans samfundsforståelse, som gik fra at være forfængelig Bürgerschreck og betragte sig selv som digter med stort D til at blive marxistisk og se sig selv som en del af det store fælleskab. En udvikling man kan se i hans digt fra 1936:

Hvorfor skal mit navn nævnes?

1.

Engang tænkte jeg: i en fjern fremtid

Når de huse, jeg bor i, er faldet sammen

Og de skibe, jeg sejlede på, er hugget op

Vil man stadig nævne mit navn

Sammen med andre.

….

5.

Men i dag

Er jeg indforstået med, at det bliver glemt.

Hvorfor

Spørge efter bageren, når der er brød nok?

Hvorfor

Berømme den sne, der er smeltet

Når nye snefald er nært forestående?

Hvorfor

Skal der være en fortid, når der

Er en fremtid?

6.

Hvorfor

Skal mit navn nævnes?

(1936. Ovs. Erik Knudsen)

Hans største succes før 2. verdenskrig var tiggeroperaen ”Laser og pjalter” og den var kommet til verden under medarbejde af Elisabeth Hauptmann, der stod for oversættelse af det engelske forlæg også i andre stykker, som f.eks. ”Mahagonny” og ”Happy End”. Hun blev nævnt på plakaten og fik sit navn på kontrakten, dog med en mindre procentsats end Brecht og Weill. Hun klagede da heller ikke, eftersom hun indgik i et arbejdsfællesskab.  

Arbejderskuespilleren Margrethe Steffin blev Brechts elskerinde og samarbejdspartner af samme grund. Her kunne hun udvikle sin kunst og inspirere Brecht. Hun fik sit navn med i tekstsamlinger og ikke mindst bekostede Brecht frem til hendes død i Moskva 1941 flere kurophold, der skulle helbrede hende for den frygtede sygdom tuberkulose.

Den danske arbejderskuespiller Ruth Berlau – Røde Ruth – kom ind i Brechtkredsen, da han 1933 slog sig ned i Svendborg. Hun forelskede sig i ham og blev i hans omkreds frem til sin død i Østberlin 1974. Hun hjalp Brecht med at oversætte fra dansk og sætte hans stykker op, men fik også selv støtte, både pengemæssigt og kunstnerisk. Hun fik ansættelse ved Brechts teater Berliner Ensemble som fotograf, men måtte efter Brechts død klare sig på anden måde. Hun døde ulykkelig og ensom med mindet om et arbejdsfællesskab og et kærlighedsforhold, der fik sit udtryk i sønnen Michel, som blev født september 1944, men døde efter få dage.

Men hvorfor fandt hans kone, Helene Weigelt, sig i i hele deres ægteskab at Brecht helt åbent havde forhold til andre kvinder? Det gjorde hun nok heller ikke uden videre – der er flere eksempler på situationer, hvor hun prøvede at ændre på forholdet. Men situationen, landflygtighed med 2 små børn, en umulig arbejdssituation som skuespiller uden scene at optræde på, gjorde, at hun først og fremmest fokuserede på at bringe familien frelst gennem den svære tid. Hun var faldet for Brechts charme, men også fordi Brecht skrev stykker til hende og hun indgik idet kunstnerisk kollektiv, som hun indså var forudsætningen for Brechts digtning. Men det har bestemt ikke været let i 16 år ikke at kunne udøve sit elskede erhverv, men være praktiske gris, som organisator og ikke mindst madmor. Belønningen kom i slutningen af hendes liv, hvor hun blev administrativ leder af det, der stadig kaldes Brecht teatret, Berliner Ensemble, og endelig fik lov til at spille de roller, som Brecht skrev til hende.

”Det simple, som er svært at udrette.”

Men kommunist da? Han var da overbevist marxist og kommunist? Ja og nej – I starten var Brecht kritiker af det konservative samfund, som omgav ham i det bayerske Augsburg, ud fra en ny-saglig samfundsopfattelse, men i slutningen af 20erne stiftede han bekendtskab med Marx´ teorier og bekendte sig derefter som marxist, fordi teorien gav ham en forklaring på de misforhold, han kunne se i tiden:

Kommunismens pris

Hvad taler imod kommunismen?

Den er fornuftig, alle forstår den. Den er let.

Er du måske en udbytter? Den taler til din slag.

Forhør dig om den, den er til bedste for dig.

En dumrian kalden den dum, og de snavsede kalder den snavset.

Den er fjende af snavs og fjende af dumhed.’’

De øverste kalder den forbryderisk,

Vi andre ved dog:

Den er ingen galskab,

Tværtimod galskabens ende.

Den er ikke kaos,

Tværtimod orden.

Den er det simple, som

Er svært at udrette.

(1933 Ovs. Iwan Malinovski)

Brecht troede altså på det fornuftige i fællesskabet, som kan løse de problemer den enkelte har. Og det fornuftige kom til udtryk i det kommunistiske parti: ”Den enkelte har to øjne/Partiet har tusind øjne.”. Men hvem er så partiet? Det giver Brecht også sit bud på: ”Vi er det /Du og jeg og I – vi alle/den er i dit tøj, kammerat, den er i dit hoved.” og senere ”Vi kan tage fejl, og du kan have ret, altså/forlad os ikke.” (1933). En passende kommentar til de karrierepolitikere, som skifter politisk parti som andre skifter skjorter.

Ingen tvivl om, at det var propaganda for det kommunistisk parti, men som den modsætningsfyldte mand Brecht var, blev han aldrig selv partimedlem, måske fordi han tidligt så, at det som så simpelt ud, var endog meget svært at udrette. Han ville skildre virkeligheden, som den var og måtte derfor gang på gang konstatere, at så enkelt og let var det ikke at ændre samfundet. De som i teorien primært skulle være bærere af det kommunistiske samfund, arbejderne, viste sig i praksis oftest at have småborgerlige tendenser, som man f.eks. kunne se i filmen ”Kuhle Wampe” fra 1934, hvor Brecht dog i sin og Hanns Eislers ”Solidaritätslied” også viste at sammenhold kunne overkomme problemer som individuelle løsninger ikke kunne. Synpunktet virker i dagens superindividualistiske samfund, hvor solidaritet nærmest er et fyord, forældet, men med de megastore problemer, der tårner sig op for menneskeheden, skal man ikke helt afskrive begrebet.

En af grundene til, at Brecht aldrig blev partimedlem og ikke altid var velsete i kommunistiske kredse var, at han ikke accepterede partilinien på litteraturpolitikkens område. Den socialistiske realisme kunne slet ikke rumme den modsætning, den dobbelthed han så udfolde sig i samfundet. Han skabte derfor sin egen teaterteori: det episke teater, som aldrig blev populær i dogmatiske kredse, fordi Brechts stykker ganske vist viste det kapitalistiske samfunds mange problemer, men ikke kom med den lette løsning: den kommunistiske arbejdets helt. Tværtimod har hans hovedpersoner, som f.eks. Mutter Courage eller det gode menneske fra Sezuan Shen Te, som omstændighederne tvinger til at antage skikkelse som sin onde fætter Shui Ta, alle de bedste hensigter, men står ikke imod presset fra samfundet og udvikler ikke særligt positive egenskaber. I stedet overlader Brecht det til tilskueren at analysere situationen og tage affære mod uretten: ”Vorhang zu und alle Fragen offen.”

Det var én af grundene til, at Brecht på flugt fra nazisterne (1941) valgte ikke at søge om ophold i Moskva, selv om rejsen via Finland gik over Moskva til Vladivostok. Stalin havde andre planer for kunstnere, der ikke makkede ret. Derfor gik rejsen til af alle steder Hollywood, USA, hvor han måtte sande at markedsøkonomien herskede. Han var en fri mand, men det var svært for ham at overleve uden publikum og i en filmverden, hvor succes måltes i profit. Han beskriver sin situation i en elegi: ”For at tjene mit brød går jeg hver morgen/Til torvs, hvor løgne købes./Forventningsfuld/Indtager jeg min plads i sælgernes række.”

CIA holdt øje med ham og betragtede ham som samfundsomstyrtende kommunist, men det var først i efterkrigstidens McCarthy-høringer 1947, at han blev indkaldt til forhør og stod i fare for at blive interneret. Men Brecht var som ofte før godt underrettet, så dagen efter at være blevet afhørt, rejste han tilbage til Europa i søgen efter et land, der ville give ham asyl – og et teater. Det gjorde så DDR i 1949, ganske vist hele tiden under SED-partiets kontrol og kunne man fortænke Brecht i efter 16 års landflygtighed at slå til, selv om han – selvfølgelig – var skeptisk? Endnu mere utålmodighed og skepsis blev der grund til i årene, der fulgte.

Hjulskiftet

Jeg sidder ved vejkanten.

Chaufføren skifter hjul.

Jeg er ikke så gerne dér hvor jeg kommer fra.

Jeg er ikke gerne hvor jeg skal hen.

Hvorfor betragter jeg hjulskiftet

Med utålmodighed?

(1954. Ovs. Ivan Malinovski)

Arbejderopstanden 1953 i Østberlin blev anledning til en uoverensstemmelse med SED-partiet, der dog formåede at holde utilfredsheden ude ved at censurere det væk, som ikke passede dem. Brecht kritiserede vesten for at fiske i rørt vande, men opfordrede også partiet til at tage en dialog med masserne, der havde været stærkt utilfreds med forhøjelserne af arbejdsnormerne. Denne del af hans stillingtagen blev ikke trykt, ligesom hans kendte digt ”Løsningen” blev trykt men først meget senere.

Løsningen

Efter opstanden den 17. juni

Lod forfatterforeningens sekretær

I Stalinallé uddele flyveblade

Hvorpå der stod, at folket

Havde forskertset regeringens tillid

Og kun kunne genvinde den ved fordoblet

Arbejde. Var det da ikke

Simplere, om regeringen

Opløste folket og

Valgte et andet?

(1954 ovs. Ivan Malinovski)

Han var på ingen måde blind for at indførelse af socialisme ikke var en søndagstur i parken, men han havde nok ikke tænkt, at det skulle blive så svært, ja umuligt:

Iagttagelse

Da jeg vendt tilbage

Var mit hår endnu ikke gråt

Da var jeg glad.

Bjergenes slid ligger bag os

Foran os ligger sletternes slid.”

(1954 ovs Ivan Malinowski)

Han mistede aldrig troen på, at det var muligt, men fokuserede i sine sidste år på det nære, som kom til udtryk i hans sidste digtsamling: Buckower Elegien.

Fornøjelser

Det første blik ud af vinduet om morgenen

Den genfundne gamle bog

Begejstrede ansigter

Sne, årstidernes vekslen

Avisen

Hunden

Dialektikken

Brusebad, svømmetur

Gammel musik

Magelige sko

Indsigt

Ny musik

Skrive, plante

Rejse, synge

Være venlig.

(1954 Ovs. Ivan Malinovski)

 Måske var det en erkendelse af, at ting tager tid og radikale ændringer ikke kommer i et ruf, at det er vigtigt at fastholde perspektivet i sit eget liv for at kunne bidrage til dialektikken i samfundet.

Varede vi uendeligt                                  

Varede vi uendeligt

Så ændredes alt.

Men da vi er forgængelige

Bliver meget ved det gamle.

(1954 ovs. Erik Knudsen)

Forgængeligheden traf Brecht få år senere, hvor han døde af et hjerteanfald uden at have set det solidariske, socialistiske samfund udfoldet. Hans begravelse var efter hans eget ønske en enkel ceremoni og hans eget forslag til indskrift på gravstenen: ”Er hat Vorschläge gemacht.” men på Dorotheenstädtischen Friedhof står kun hans navn på gravstenen og meget er stadigvæk ved det gamle.

Litteratur:

Bertolt Brecht, Digte. Udvalgt og oversat af Erik Knudsen og Ivan Malinovski, Gyldendal 1978
Jan Knopf, Bertolt Brecht. Lebenskunst in finsteren Zeiten. Carl Hanser Vlg., München 2012Werner Mittenzwei: Das Leben des Bertolt Brecht oder Umgang mit den Welträtseln. Suhrkamp, FfM 1987