Rejsebrev nr. 4
På fasttrampede stier
Rejserutinen
er ved at indfinde sig. Når vi kommer til det næste sted søger vi overnatning
til det følgende sted og køber busbillet til den dag vi har valgt til næste
stræk. Næste træk er at finde en bank med ATM, hvor man kan hæve penge, hvilket
langtfra altid kan lade sig gøre. Derefter er der fri leg indtil sidste
opholdsdag, så begynder omfordeling, ny-pakning osv. Den rute vi har valgt har
– sjovt nok – vist sig at være én af de foretrukne turistruter: Buenos Aires –
Salta – San Pedro de Atacama – Salar de Yuyuni .
Hvor
turdeltagerne i vore ture i Salta-området helt overvejende var folk på alder
med os, har det efter Salta ændret sig til at være overvejende unge back-packere.
De fleste kom fra Mendoza eller Santiago de Chile og forretningsgaden i San
Pedro – den lerstampede Caracoles – myldrede med backpackere, som snoede sig
vej igennem det store antal forretningsdrivende, der prøvede at sælge deres
produkter med tilråb. Mindst 20 udbydere af rejser til Salar de Yuyuni og andre
aktion-ture, cykeludlejere, udstyrsforretninger, vekselstuer. Her var virkelig
ikke ret meget andet end turistindustrien som indtægtskilde.
Selv om man
føler sig lidt som tremmekvæg, der bliver drevet frem på fasttrampede stier, er
der ikke andet at gøre end at acceptere det – og få det bedste ud af det.
Hvordan skulle man ellers finde frem til seværdighederne i de store øde områder
uden vejsystem. Her er ingen
afvisningsskilte, ja mange gange kun et hjulspor, så med mindre man kan køre
efter kort og kompas er man dårligt hjulpet. Og alt andet lige er det absolut
en fordel at have en lokalkendt guide med, som både kender vejen og kan
fortælle om seværdigheden. Så vi har for længst droppet forestillingen om at
være unikke turister, der ser noget, som ingen før har set.
Men turen
over Andesbjergene fra Salta til San Pedro de Atacama var i hvert fald noget,
som jeg ikke før havde oplevet. 4 timer, hvor det bare gik opad i det ene
hårnålesving efter det andet, indtil vi kom op på Altiplano. Vi passerede 4170
m og mødte meget få biler og så ingen mennesker. Turen var også anderledes på
den måde, at vi som forkælede turister fra turen til Salta, havde vænnet os til
servering undervejs. Men vi fik bare efter 5-6 timer en bakke med lidt snacks
og en bolle med ost og skinke smidt i nakken og værst af alt, man havde ikke
sørget for vand til passagererne. Min liter vand rakte kun halvvejs og varmen
fra den stærke sol på Altiplano var på nippet til at gøre mig rundt på gulvet.
Vi troede ikke vore øjne, da vi kom frem til busstationen i San Pedro, med 5-6
båse og lidt skure med salg af billetter og fornødenheder. Vi var kommet til
ørkenland, taxaerne holdt ikke og ventede og vi havde ingen valuta. Men situationen er ikke ukendt på de egne, så
snart dukkede en 4WD pick-up op og kørte os først til vekselerer og dernæst til
hostellet for betaling forstås.
Atacama
ørkenen er en majestætisk blanding af udslukte vulkaner, vulkanske
stenformationer, sandklitter og saltforekomster. Et vildt flot landskab, men
også ugæstfrit, hedt og tørt som det er. Men med en passende blanding af vand
og mad kan man få fine oplevelser, som vi gjorde i Valle de Luna. Højden gør
sig dog også bemærket, så en bakke, man normalt let cykler eller går op ad, kan
føles som uoverstigelig og man gisper efter vejret og pulsen hamrer derudaf.
Ligesom de
fleste andre rygsæksturister gik vores tur gennem en nationalpark, hvor vi
gentagne gange stødte på de samme Toyata Landcruisere med deres last af 4-6 turister
og 1 chauffør og 1 guide, når vi gjorde holdt ved laguner, særegne eroderede
vulkanske stenarter, geysere eller varme kilder. Vi havde det held at få en
dygtigt engelsktalende guide, Pablo, som i 3 dage fortalte os om alt mulig fra
mineralforekomster, der farver søerne forskelligt, til lokale kulturelle
fester, til den politiske situation i Bolivia. Han sørgede også for 3 måltider
mad om dagen og for overnatning i shelters. Her følte man sig virkelig i pagt
med naturen, når man skulle over gården til toiletterne i lyset fra måne og en
myriade af stjerner. Sidste overnatning fandt sted i et Hostal de Sal, der var
speciel derved, at murene bestod af saltblokke, interiøret (borde, stole mv)
var af salt og der var strøet salt ud over alle gangområdet. Selve gulvet var
dog lavet af beton. Beliggenheden var ved kanten af den 12000 km2 store saltsø
Salar de Yuyuni, som gjorde, at vi kunne komme ud og opleve både solnedgang og
solopgang ude på selve saltsøen.
Intet andet
end imponerende må man kalde saltsøen med dens udstrækning på 160 km fra Nord
til Syd og 120 km fra Øst til Vest og med en salttykkelse på op til 7 m. Biler
kunne uden problemer køre rundt på saltet. Søen er et levn fra fortiden, hvor
der var hav, hvilket ses af det faktum, at der er tale om saltvand.
Mineralforekomster (boraks, magnesium, jern mv) gør søen til et reservoir, men
udvindingen er svær og priserne er vigende. Derimod er der mange familier, som
lever af at hente saltblokke, forarbejde dem og sælge dem. Her har
rationaliseringen endnu ikke vundet indpas. Udvinding af mineraler er i det
hele taget vigtig for bjerglandet Bolivia, hvor Pablo fortalte, at 1 million af
Bolivias 12 millioner lever af minedrift.
Eneste lille
irritationsmoment var en fotosession midt ude på saltsøen, hvor opmærksomheden
ikke var fanget af den fantastisk, storladne natur, men af at fotografere sig
selv i mere eller mindre kreative opstillinger, hvor naturen kun spillede en
rolle som kulisse. Ellers var turen ad den fasttrampede sti en stor oplevelse.
