Rejsebrev 3 - I djævlens gab

Rejsebrev 3

I djævlens gab

Buenos Aires var en stor mundfuld for to turister, som er vant til at færdes i landlige omgivelser og højest stifter bekendtskab med mindre storbyer som København eller Hamburg. Og Argentina er jo så kæmpestor, at det meste af landet er tyndt befolket. Derfor var det på mange måder en lettelse at komme ud af storbyen og opleve en storslået natur. Vi blev mange gange tryllebundet af den store afveksling naturen opviser, så det giver god mening at vi befandt os i djævlens gab, alene af den grund, at vi besøgte to steder i landet, som blev kaldt Garganta del Diablo.

Første gab vi stiftede bekendtskab med lå på grænsen mellem Brasilien, Paraguay og Argentina: Foz de Iguazu. Midt i et tropisk jungleområde lå det mest imponerende skue jeg mindes at have set. Myriader af vandløb væltede ud over klipperande og skabte et panorama af uendelige vandmængder. Specielt frygtindgydende var Garganta del Diabolo, som man kunne få nærkontakt med via en gangbro. Øredøvende og dragende så man - også for ikke at blive våd - måtte vende ryggen til, inden man selv blev suget med. 

Området på begge sider er Nationalpark og selvfølgelig udnyttet som turistattraktion, så man kan komme på cykelsafari, rafte og få nærkontakt med vandfaldene i en såkaldt bådsafari. Vi kunne konstatere, at det nok nærmere burde hed vådsafari, fordi turen gik ud på at forcere vandmasserne ind til og ind under selve vandfaldene. Intet andet end måbende beundring og ærefrygt for naturens kræfter stod tilbage da vi efter 3 dage med besøg på begge sider af vandfaldet forlod området for at begive os 1800 km nordpå op til Salta.

Selve busturen på 20 timer er i sig selv en oplevelse. Vi havde købt bedst kvalitet, hvilket betød bløde, brede sæder, der kunne lægges helt ned og fungere som senge: Cama ejecutivo. Ikke nok med det så indbefattede billeten også servicio, hvilket vil sige mad, drikkevarer, snacks, drinks. Alligevel må man sige, at turen hen over den uendelige pampas til sidst faldt lang.

Salta viste sig at være en moderne by med fantastiske, varierede omgivelser. Vi tog på 3 endagsture, som alle startede kl. 7 og minimum varede til kl. 18. Grunden hertil var, at turene bragte os ud af dale og op gennem bjerge helt op til 250 km væk fra byen. Tur 1 til Cafayata bød på et nyt møde med djævlens gab - denne gang i sten. Dalen ind til vinbyen Cafayata var spækket med spektakulære former skabt af erosion og i varierende røde farver. Man havde moret sig med at navngive nogle af formationerne, såsom Titanic, Frøen, Bin Laden. Naturen havde også frembragt et amfiteater, udhulet i klippesiden og med en god akustik. Bjergtaget blev man også af Djævlens gab, der var en åbning i klippevægen, som fortonede sig opad i et farligt terræn. Her skulle man ikke vove sig ind.

Tur 2 gik til Humahuaca, som ligger endnu længere væk fra Salta end Cafayta. Her var det mere farverne, som kunne imponere os. Det syvfarvede bjerg var bare et af mange eksempler på naturens kunnen, en farvepragt uden lige. Vi bevægede os også på gamle inkastier og besøgte den restaurerede Inkafæstning i Tilcara, hvor man fik et godt indblik i leveforholdene i de små stenhuse.

 Tur 3 gik til den lille bjergby Cachi, som ligger ved Argentinas svar på Route 66, R40. Vejen dertil var ikke som på de to første kørsel i dale langs udtørrede floder, men førte over et bjergpas Cuesta del Obispo i 3457 m over skyerne. Vi havde egentlig planlagt at ville tage Tren de las Nubes (Toget over skyerne), som er en særdeles efterspurgt turisatraktion, så efterspurgt, at vi ikke kunne få en billet til 800 kr for en endagstur frem og tilbage. Selve bjergbyen Cachi var en hyggelig lille by, som markedsførte sig på deres stilhed: Efter et sagn døde her stilheden - og man må sige, der var meget stille i gaderne, når man da kunne unddrage sig turistrumlen med fælles bespisning af højttalende turister som os.

Eneste ting man kunne kritisere turene for var, at det var meget lagt an på det kommercielle aspekt med besøg i faste souvenirbutikker, cafeteriaer og restauranter, men det er jo nok prisen for at få de tre ture til en pris ca. den som man måtte betale for en endagstur med toget til skyerne. Men ligesom vi ikke kastede os i djævlens gab, hverken i Iguazu-vandfaldet eller i Cafayata-dalen, behøvede vi heller ikke at falde for turistindustriens medkøb.

Rejsebrev 2 Buenos Aires

 BUENOS AIRES

Rejsebrev 2

Forskellene til Rio ligger lige for: Temperaturerne her sneg sig højest op i underkanten af 20 grader, når der var sol, og om natten kom vi så langt ned under 10 grader, at det lagen og det tæppe, som vore senge var betrukket med, ikke rakte. Vi frøs, men med anstand. Man må lige vende sin indgroede tænkning, når man snakker om at tage sydpå til varmen.

Ellers minder byen om europæiske eller amerikanske byer: Gadebilledet udgøres af parallelle gader regelmæssigt krydset af vinkelrette gader, let at orientere sig i. Byggestilen er også meget europæisk, det nærmeste man kommer et latinerkvarter er San Telmo, som var kvarteret, hvor byen i tidernes morgen blev grundlagt, og hvor vi boede. Her er smalle, brostenbelagte gader med masser af hyggelige cafeer, tango-barer, antikvitetsforretninger, markeder – et skønt sted.

En forskel til Rio er også, at Buenos Aires er Argentinas hovedstad, hvor Rio jo ikke engang er Brasiliens største by og Brasilia er hovedstaden. Fra en dansk herboende erfarede vi, at Buenos Aires med forstæder har op til 14 Millioner indbyggere og at når hun skulle på arbejde måtte regne med 2 timers pendling – hver vej! Det er så ikke en forskel til Rio, hvor trafikken også er et helvede, men vejene ind til byens centrum er større anlagt i BA. Avenida de 9. Julio, hvor vi talte 10 spor – i  hver retning, hvorfor avenidaen også var pænt over 100 m bred.

Som hovedstad har byen de funktioner man forbinder med en hovedstad: Hele det politiske establishment, kirkerne, museerne. For at sætte trumf på placerede man en obelisk på 67 m på av. de 9. Julio, som er et godt sigtemærke. Samtidig markerer obelisken argentinsk uafhængighed og patriotisme, rejst som den er på stedet, hvor det argentinske flag for første gang blev hejst.

De historiske museer i byen fortæller historien om kampen for selvstændighed og uafhængighed af kolonialmagterne, først og fremmest Spanien. Men i magtens centrum, Casa Rosada, havde man ikke fået alle konflikter med, som har skabt det Argentina, vi ser i dag. Ganske nævntes, at det kæmpestore land  - det 8. største land i verden – oprindeligt havde haft over 30 forskellige indfødte stammer og at der var forekommet massakrer, men f.eks. havde man i fremstillingen sprunget over perioden med militærdiktatur 1976-1983 under general Videla. Måske fordi den afsatte præsident Isabel Peron var fra samme parti, som den aktuelle Kirchner.

En anden konflikt får derimod stor omtale: Krigen om Falklandsøerne i 1982. Et flag reddet hjem fra slagmarken opbevares i en montre i Casa Rosada i  Patio del Malvinas – det argentinske navn  for øerne og markerer, at Argentina stadig gør krav på øerne . Og på Plaza del Mayo markerer hvide kors de 649 argentinske ofre.

Men at demokratiet virker så vi også på den måde, at der er offentlighed omkring konflikterne. Hver torsdag marcherer Madres del Plaza Mayo rundt på pladsen, for at gøre opmærksom på de mange ofre for militærdiktaturets terror. Et virkningsfyldt optog, når man stadig efter 40 år med mødre, der nu har alderen til bedstemødre, i spidsen markerer misstanden. At demokratiet virker kan man også se deraf, at bevægelsen har delt sig op i 2 fraktioner, hvoraf den ene nærmer sig et politisk parti med politiske taler osv og den anden holder fast i udgangspunktet og demonstrerer ved at læse savnedes navne op, viser billeder af dem frem. At dømme efter fremmødet er det den første fraktion, der er størst.

Man skjuler således ikke konflikterne, men man skal lede for at finde vidnesbyrd om militærdiktaturet. De findes f.eks. på gaderne, i fortovet foran huse, hvor der boede en savnet kritiker – lidt ligesom Stolpersteine i Berlin. Tilfældigvis fandt vi også stedet, hvor torturen fandt sted. Nu gik der en motorvej hen over, men man kunne se omridset af torturkældrene.

Argentinerne vil meget hellere tale om deres helte: Fortidens helte markerer de offentlige museer var generaler, som f.eks. Argentinas befrier, San Martin. Den mest elskede person var nok Eva Peron, Evita, der opnåede stor folkelig succes som skuespiller og politiker. I dag fokuserer man meget mere på folkelige helte: Tango-sangeren Carlos Gardel, som i anledning af 80-års dagen for sin død ved et flystyrt, havde fået en særudstilling på det nationale historiske museum. Sport har også spillet en stor rolle i byen, landet: På den store kirkegård: Recoleta så vi en statue af bokseren Luis Firpo og i arbejderkvarteret La Boca hyldede man megastjernen Maradona og klubben Boca Juniors. I skrivende stund hyldes Messi, som den der skal føre Argentina til mesterskabet i Copa America. Patriotismen er stor. Bargæsterne ville ikke umiddelbart acceptere, at Tyskland var de sande verdensmestre.

Fattigdom, som vi så i Favelaerne i Rio, kunne vi ikke få øje på, bortset fra, at gaderne var fyldt med affald om morgenen fra hjemløse, som havde hevet poser op af containerne for at finde returemballage. Men en overskrift i den stedlige avis opregnede antallet under fattigdomsgrænsen til 25%, hvorfor der da også var demonstrationer for bedre uddannelse og sundhed.

Godt at vi ikke var i nærheden af den grænse, men kunne betale enhver sit – også når vi blev fanget i turistfælden, som en aften på en tangobar eller på Camanitoen i La Boca.

Vi drager nu videre mod Andesbjergene mætte af byindtryk og spændte på, hvad
bjergene byder.

Rejsebrev 1 Rio: Fra country club til favela.

Rio: Fra country club til favela

Rejsebrev 1

Stærke indtryk melder sig allerede I taxaen fra lufthavnen til bestemmelsestedet: utrolig tæt trafik, veje, der fører forbi de verdenskendte strande Copacabana og Ipanema, men også forbi de illegale favelaer, der ligger lige ud til motorvejen mod syd til Barra da Tijuca. Husene, lavet af forhåndenværende materiale og stablet ovenpå hinanden, så man må undre sig over, hvordan man finder op til 4. sal, ligger op ad bjergsiderne mange steder i Rio. Men vores bestemmelsessted er modsætningen. Barra da Tijuca minder om Miami med mange hoteller og kilometerlange strande. Vi ankommer til et herskabsanlæg bag lukkede mure, som vi når frem til gennem et bevogtet checkpoint. Vi bliver hjerteligt modtaget af vores værter og nyder deres gæstfrihed med eget værelse og velkomstgrill ved poolen. Husets alt-muligmand står for den del, ligesom han slæber bagage op ad trapperne.

Følelsen af at være landet i en kolonial tidslomme bliver forstærket dagen efter, hvor vi bliver inviteret på frokost i den lokale Country Club, som har 800 medlemmer, der selvfølgelig er kendte af vagtposterne ved indgangen. Bag de høje mure findes pool, restaurant, park, tennisbaner, alt sammen velholdt af righoldigt personale. Frokosten bliver ikke betalt ved bordet, men skrives på medlemskontoen. Værtsparret, som har haft succes med et ingeniørfirma og derfor er velsitueret, er utroligt generøse og hjælpsomme og fortæller gerne om Brasilien og dets problemer.

Brasilien, som har haft forbløffende vækstrater, står ved begyndelsen af en dyb krise: Pensionsspørgsmålet er ikke afklaret, der har været en stor finansskandale (Petrobas), regeringen prøver at lukke hullet i statskassen ved at hæve skatterne, korruption er hverdag. Det har ført til store demonstrationer mod regeringschefen Dilma, og svindende smil hos de ellers livsglade brasilianere. Et andet stort problem i Rio er kriminaliteten, hvor overfald, røveri og mord hører til hverdagen, hvorfor vi da også holdt os indenfor om natten, med mindre vi var i selskab med andre. Derfor oplevede vi ikke kriminalitet på egen krop – ikke engang antydning, hvilket måske også skyldtes den massive tilstedeværelse af politi på gaden, i luften og til vands. VM i fodbold 2014 var første prøve og næste er lige om hjørnet OL 2016. Der er ikke råd til fejltagelser der.

Vi havde ingen problemer da vi boede på et backpacker-hotel i Copacabana eller da vores værtspar tog os med til en favela, hvor vi på Bar do David fik en god frokost på vakkelvorne klapstole ved plasticborde, men med venlig stemning. Stedet var populært – også hos ikke favela-beboere – et sted, man godt kunne besøge uden politibeskyttelse. Men på vejen ned til forbindelsesvejen fik vi et godt indblik i boforholdene: åbne kloakker, meget tæt beboelse uden privatliv, ussel vedligeholdelse. Og her var tale om en favela af de bedre.

Naturligvis måtte vi også se Rios store turistattraktioner: Kristusfiguren, Sukkertoppen, Copacabana-stranden, men helt så sommerligt, som på postkortene, var det ikke. Vi oplevede et uvejr med torden og styrtregn på vej op i svævebanen til Sukkertoppen. Men lige så hurtigt uvejret kom forsvandt det og vi fik et fantastisk vue af byens lys, der viser udstrækningen over mange kilometer, klemt inde, som byen er, mellem bjerge og Atlanterhav.

Det lykkedes os på de 5 dage, vi var der, at stifte bekendtskab med to af de ting, som Brasilien er kendt for i verden: Samba og fodbold. Værtsparret tog os med til en klub, hvor en blanding af lokale og turister hver onsdag hengav sig til sambaen. Her mødtes danselæreren med sin elev for at danse, men også ægtepar og danseinteresserede i øvrigt kastede sig hengivent ud i sambaen. Det var dansetrinene det drejede sig om intet andet. Det var noget vanskeligere at forestille sig det, da vi dagen efter på vores City tour i stærk regn kom ud til stedet, hvor Rios karneval holdes: Tilskuerpladser til 70000 fordelt over 800 meter, som udgjorde den distance sambaskolerne skulle holde den kørende for at klare sig i konkurrencen.

Til gengæld levede fodbolden op til forventningerne. Sammen med 28500 tilskuere overværede vi El Classico mellem to Rio mandskaber: Flamengo og Fluminese. Vi holdt med Flamengo, men på slapt forsvarsspil, der ikke kunne holde den gamle landsholdsangriber Fred fra fadet, som scorede to gange og sikrede Fluminese sejren med 3:2. Men sjældent har vi hørt så brutal en lydkulisse og set tilhængere gå så meget op i kampen. Der kan ikke engang Brøndby-fans være med.

På 5 dage i Rio fik vi et indblik i byens fortrin og dens problemer: de mange modsætninger, som var direkte aflæselig i bybilledet. Det bliver spændende at følge med i udviklingen.