Utopi og dystopi

Sport og litteratur

Min interesse for sport og litteratur skriver sig langt tilbage. Det er svært at sige hvad kom først, men det var i barndommen, at gnisten tændtes. I tiden før internettet var der ikke så mange valgmuligheder og sporten bød sig til med et ganske vist begrænset, men fascinerende udbud af aktiviteter, men også litteraturen spillede en stor rolle. Her kunne jeg opleve spændende fremstillinger af, hvordan verden var skruet sammen i en fiktiv verden, hvor alt var muligt. Men kunne de to interesser spille sammen? Sport og skønlitteratur fremstod for mig som to uforenelige størrelser. Den fysiske udfoldelse i idrætten og de store følelser, sejr, nederlag, kunne da ikke rummes i litteraturen, kunne det?

Sport i litteratur var i lang tid noget, jeg ikke stiftede bekendtskab med. Det vil sige sportsbiografier, som f.eks. bogen om min barndoms fodboldhelt Harald Nielsen, slugte jeg naturligvis. Men det var jo noget andet end skønlitteratur, som f.eks. HC Andersen, Den grimme ælling. Det blev til en dokumentarisk fremstilling af idrætskarrieren – mere sport end litteratur, der ville sine læsere noget.

Et af de første danske eksempler på sport som bærende motiv i en roman var Jens Lochers Fodboldpræsten fra 1950, der også blev populær som film i 1951 med Jørgen Reenberg i hovedrollen. Romanen var typisk nok ikke udsprunget af en vilje til at meddele sig, men af en nordisk konkurrence om en kristelig roman, hvor den fik 2. præmie. Et andet eksempel er De røde heste, en roman af Morten Korch blev også en populær film med Poul Reichardt som jockey på hesten Ibrahim. (1950) Begge eksempler på, at sport var ved at blive populær i den brede befolkning, men endnu ikke havde vundet indpas på parnasset.

Men hvorfor er der sparsomt med eksempler på brug af sporten som motiv, stof eller bare metafor i dansk skønlitteratur før 1. verdenskrig? En forklaring er, at sporten i Danmark først for alvor ekspanderede efter 1. Verdenskrig, hvor den blev et gode tilgængelig for de fleste efter indførelsen af 8 timeres arbejde, 8 timers frihed og 8 timers hvile. En anden grund til at litteraterne ikke inddrog sporten i deres litteratur var den simple, at digterne i den romantiske tradition opfattede sig selv som hævet over dagligdagen og ikke mindst fysiske anstrengelser som sport. Digteren i Fin de siecle omkring 1900 var kendt som en dandy, en skønånd, der med sit geni bedst af alle fortolkede tilværelsen. En opfattelse, som det dannede borgerskab delte.

Med den stigende popularitet af sporten blev digterne sat under pres. Tilskuerne søgte sportsarenaerne og ikke de litterære saloner. Skulle sporten indgå i skønlitterære fremstillinger eller skulle den ties ihjel. Den tyske litteraturkritiker Marcel Reich-Ranicki 1966 beskrev forholdet som værende et mellem fjendtlige brødre (egen oversættelse):

Sport og litteratur er så nært beslægtede, at de ligner hinanden så meget, at det forhindrer dem i at elske hverandre oprigtigt. Tværtimod konkurrerer de med hinanden og bekæmper i al hemmelighed hinanden. I grunden er de fjendtlige brødre, for litteratur og sporten appellerer på forskellige niveauer og med forskellige midler til de samme fundamentale følelser. Mange store motiver, som litteraturen i århundrede har beskæftiget sig med: heroisme, lidenskab, solidaritet, misundelse, ærgerrighed, dominerer også i sportskampene, men her er de ulig enklere, mere primitivt, overfladisk og direkte … Sporten er uden kodesprog, intellekt og helt ukompliceret…

Her ligger den største udfordring til skønlitteraturen, for ingen som sport kan uden kodesprog tale direkte til følelserne. Sportens stigende popularitet bevidner dette forhold. Herrefodboldlandsholdet kan fremkalde den største eufori og den dybeste skuffelse, og har uanset stor popularitet. Her kan litteraturen ikke være med. Men så kan den så meget andet. Lad os se nogle eksempler på, hvordan forholdet mellem litteratur og sport har udviklet sig.

Den ny tidsånd

De første eksempler på, at sporten er ved at blive en samfundsfaktor, hvor sporten kan ses som et udtryk for tidsånden, ser vi omkring århundredeskiftet. Her hylder Holger Drachmann den nye opfindelse cyklen i Cyclesangen (1890).

Frem på det rullende hjul

højt over støvet og stik gennem regnen

og blæsten:

hårdeligt spæge sit sul,

aldrig for byger i skjul,

ride for æren og kappes om prisen

med ”hesten”!

Hesten er stålsat og rytteren med;

Plads for cyklisten! Han ruller afsted.

Med sin folkelighed var han garant for stor udbredelse, der var sikret gennem publicering i aviser og tidsskrifter. Derfor måtte det selvfølgelig blive ham, der skrev et digt Op idrætsmænd (1894) til et nyt tidsskrift Idræt. Det var som skrevet til oprettelsen af det borgerlige idrætsforbund, DIF, (1896), i hvert fald anvendte DIF det senere i deres publikationer. Man går nok ikke helt galt i byen, hvis man betragter det som et bestillingsdigt.

Digtet rammer tidsånden. Det opstigende borgerskab lagde meget vægt på en ny kropslighed, på hygiejne. Ro, renlighed og regelmæssighed var mantraet. Slut med intellektuel dekadence, der blev samlet under betegnelsen fin de siècle. Nu blev det kroppen, som kom i fokus. 1904 udgav J P Müller Mit system, som blev en stor, international succes med vejledning og praktiske øvelser. Fokus var på kroppens æstetik, fx blev den første skønhedskonkurrence afholdt 1902 – for mænd. Første Miss Danmark kom i 1926. Digtet henvender sig da også eksplicit til manden. Her bringes 2 uddrag.

Op! Altsaa hver en mandbar Mand,

Som endnu bruger sin Forstand

Og endnu gavne vil sit Land

Og endnu tygge Sul med Tand

Og endnu føle Hjærtets brand:

Den krumme Ryg må rettes – ja,

Og Musklens Væv må flettes – ja.

Og Sidde-Fedtet lettes – ja,

Og Huden grundig tvættes – ja,

Og dertil har vi Cycle-Sport,

Og Aaretaget, langt og kort,

Og Fod- og Lang- og anden Boldt,

Og så et Pjask i Vandet koldt!

Og den, som ej har andet,

Kan gaa en Tur på Landet!

Det litterære kodesprog er her minimalt.  Der er fokus på de konkrete aktiviteter. Argumenterne er hentet i oplysningstiden: Det er fornuftigt at dyrke sport, som kompensation for den syge, kranke tid. Hvis man ændrede lidt på ordlyden, kunne digtet såmænd godt stadig bruges i agitationen for at dyrke sport, som fx DIF og DGIs fælles vision Bevæg dig for livet, der benytter sig af de samme argumenter som Drachmann. For digtet havde den funktion for sporten, at den skulle virke aktiverende og give nye medlemmer til det nyetablerede DIF, fordi sportsudøvelse var fornuftig og kunne bidrage til mental og fysisk sundhed. Forbilledet var den klassiske atlet, som man kunne se på Glyptoteket i København.

Da bli´r vi selv et Glyptothek

Af mandig-skønne Former fuldt;

Da kan ej Bog så lidt som Pult,

Ej tvungen Gerning skader os –

I Sundhed vil vi bade os,

Vor syge, kranke tid til Trods,

I Livets Væld, I Sol, i Luft

Ombølget af en Foraarsduft,

Som varer langt paa Høsten ind,

Som aander paa vor Kind,

Og avler Humor i vort Sind…

Op, Idrætsmænd, til Idræt!

Først i sidste del af digtet kommer han ind på, at sporten har andre virkninger end den fysiske. Det fornuftsbestemte kan måske godt virke motiverende, men langtidseffekten opstår først når det mentale kommer med i formuleringer som, Forårsduft… som aander paa vor Kind, Og avler Humor i vort Sind. Eller som det står i første del, føler Hjærtets brand.

Digtet er under indflydelse af den vitalistiske strømning omkring århundredeskiftet, hvor man søgte efter nye, ikke-materielle forklaringer på tilværelsen, nu hvor Nietzsche havde erklæret Gud for død og industrialiseringen buldrede af sted. Et andet eksempel findes i Johannes V Jensens digt, hvor man ser en stor fokusering på det kropslige, som et fast holdepunkt i en verden i hastig forandring. Her er ikke tale om konkurrencesport, som vi kender det i dag, men nærmest om friluftsliv, hvor lysten til at beherske forskellige kropslige aktiviteter driver værket. Vitalismen kom også til udtryk i billedkunsten med en forherligelse af kroppen og naturen. Dele af den vitalistiske bevægelse udartede senere i racisme og fascisme.

JF Willumsen, Sol og ungdom (1910)

Som dreng skar jeg Skibe       

Og skød med Bue

Jeg lærte mig at svømme

Og var langvejsløber.

Jeg har løbet på Skøjter

Og staaet på Ski 

Som skytte holdt jeg mig

                                                                                Til midten af skiven                                                                                                                                          

Oskar Mathiessen, Officerer ved det skaanske Dragonregiment i Ystad (1906)

Jeg har sparket til Bolden

Og bokset

Jeg roede.

Jeg har redet.

Hvor saa Aarstiderne

Mig ikke på Cykel?

Jeg har kørt Motor   

Og klatret i bjerge                                           

Den nye tidsånd, som prægede starten af 1900-tallet, var båret af borgerskabet, der skabte grundlaget for sportens vækst bygget på den utopiske forestilling om, at sporten var et forbillede for det øvrige samfund.

Den borgerlige sportsutopi

Den borgerlige sportsutopi finder sin form i dannelsen af IOC og skabelsen af De olympiske Lege, hvis borgerlige ideologi, olympismen, fremmaner et billede af sporten, som et paradisisk ø i et konfliktfyldte samfund. I startfasen før 1900 havde IOC svært ved at formidle den ideologi. Derfor valgte man at indstifte et OL for kunstnere, herunder digtere, som var anerkendte som kulturbærere. Fra 1912 til 1948 afvikledes konkurrencer i digtekunst, billedkunst mv. Det bedste eksempel på ideologien kom ved legene i Stockholm 1912, hvor guldmedaljen i litteraturkonkurrencen blev vundet med Ode til sporten. Her bringes et uddrag.

Oh, sport, du gudernes fryd, livseliksir!

Pludselig dukkede du op midt i den dunkle dal,

Hvor den moderne, golde tilværelse haster afsted.

Du kom som en strålende budbringer fra svundne tider,

Fra de tider, hvor mennesket endnu kunne le.

Og et skær af morgenrøde bredte sig over bjergets tinde,

Lyspletter oversåede den mørke skovbund.

Referencen til det antikke forbillede er klar. Her hyldes sporten som gudernes fryd, livseliksir, en strålende budbringer fra svundne tider, der lyser op i den moderne, golde tilværelse. Sporten giver skønhed, skaber retfærdighed, giver plads til velgennemtænkt vovemod, som giver fortjent ære og på den måde skaber glæde. Med den rette indstilling tilstræber sportsmanden menneskehedens forbedring, fremskridt og fred.

Oden hylder også frugtbarheden, hvor atleten bidrager til at forædle menneskeracen og avle sønner, der evner at tilkæmpe sig ærefulde laurbær. Digtet omtaler da også kun mænd og Coubertin mente, at kvinder skulle formenes adgang til OL og højest kunne få funktion af at bekranse sejrherrerne. Her nærmer digtet sig racisme og fascisme og ideen om at forædle menneskeracen tog da også nazisterne op i deres Operation Lebensborn, hvor man koblede par med de rette ariske gener sammen med henblik på at skabe krigere til Hitlers krigsmaskine. Et eksempel på at sporten ikke kan afsondre sig fra det omgivende samfund, hvor gerne den end ville. Hans kvindesyn var ikke ukarakteristisk for datiden, hvor kvinder ikke måtte udøve anstrengende sportsgrene, men holde sig til f.eks. tennis i lange kjoler.

Vinderen havde indgivet digtet under pseudonym, men viste sig senere at være Olympismens fader og initiativtageren til OL, Pierre de Coubertin.

Hans tanker om den glade, sunde amatør, der dyrkede intensiv sport kun for sportens skyld, var sejlivede. Faktisk blev amatørbestemmelserne ved OL fastholdt frem til 1992. Sporten betragter sig som et forbillede for et dysfunktionelt samfund repræsenterende de klassiske dyder: det gode, sande og skønne, også kendt som sportsånden. Dyder som førhen var forbeholdt kunsten, herunder litteraturen. Her ser man et sammenstød mellem digtekunsten, der traditionelt tillægges disse dyder, og sporten.

Hvor kampene førhen blev udkæmpet på slagmarkerne, var tanken, at den skulle erstattes af kampene på idrætsbanerne, hvor fred herskede og alt gik retfærdigt til. Første modifikation af ideologien kom 1914 ved starten af 1. verdenskrig, hvor krigshandlingerne stoppede legene 1916. Et litterært eksempel på brudflader i ideologien er en science fiction fra 1955: Knud Lundberg, Det olympiske håb. En fortælling fra de olympiske lege 1996.

Det olympiske håb.

Fortællingen udspiller sig omkring et 800 m løb ved legene i 1996. På det olympiske stadion i Hamborg med 800.000 tilskuere med diktator von Preuss i spidsen afventer man i  spænding finalen på 800 m 

med tyskeren Hasenjäger, 2 russere den atletiske Konev og den skrutryggede Vlaslov, 2 amerikanere, kæmpebabyen Jackson og mulatten Stoker, kaldet Gazellen, og hedebondens sønnesøn Erling fra Danmark.

Temaerne er klare: præstationsfiksering: Sølv- og broncemedaljer kunne man ikke være bekendt at modtage i levende live, som den tyske favorit Hasenjäger tænker. Doping: Tyskeren, amerikanerne og russerne tænker på samme måde, man kan ikke været tåbelige nok til at rette sig efter de gamle, forvirrede regler, som intet fornuftigt menneske tog alvorligt længere. Kun hedebondens søn, Erling, med talentet har trænet efter naturmetoden, som den sande amatør. Erling rystede på hovedet. Det var godt han ikke var Hasenjäger. Han løb for sin fornøjelse.

Selve løbet skildres som en hård kamp, hvor alle kneb gælder, men det lykkes naturligvis Erling at komme på podiet, som nr. 2 efter en amerikaner. Hasenjäger blev desværre for ham kun nr. 3 og tog konsekvensen heraf og begik selvmord. Men under sejrsceremonien flytter Erling Hasenjägers pigsko til 2. pladsen til stort bifald hos de 800.000 tilskuere og tilfredshed hos Erling. Han blev rolig og tilfreds, klemte medaljen i hånden og var nu endelig glad.

Den olympiske selvforståelse bliver her punkteret og Lundberg peger på problemer, der også i nutiden plager den olympiske bevægelse. Megalomani, præstationspres, doping. Men samtidig fremhæver han den sidste amatør, der bare elsker at dyrke sport og ikke forfalder til ufine metoder. Lundberg ser problemerne, men håbede at kunne videreføre ideologien om olympisk sport, i form af den sande amatør, som dyrker sporten con amore. I lang tid var Danmark fortaler for amatørsporten og kritiserede statsprofessionalismen, men med stiftelsen af eliteorganisationen Team Danmark i 1985 var det slut med amatørismen.

Skildringen af Erling virker karikeret, og næsten nationalchauvinistisk, mens karakteristikken af de amoralske tendenser hos tyskerne, russerne og amerikanerne er mere vellykket. Man må nok sige, at eftertiden har vist, at det ikke blev den renlivede amatør, der blev de olympiske håb. Som et kuriosum kan nævnes, at det kunne være blevet til en opfyldelse af Lundbergs drøm om en dansker i top-3 på 800 m ved legene 1996 i Atlanta, hvis ikke problemer med statsborgerskabet i forhold til IOC forhindrede Wilson Kipketer i at stille op for Danmark på et tidspunkt, hvor han allerede 1995 var blevet verdensmester.

Forholdet mellem sport og litteratur var i startfasen, hvad man kunne kalde et forhold mellem venlige brødre. Idrætten kunne bruge litteraturen til at skabe opmærksomhed, brande den nystartede idrætsbevægelse og litteraturen kunne bruge sporten dels som indtægtsgrundlag, dels som et billede på den nye tid, der banede sig vej. Men der var ingen tvivl om, at sporten stadig var lille broderen, der måtte alliere sig med store broderen, litteraturen, der dengang havde større gennemslagskraft.

Den proletariske sportsutopi

Industrialiseringen af Danmark skabte grundlaget for borgerskabets dominans, men på samme tid voksede en ny social klasse frem: proletariatet. Gennem den faglige kamp i fagforeninger lykkedes det at komme igennem med kravene: 8 timers arbejde, 8 timers frihed, 8 timers hvile. Det betød, at der blev plads til andet end arbejde for at overleve, og her kom sporten til at spille en stor rolle. For kampen er jo central i sporten og den og så fællesskabet i sporten udgjorde for de socialistiske ideologer et brugbart redskab i endemålet, som var omvæltningen af det borgerlige samfund. Og til det formål havde man brug for sportens dynamik og fællesskab og for litteraturen til at sætte ord på, hvad sporten kan. Man skelede især til Tyskland og England, hvor arbejderbevægelsen var længere fremme end i Danmark.

Den tyske digter Bertolt Brecht havde et godt øje til sporten. Han misundte som teatermenneske sporten dens tusindvis af tilskuere og skabte teaterstykker, der foregik i en boksering. I det hele taget var boksning hans favorit og han plejede omgang med den tyske sværvægtsmester Samson-Körner og skrev en novelle Der Kinnhaken (1926). Her var der saft og kraft til klassekampen. Sporten indgik som stof til hans og Dudows film, Kuhle Wampe oder wem gehört die Welt (1932), hvor sportens rolle kommer til udtryk i Das Sportlied. (egen oversættelse)

I som kommer fra de overfyldte baggårde

I de omkæmpede byers mørke gader            

For at kæmpe sammen

Og lærer at sejre

Og lærer at sejre

 

Fra afsavnets pfennig

Har I købt både

Og rejsepengene er surt sammensparede

Lær at sejre

Lær at sejre

Ud af de udmarvende kampe om det nødvendigste

For nogle timer

Finder I sammen igen

For sammen at kæmpe.

Og lære at sejre.

I filmen, som udspiller sig i et friluftsområde,  Kuhle Wampe, indgår et idrætsstævne, som minder om datidens arbejderolympiader, hvor arbejderbevægelsens solidaritet hyldes. Men filmen viser også de småborgerlige tendenser hos arbejderne.

Brechts protegé, Marieluise Fleisser, som mest blev kendt for sine teaterstykker, gik skridtet videre end Brecht og skrev i et essay Sportgeist und Zeitkunst (1927) (egen oversættelse): Hvis folk i dag bliver stillet overfor opgaven at nævne den menneske type, som for dem repræsenterer den moderne tidsånd, så siger de velorienterede sportsmanden. Hun skildrede sportsånden, som et menneskes aggressive indstilling til sin egen krop. Atleten indgår under sin svært opnåelige præstation en midlertidig kemisk forbindelse med et væsen af en anden dimension. Her ligger de kræfter, som kan fremme revolutionen, hvis de kan omsættes politisk. Og også digteren kan tage ved lære af sportsmanden.

1932 udgav hun en roman, Mehlreisende Frieda Geier, hvor sporten spiller en stor rolle som stof til en skildring af en kvindeskæbne i 1930ernes Bayern. Stoffet har Fleisser hentet fra sit eget liv, det problematiske ægteskab med svømmeren Bepp Haindl. En revideret udgave blev 1975 udgiver under titlen Eine Zierde für den Verein. På dansk blev den udgivet 2020 under titlen En fryd for foreningen. En roman om rygning, sport, kærlighed og handel. (Harpyie).

I romanen skildrede hun forholdet mellem en emanciperet, selverhvervende kvinde Frieda Geier, i 30ernes dybt konservative, kriseramte Bayern og svømmemesteren, Gustl Amricht, der har en tobaksforretning betalt af hans forældre. I praksis viser sporten sig godt nok som yderst dynamisk, men også underlagt den dybe sociale og økonomiske krise, der ikke fremmer nytænkning

Gustl, lokalmatador og distriktsmester i svømning, har forelsket sig i Frieda, der på sin side er fascineret af den charmerende mestersvømmer. Men han forsømmer træningen og kan ikke fasthold sin position i klubben, som den bedste. I stedet for i sit forhold til Frieda at åbne op for nye kønsroller, en ny mandetype, falder Gustl tilbage i den konservative macho-type.

Han vil opgive sporten, men Frieda vil ikke høre tale herom og tilskynder ham til at kaste sig over træningen for at genvinde sin position. Men Gustl ved, at den unge svømmer, som har slået ham, ikke kan indhentes af den aldrende Gustl.

Frieda løfter hovedet i overraskelse, det gibber i hende. Hun ser ham pludselig i et andet lys.

Var sporten ikke den egenskab, som slog bro over en dyb kløft mellem dem? Skal egenskaben lige pludselig mangle, men kløften blive? (s.103)

Den emanciperede, selverhvervende Frieda indser her, at forholdet ikke kan holde til, at Gustl opgiver sporten. Hun aner, at Gustl har patriarkalske planer om at gifte sig med hende, gøre hende til traditionelt medhjælpende hustru og disponere over hendes penge. Men sin frihed vil hun ikke miste.

Gustl forsøger at vinde Frieda tilbage med sine fysiske midler, men Frieda afviser ham. Til sidst ser han kun én udvej ud af sin krise, i det mindste at genvinde sin position som lokal mester. Men det kræver forsagelse. Med sadomasochistisk foragt kaster hans sig over træningen og får stillet sine lyster ved at straffe sig selv og afstraffe sine modstandere.

Han har lært nyt til i sin værste tid: at foragte det medfødte nej, som sidder kroppen. Et nej er lig med dovenskab. Et sugende tomrum er opstået hos ham, djævlen i kroppen. Han kan slet ikke træne nok, for at hele den sårede selvbevidsthed. Han piner sig selv som aldrig før, skubber sin præstationstærskel fremad. Han opnår resultater, som han ikke mere turde drømme om. (s.187)

Frieda forsvinder ud af historien, medens Gustl brovtende fremturer med fysisk vold, der viser frem mod fascismen. Her viser Fleisser, at den dynamik sporten har ikke er forbeholdt arbejderbevægelsen, men at sporten til enhver tid er underlagt samfundsudviklingen og kunne udnyttes af nazisterne. Sporten er ikke en paradisisk ø løsrevet fra samfundet.

Brecht og Fleisseres teorier om, at sporten havde et revolutionært potentiale holdt ikke under trykket fra den sociale og økonomiske krise i 30erne. Brecht, som plejede omgang med sværvægtsmesteren Samson Körner (se billede) måtte erkende, at fysisk styrke alene ikke er nok, som han skrev i et efterladt digt. (egen oversættelse)

Den har han, bicepsen

Den benytter han ikke

Men hvad han ikke har,

en hjerne

Den skal hjælpe ham

Billedet af bokseren og digteren symboliserer den rå muskelkraft overfor den eftergivende digter, der med hænderne i lommen med et skælmsk smil tilsyneladende underkaster sig.

For Brecht var styrken vigtig, men vigtigere var hjernen. Sporten er ikke et vidundermiddel til revolutionen hævet over hverdagens problemer, som man troede, men vil til enhver tid spejle de problemer, som det omgivende samfund har.

Udviklingen af forholdet mellem sport og litteratur gennem 1920erne og 1930erne viser en ny tendens, hvor sporten tages ind som egnet stof og tiltagende anvendes som motiv i skildringen af samfundsudviklingen. Sporten har manifesteret sig som en vigtig samfundsfaktor og har overhalet litteraturen hvad angår publikum. Mange digtere kaster sig ud i sport udøvelse: Robert Musil dyrker mange sportsarter, Arthur Schnitzler spiller tennis, Herman Hesse står på ski. Sport er blevet moderne og en digter som Albert Camus mener ligefrem, hvad jeg ved om moral og menneskelige forpligtelser, kan jeg takke sporten for. 

Men Brecht så tidligt farerne i sporten og giver ikke meget for kravet i tiden om at dyrke sport. Selv havde han købt en boksebold, men det var dog kun for at skjule whiskyflasken i reolen. Sport som motion af hygiejniske grunde er ikke sport, mente han. Den store sport begynder der, hvor den for længst er holdt op med at være sund. Her er han på linje med Baron Coubertin, der medgiver sporten ret til overdrivelse. Set med nutidens briller må man sige, at de på det punkt fik ret.

Den borgerlige dystopi

Set fra borgerligt hold var indstillingen ikke kun positiv. Sporten oplevedes som anmassende og tiltagende sig en betydning, der ikke var dækning for. Tydeligst kommer det til udtryk i Robert Musils, Manden uden egenskaber (1930). Her læser den talentfulde Ulrich, der allerede har gjort karriere ved militæret og på Universitet og går for at være et stort håb i det borgerlige Østrig, en notits i en avis, der får stor betydning for hans liv: (Oversættelse Karsten Sand Iversen)

Og en skønne dag hørte Ulrich også op med at ville være et håb. Den tid var allerede inde, da man begyndte at tale om genier på fodboldbanen eller i bokseringen, men i avisreferaterne gik der endnu ikke mere end højest én genial centerhalf eller stor tennistaktiker på mindst ti geniale opdagelsesrejsende, tenorer eller forfattere. Den nye ånd følte sig endnu ikke helt sikker. Men netop da læste Ulrich pludselig et sted, som en for tidligt henvejret sommermodning, udtrykket ”den geniale væddeløbshest.”

Han begynder at reflektere over sin rolle i samfundet og hvordan den har udviklet sig:

Tidsmæssig har det vel sin berettigelse, for det er slet ikke så længe siden, at man ved beundringsværdig, mandlig ånd forestillede sig et væsen, hvis mod var moralsk mod, hvis kraft var en overbevisnings kraft og hvis fasthed var hjertets og dydens, et væsen, der betragtede fart som drengeagtig, finten som utilladelig, bevægelighed og livlighed som stridende mod værdigheden. Til sidst var dette væsen rigtignok ikke længere levende og optrådte kun i gymnasiernes lærerkorps og alskens skriftlige ytringer, det var blevet til et ideologisk spøgelse, og livet måtte søge sig et nyt billede af mandligheden.

Nu har en hest og en boksemester imidlertid yderligere det forspring for en stor ånd, at deres præstation og betydning kan måles uvildigt og den bedste af dem også virkelig anerkendes som den bedste, og på denne måde er det fortjent blevet sportens og saglighedens tur til at fortrænge de forældede begreber om geni og menneskelig storhed

Ulrich beslutter sig derfor til at ophøre med at være et håb og blive til Manden uden egenskaber. Ulrich er det moderne menneske med mange talenter, som mangler en samlende mening med livet, der kan retlede ham. Han vælger at blive mennesket uden egenskaber, da åndeligt geni ikke er efterspurgt. Slut med at sidde i elfenbenstårnet, den nye tid forlanger, at man skal være nærværende i nuet, at man aldrig er bedre end sin sidste kamp. Man fristes til at sige, at man skal være omstillingsparat. På den måde viser romanen frem til i dag. Digtekunsten har tabt sin fortrinsstilling som bedste udtryk for tidsånden til sporten.

Selv var Musil aktiv sportsudøver og en stor sport fan.  Han elskede at forglemme sig i sporten, men manede til eftertanke (egen oversættelse):

Jeg var i mine kropslige anstrengelser næsten fuldstændig åndløs, for næste dag at være åndelig frisk igen… Jeg er stadigvæk i dag af den mening, at åndeligt fravær er overordentlig sundt, hvis man besidder ånd, selv om det under andre forudsætninger i længden kan være ret farligt.

At hans advarsel skulle tages alvorlig, viser udviklingen henimod det fascistiske diktatur. Det havde den populære folkestykkeforfatter Horváth forstået: Intet giver én fornemmelsen af uendelighed end som dumheden.

Den proletariske dystopi

Ödön von Horváth var også en stor sport fan, som bla. kom til udtryk i hans udvikling af genren Sportmärchen (Sportseventyr), som han i 20erne og 30erne fik trykt i forskellige aviser og tidsskrifter. Ved brug af eventyrets litterære virkemidler beskrev han sporten, ofte med et filosofisk perspektiv. (egen oversættelse)

Start og mål

Af og til stod start og mål og sludrede.

Målet sagde: ”Hvis jeg ikke stod her, ville du være uden mål.”

Starten sagde: ”Det er jo rigtig; men tænk lige over, hvis jeg ville være uden mål, hvad så?”

”Det ville blive min død.”

Da smilede starten: ”Ja ja – sådan er livet, hr fætter.”

Med meget humor formidler han billedet af en sport, der er meget selvhøjtidelig, f.eks. i eventyret om de tre sportsmænd, som sidder på værtshuset Asketen Sport og drikker øl. Men det går galt, da der skal udbringes en skål for sporten. Den ene ville drikke på styrken, den anden på slagkraft, den tredje på smidigheden, men de hørte kun sig selv, så det endte med et gevaldigt slagsmål, der aldrig fandt nogen vinder. For dertil kræves det, at man har lige dele styrke, slagkraft og smidighed.

Her ser vi et eksempel på kritik af sportens indbildskhed, som vi også så hos Robert Musil.

Horváth indså snart, at sportsideologien havde sine faldgruber. Det har han beskrevet mere sammenhængende i et fragment Schlamperl (ca 1934) (egen oversættelse). Schlamperl, som er arbejdsløs, beslutter sig for at tage med narreskibet væk fra det kriseplagede samfund. Skibet anløber en ø, som gør stort indtryk på ham: Her skinnede solen. Her blev kun dyrket sport i sund luft … Alle var lykkelige og fredelige. Da pigerne også var pæne, beslutter han sig for at blive på øen. Man må jo høre til et eller andet sted. Hvor smukt var alt her og hvor var pigerne pæne.

Alt på denne ø måles med en fysisk målestok, så da han fatter interesse for en pige, er hendes første spørgsmål: Hvad kan du? Boksning? Brydning? Stangspring? Og da han udholder smertefremkaldende øvelser, udbryder hun Jeg kan lide dig – Og det var kærlighed ved første blik. Men forældrene vil ikke tillade forlovelsen med mindre Schlamperl springer over 3,60 m i stangspring.

Hvis han ikke ved den lejlighed opdagede problemerne med denne sports ø, kunne han ikke undgå det, da han begyndte at træne til det årlige stafetløb, som var arrangeret af en overklasse, der ejede arenaen og stopurene. Disse medlemmer deltog ikke i sporten. Men de var alligevel vindere.

Schlamperl træner intensivt til stafetløbet, men har ikke held med pigerne. Han savner noget, hvor længe skal han vente? Han begynder at kede sig: Man kan da heller ikke forlange at løbe stafet uden erotik.

Kun hans ansvarlighedsfølelse holder ham fra at bryde stafetkæden, men da han næste dag modtager depechen (der Stab) var hans tanker allerede fordærvede. Han forvilder sig ud i skoven og møder tre kvinder, som forsøger at lokke depechen fra ham med umiskendelig sexsymbolik. Den tredje lykkes med forehavendet og voldtager Schlamperl og forsvinder. Han søger forgæves efter depeche og pige, men må erkende, at han er blevet udelukket af fællesskabet. Var det først sommer, så var det nu vinter, var han først med i fællesskabet, så var han nu alene. Og der fandtes ingen vej tilbage til Stafetløbernes land.

Med dette fragment punkterer Horváth sportens selvforståelse. Sporten er ikke en paradisisk ø, et helle i krisesamfundet. Den indeholder de samme elementer som krisesamfundet: Klassedeling, præstationspres, driftsundertrykkelse. Prisen for at være i fællesskabet er høj, men ensomheden i at stå udenfor er også grænseløs.

Horváth så tidligt faren i overdreven sport udøvelse, især for ubefæstede unge, der savnede et tilhørsforhold, som han skildrede i sine to romaner Gudløs ungdom (1938) og Et barn af vor tid (1938)

Begge romaner blev forbudt af nazisterne og Horváth måtte gå i exil i Paris. I sin sidste roman Et barn af vor tid viser han, hvad ureflekteret sportsudøvelse kan føre til. Den unge mand, som var arbejdsløs, uden læreplads og ingen mening kunne se med livet, kommer til militæret, og så ændrer hans verden sig: (egen oversættelse)

Nu ligger alt fast. Endelig i orden. Adieu i daglige bekymringer! Nu er der altid en ved siden af dig. Til højre og venstre, dag og nat....  I det hele taget har militæret en stærk lighed med sporten. Man kunne næsten sige: det er den smukkeste sport, for her drejer det sig ikke kun om rekorden. Her drejer det sig om mere. Om fædrelandet.

I marchkolonnerne får han et tilhørsforhold, en identitet, ikke kun fysisk som soldat, men også som repræsentant for fædrelandet, der som han også har været gennem en æreløs periode og nu ønsker hævn. Helt tydelig bliver retningen i sætningen:

Den næste krig vinder vi. Garanteret.

Her er givet et litterært udtryk for, at sporten er det klareste udtryk for fascismens dynamik. Hvem der skrev det? Benito Mussolini i 1932. Sport kan være kæft, trit og retning og vinderen har altid ret. Og hvis den kobles med nationalisme og en dyb social krise, kan den være svaret på det manglende fællesskab og den manglende retning. Man får en mening med livet ved at tilslutte sig bevægelsen, om det nu er sportsklubben, militæret eller SA, uden at se, hvad prisen er.

Det har mange digtere senere kritiseret. En af de tydeligste markeringer kommer fra Thomas Bernhard (1975): (egen oversættelse)

Jeg har altid hadet sporten … For sporten er altid og med god grund blevet tillagt den største betydning. Den underholder og påvirker masserne, og frem for alt diktaturerne ved, hvorfor de altid og til enhver tid er for sporten. Den som er på sportens side, har masserne på sin side, den som er for kulturen, har dem mod sig.

Det vidste allerede Horváth, der i sit sportseventyr Boksekampen og harpekoncerten, hvor han lader et lille tidsskrift med tynd stemme reklamere i et butiksvindue for en harpekoncert. Men ingen hører på det. Først da en stor, grov mand kommer forbi og smækker en plakat op, der straks begynder at brøle k.o. k.o.!!, sker der noget. Folk stimler sammen om plakaten, der reklamerer for en boksekamp. Harpekoncerten mister håbet om publikum. Da blev det klart, dets sag lå for døden. Og det sneg sig ud ad butiksvinduet, rev sig i stykker og hængte sig.

Finkulturen har overfor den hårdtslående sportskultur ingen chancer, hvad angår popularitet og udbredelse.

Forholdet mellem sport og litteratur viser sig fra starten af århundredet i al sin ambivalens. På den ene side hylder digtere sporten for dens dynamik, glæde, fællesskab i højstemte fremstillinger, der let kammer over i overfladisk, chauvinistisk skønmaleri, som ikke levner plads til nuancer. Måske kan man ligefrem tale om ureflekteret kammerateri.

På den anden side hader skønlitterære digtere sporten for sin succes som letkøbt underholdning for masserne med heltefortællinger, der hylder eneren, den stærke mand, de store følelser. Atleten udkonkurrerer digteren, der med sine mere komplekse, litterære virkemidler forsøger at påvirke samfundet og give en dyberegående skildring.

Hvordan forholdet mellem sport og litteratur udvikler sig efter 2. Verdenskrig vil jeg beskrive i den følgende artikel med titlen Sport og litteratur 2. Mellem helvede og paradis.