UDLÆNGSEL
Jeg ved ikke, hvordan det begyndte. Hvordan jeg trods en
tryg barndom på en gård i Sydvestjylland omgivet af en stor søskendeflok blev
præget af udlængsel. Det var i 1950erne, hvor den kolde krig havde afløst anden
verdenskrig, men hvor vores fokus var på det nære: arbejdsfællesskabet på
gården, hvor fremtiden dengang syntes fastlagt, men sidenhen blev stadig mere uvis.
Egentlig var der ingen fornuftig grund til at få udlængsel,
dertil var livet på landet for privilegeret. Der var en fast ramme. Holdepunkterne
var mange: den afgrænsede horisont, årstidernes vekslen med de tilhørende
arbejdsopgaver, nærværende forældre, søskendesamværet, skolekammeraterne fra
den lille landsbyskole, børnefødselsdagene, den årlige udflugt til dyrskuet i
Ribe. Man vidste, hvor man hørte til.
IMPULSER
Måske kom den første impuls fra litteraturen. Med forældre
præget af højskolemiljøet var bøger ikke noget særsyn i stuen på Villebølgård.
Et af de første eksempler på litteratur, der har påvirket min udlængsel, stod i
reolen og blev taget frem, når der skulle hygges med højtlæsning af Selma Lagerløfs, Niels Holgersens
forunderlige rejse gennem Sverige. Tanken om at flyve højt oppe og have
udsyn til hele verden var fascinerende. Men det var da godt nok mærkeligt, at
det skete på ryggen af en gås. Det kunne man da ikke, men i litteraturen kunne
man og den skabte billeder, der senere skulle blive til virkelighed, men
foreløbig slog man det ud af hovedet som en uopnåelig drøm. Et frikvarter
mellem de faste arbejdsopgaver på gården.
I et sådant frikvarter kunne jeg også få udvidet min
horisont på en hel konkret måde, hvis jeg klatrede allerhøjest op i det store
bøgetræ i haven, hvorfra jeg kunne se langt ud over det flade hedelandskab kun
afbrudt af forblæste læhegn. Helt til Ribe kunne man se i klart vejr. Verden
åbnede sig.
Måske var det også de hørespil, radioen bragte hver lørdag
eftermiddag efter skoletid, hvor søskendeflokken var samlet i stuen til det,
der dengang var weekendens underholdning. Her stiftede vi bekendtskab med mange
spændende personer, der ofte var på rejser, hvor de oplevede fantastiske ting i
mødet med andre kulturer. Specielt husker jeg et hørespil, som udspillede sig
til søs og i de havne, skibet anløb. Med var en djærv bornholmer – Hasse hed han
vist – som var en mester i at spytte langspyt, kaste med økser og i det hele
taget løse de problemer, de stødte på undervejs i Sydamerika. Ansporet af
radioens lydindtryk: vindens susen, bølgernes brusen og skibsdækkets knirken dukkede
eventyrlige billeder op i bevidstheden længe før National Geographic
bombarderede os med naturfilm i det nye medie fjernsyn. Vi stiftede blandt
andet bekendtskab med Kaptajn Grants børn,
hvis bedrifter vi hver lørdag med spænding ventede på. Ville de kunne klare de
farlige situationer, de kom ud for og hvad ventede der næste uge af problemer?
Det var derfor helt naturlig, at da først evnen til at læse var
blevet lært, måtte jeg læse den forfatter, der havde skrevet historien om
Kaptajn Grants børn. Jules Verne
åbnede med sine science fiction romaner en ny dimension af verden for. Især Jorden rundt i 80 skabte mange billeder
i min bevidsthed. Tænk at kunne rejse jorden rundt med tog, skib, hestekøretøj,
når man kun havde prøvet at tage rutebilen til Ribe og det vildeste var, dengang
jeg første gang så en neger (jo, det sagde man) på gaden. Og alle de oplevelser
Philias Fogg og hans tjener Passpartout fik undervejs over kontinenterne. Vi
fik både præsenteret verdensrummet og verdenshavene i hans bøger og hvis det
ikke var nok supplerede vi med spændende artikler fra Det Bedste fra Readers Digest, som familien abonnerede på. Ganske
vist fik vi da en snert af verdensrummet, når vi ad natmørke grusveje gik hjem
fra busstoppestedet på hovedlandevejen, eller af Vesterhavet ved
sommerudflugten ud i det blå, men vi var klar over, at verden måtte vente.
Et ikke uvæsentlig bidrag til at sætte navne på udlængslen
var de daglige vejrmeldinger i radioen, hvor man kunne falde i staver over mærkelige
navne som Dogger Banke, Klaipeda, Gotska Sandøen. Eller undre sig over, at man
i den dybeste vinter i december 1956 kunne afvikle Olympiske Lege i Melbourne
levendegjort gennem Gunnar NU Hansens reportager, mens jeg med håndvarme smeltede
isen af de et-lagede vinduer. Det var da alt for koldt til at løbe f.eks.
forhindringsløb, og var det ligesom at løbe hen over hegnene på markerne og
springe over grøfterne nede på engen? Og så midt om natten. Der var meget, som
skulle læres endnu.
Kalvslund Kommuneskole leverede de første byggesten til et mere
realistisk verdensbillede. Med 2 klasseværelser og 2 lærere til 5 årgange og skolegang
6 dage om ugen var der lagt op til mange timer med selvstændigt arbejde, medens
andre årgange blev undervist i samme klasseværelse. Det havde sine begrænsninger
i udbuddet af fag, men man fik en solid viden om landbosamfundet og de
elementære færdigheder som skrivning og regning blev øvet om og om igen. Og det
var stadig mulig at få fri til at deltage i arbejdet på gården. Vi vidste det
ikke, men landbosamfundet med blandingsbrug og små enheder var under afvikling.
Nye impulser var på vej til os.
Det nye medie filmen vandt også indpas på landet. Nærmeste
biograf lå i Ribe og det var jo langt væk, selv om der kun var lidt over 10 km
og der afgik rutebil flere gange om dagen. Derfor havde man også et
kulturtilbud til folk på landet: den omrejsende biograf.
I forsamlingshuset var der jævnligt tilbud om at komme ind
og se den nyeste folkekomedie, som f.eks.
Morten Korch filmatiseringer, som Vagabonderne
på Bakkegården. Mere spændende var besøgene på kommuneskolen fra
globetrottere som Jørgen Bitsch, der viste
deres sidste filmoptagelser fra ekspeditioner til steder som Kilimanjaro, Kalahari, Ny Guinea. Stærkest i erindringen står kampen med en
kæmpe kvælerslange og mødet med indfødte i farverig fremtoning, for meget. Vi
lagde gerne en daler i filmrulleholderen, når den gik rundt efter forevisningen.
Men stor var kontrasten til hverdagens gøremål, hvor farverig påklædning var
forbeholdt fastelavn og de farligste dyr, jeg kunne komme ud for, var mus eller
rotter i roekammeret, når jeg skulle raspe roer.
En familie Pallesen fra egnen udlevede deres udlængsel ved
ekspeditioner til bl.a. Afrika og finansierede det bagefter ved at vise film i
det lokale forsamlingshus. Det rykkede, for de var jo ikke bare fine folk fra
hovedstaden. Det kunne lade sig gøre. Men så var der jo også lige en skole, der
skulle passes, så foreløbig blev udlængslen til en drøm, om engang at opsøge
eventyret på fremmede kontinenter, at bryde ud fra de trygge rammer, at se
verden. Og med indgangen i 60erne begyndte mulighederne for at stille
udlængslen at dukke op.
De første rejser
Min første rejse udenlands gik til Flensborg som 14årig i 1962. Målet for besøget var vores sydslesvigske feriedreng Hans, som skulle konfirmeres. Da forældrene ikke kunne forlade deres arbejde på gården måtte jeg rejse alene med bus, hvorfor jeg måtte have et pas for at kunne passere grænsen. Spændingen og forventningerne var store, da jeg steg ind i den røde rutebil. Min søster, som var i huset i Tinglev, så til, om jeg var med den rigtige bus, og da jeg kom til endestationen var aftalen, at Hans´ bror, Otto, skulle hente mig. Og det gik da også smertefrit, selv om jeg kun havde set Otto én gang og ikke kunne tysk og Otto ikke dansk. Glad steg jeg op bag på hans Vespa og kom frem til festen. Den var næppe gået i dag, men succesen var god for selvtilliden og lysten til at kaste sig ud i nye oplevelser og indtryk.
I takt med den
stigende velstand viste sig nye muligheder for at erobre verden. Skolen åbnede
op for det omgivende samfund. Selv den lille kommuneskole i Kalvslund bød hvert
år på udflugter til f.eks. Tirslundstenen eller Skyttehuset i Vejle.
Mit
første besøg i hovedstaden var, da vi i vi i 4. klasse var på lejrskole, hvor
vi boede på Provinsbørnenes Ferieophold på Svanemøllevej. Indtrykkene fra
hovedstaden var mange og overvældende og bød ikke kun på Tivoli, men også på et
besøg i Mindelunden: verdenskrigen kastede stadig lange skygger. Imponerende
hvad en lille kommuneskole kunne præsentere os for, men i 1960 gik den ikke
længere.
Vi måtte forlade den
trygge base og tage bussen til den nærmeste by, Ribe. Fra 1960-1965 blev der
bygget på af nye fag, som kommuneskolen i Kalvslund ikke kunne klare. Videbegærligheden
fik et tryk opad i den store byskole: Valdemarskolen i Ribe. Nye fag kom til:
fysik, matematik. Stolt som en pave hjemførte jeg som den første i familien en
engelsk lærebog. I can run, I can hop.
Men min sparsomme viden om engelsk rakte ikke langt, da familien fik kaffebesøg
af engelske soldater på øvelse, der i starten af tresserne.
Mest spændende fandt jeg Tysk, Fransk og Latin: der åbnede
sig nye horisonter. Tanken om at kunne tale med fremmede mennesker på deres
sprog tiltalte mig. Ribe var ikke længere et udflugtsmål, men 6 dage om ugen
det sted, hvor jeg gik i skole og fik nye kammerater, der havde andre
interesser end os landbobørn. Det var slut med at få fri til høstarbejde. Vores
verden var under hastig forandring.
Lejrskolerne førte os længere væk; 1963 til Odsherred og 1964
blev vores lejrskole afviklet i Norge på Sørlandet, hvor vi bl.a. besøgte Mandal,
Stavanger, så Låtefossen og fik det første indtryk af de norske fjelde.
Med den almene velstandsstigning og med den tiltagende alder
åbnede sig muligheder, man blot få år inden havde forsvoret, kunne blive én til
del. Der gik f.eks. mindre end et år inden jeg næste gang var i Norge sammen
med Ribe HKs Herre Junior hold i håndbold til Oslo Cup. Vi havde et godt hold,
vandt to kampe, men tabte én, så der blev tid til at besøge seværdigheder som
Bygdøy med polarskibet Fram og Kon-tiki-flåden. Billederne fra Nansens og
Heyerdahls bøger tog her konkret form: de havde gjort det, det var ikke bare
eventyr.
Det blev starten på et voksenliv præget af dynamik,
fremgang, rejselyst, som min forældregeneration end ikke kunne drømme om.
Allerede i 1966 fik jeg andel i boomet i charterrejser, da jeg i min første
sommerferie fra jobbet som kontorelev formedelst 574,50 kr tog med Stjernerejser
til danskernes foretrukne rejsemål: Mallorca.
SAS gav mig den første flyvetur og oplevelsen over skyerne vakte
mindelser om Niels Holgersens forunderlige rejse, ikke mindst da det svenske
par på nabosæderne højlydt roste det danske ”Smörgås”.
Men paradoksalt måtte jeg konstatere, at hver gang
udlængslen trak mig ud af de vante omgivelser til fjerne destinationer, gik der
sjældent meget mere end en uge, inden en anden følelse med vekslende intensitet
meldte sig: Hjemve. Opfyldt af oplevelser og erfaringer fra fremmede kulturer
kunne jeg vende tilbage og se nye perspektiver i den hjemlige kultur.
