Rejsebrev 2 Buenos Aires

 BUENOS AIRES

Rejsebrev 2

Forskellene til Rio ligger lige for: Temperaturerne her sneg sig højest op i underkanten af 20 grader, når der var sol, og om natten kom vi så langt ned under 10 grader, at det lagen og det tæppe, som vore senge var betrukket med, ikke rakte. Vi frøs, men med anstand. Man må lige vende sin indgroede tænkning, når man snakker om at tage sydpå til varmen.

Ellers minder byen om europæiske eller amerikanske byer: Gadebilledet udgøres af parallelle gader regelmæssigt krydset af vinkelrette gader, let at orientere sig i. Byggestilen er også meget europæisk, det nærmeste man kommer et latinerkvarter er San Telmo, som var kvarteret, hvor byen i tidernes morgen blev grundlagt, og hvor vi boede. Her er smalle, brostenbelagte gader med masser af hyggelige cafeer, tango-barer, antikvitetsforretninger, markeder – et skønt sted.

En forskel til Rio er også, at Buenos Aires er Argentinas hovedstad, hvor Rio jo ikke engang er Brasiliens største by og Brasilia er hovedstaden. Fra en dansk herboende erfarede vi, at Buenos Aires med forstæder har op til 14 Millioner indbyggere og at når hun skulle på arbejde måtte regne med 2 timers pendling – hver vej! Det er så ikke en forskel til Rio, hvor trafikken også er et helvede, men vejene ind til byens centrum er større anlagt i BA. Avenida de 9. Julio, hvor vi talte 10 spor – i  hver retning, hvorfor avenidaen også var pænt over 100 m bred.

Som hovedstad har byen de funktioner man forbinder med en hovedstad: Hele det politiske establishment, kirkerne, museerne. For at sætte trumf på placerede man en obelisk på 67 m på av. de 9. Julio, som er et godt sigtemærke. Samtidig markerer obelisken argentinsk uafhængighed og patriotisme, rejst som den er på stedet, hvor det argentinske flag for første gang blev hejst.

De historiske museer i byen fortæller historien om kampen for selvstændighed og uafhængighed af kolonialmagterne, først og fremmest Spanien. Men i magtens centrum, Casa Rosada, havde man ikke fået alle konflikter med, som har skabt det Argentina, vi ser i dag. Ganske nævntes, at det kæmpestore land  - det 8. største land i verden – oprindeligt havde haft over 30 forskellige indfødte stammer og at der var forekommet massakrer, men f.eks. havde man i fremstillingen sprunget over perioden med militærdiktatur 1976-1983 under general Videla. Måske fordi den afsatte præsident Isabel Peron var fra samme parti, som den aktuelle Kirchner.

En anden konflikt får derimod stor omtale: Krigen om Falklandsøerne i 1982. Et flag reddet hjem fra slagmarken opbevares i en montre i Casa Rosada i  Patio del Malvinas – det argentinske navn  for øerne og markerer, at Argentina stadig gør krav på øerne . Og på Plaza del Mayo markerer hvide kors de 649 argentinske ofre.

Men at demokratiet virker så vi også på den måde, at der er offentlighed omkring konflikterne. Hver torsdag marcherer Madres del Plaza Mayo rundt på pladsen, for at gøre opmærksom på de mange ofre for militærdiktaturets terror. Et virkningsfyldt optog, når man stadig efter 40 år med mødre, der nu har alderen til bedstemødre, i spidsen markerer misstanden. At demokratiet virker kan man også se deraf, at bevægelsen har delt sig op i 2 fraktioner, hvoraf den ene nærmer sig et politisk parti med politiske taler osv og den anden holder fast i udgangspunktet og demonstrerer ved at læse savnedes navne op, viser billeder af dem frem. At dømme efter fremmødet er det den første fraktion, der er størst.

Man skjuler således ikke konflikterne, men man skal lede for at finde vidnesbyrd om militærdiktaturet. De findes f.eks. på gaderne, i fortovet foran huse, hvor der boede en savnet kritiker – lidt ligesom Stolpersteine i Berlin. Tilfældigvis fandt vi også stedet, hvor torturen fandt sted. Nu gik der en motorvej hen over, men man kunne se omridset af torturkældrene.

Argentinerne vil meget hellere tale om deres helte: Fortidens helte markerer de offentlige museer var generaler, som f.eks. Argentinas befrier, San Martin. Den mest elskede person var nok Eva Peron, Evita, der opnåede stor folkelig succes som skuespiller og politiker. I dag fokuserer man meget mere på folkelige helte: Tango-sangeren Carlos Gardel, som i anledning af 80-års dagen for sin død ved et flystyrt, havde fået en særudstilling på det nationale historiske museum. Sport har også spillet en stor rolle i byen, landet: På den store kirkegård: Recoleta så vi en statue af bokseren Luis Firpo og i arbejderkvarteret La Boca hyldede man megastjernen Maradona og klubben Boca Juniors. I skrivende stund hyldes Messi, som den der skal føre Argentina til mesterskabet i Copa America. Patriotismen er stor. Bargæsterne ville ikke umiddelbart acceptere, at Tyskland var de sande verdensmestre.

Fattigdom, som vi så i Favelaerne i Rio, kunne vi ikke få øje på, bortset fra, at gaderne var fyldt med affald om morgenen fra hjemløse, som havde hevet poser op af containerne for at finde returemballage. Men en overskrift i den stedlige avis opregnede antallet under fattigdomsgrænsen til 25%, hvorfor der da også var demonstrationer for bedre uddannelse og sundhed.

Godt at vi ikke var i nærheden af den grænse, men kunne betale enhver sit – også når vi blev fanget i turistfælden, som en aften på en tangobar eller på Camanitoen i La Boca.

Vi drager nu videre mod Andesbjergene mætte af byindtryk og spændte på, hvad
bjergene byder.