onsdag den 11. oktober 2023




Mellem helvede og paradis

 Sport og litteratur 2

Efter anden verdenskrigs rædsler var sporten ugleset – også i litteraturen. Havde sporten ikke været en medskyldig i Tysklands udvikling fra en kulturnation til barbari. Nazisternes fokus på nationalistisk kropsopdragelse blev fastslået af Adolf Hitler i en tale til Hitler Jugend ved Rigspartidagen i 1935, hvor han, fastholdt i Leni Rifenstahl propagandafilm Triumph des Willens, udtalte: Die deutsche Jugend muss flink wie Windhunde, zäh wie Leder und hart wie Kruppstahl sein (Den tyske ungdom skal være hurtige som mynder, seje som læder og hårde som Krupp-stål). Man kan stadig se reminiscenser af den tankegang i  Sportforum, Berlin i området ved det olympiske stadion, som blev bygget til OL i 1936. I et perfekt gennemført set up blev legene udnyttet til propaganda for nazismen, som det første eksempel på sportswashing(se illustrationer nedenfor)

Styrke er livets parole
 
Hitler og Lewald ved OL 36

Sejrsceremoni 200 m bryst
OL 1936
                                                                              
Styrke til at holde ud















Selv om der havde været stemmer for boykot af legene endte hovedparten af deltagerne med at spille med på nazisternes skuespil. Selv den tyske præsident for Organisationskomiteen, Theodor Lewald, brugte Heil-hilsenen, hvad den danske svømmer Inge Sørensen, 12 år gammel, ikke gjorde. (Se billede) Senere blev Lewald, der havde fjerne jødiske slægtninge, fjernet fra ledelsen. For første gang blev sportens folkelige popularitet udnyttet til blåstempling af et regime.

Sportens rolle under nazismen var således ikke noget, som fik litteraternes lyst til at inddrage sporten som motiv eller stof til litterære værker. At skrive om krigen og ikke mindst Holocaust var en opgave, som man kun ugerne gav sig i kast med. Adorno formulerede, at skrive et digt efter Auschwitz er barbarisk, så inddragning af sport i litteraturen lå ikke lige for, også af den  grund, at efter krigens ødelæggelser gik der lang tid inden sporten igen kom op på et niveau som før krigen og først i løbet af 50erne fik sporten igen fat i sit publikum for i dag at være altdominerende i kulturbilledet.

Det betændte forhold

Den østrigske forfatter Thomas Bernhard har en forklaring: Jeg har aldrig haft lyst til at dyrke en sport, ja jeg har altid hadet sporten og hader den stadig i dag. Sporten er til alle tider og af alle regeringer med god grund altid blevet tillagt den største betydning. Den underholder og påvirker og fordummer masserne, og frem for alt diktatorerne ved, hvorfor de altid og i hvert tilfælde er for sporten” (1975) 

Josef Thorak, Nævekæmper 

Arno Breker, Sejrinde
Hans personlige grund til at hade sporten har sikkert være en del af forklaringen på den manglende præsens blandt litterater. Myten om den verdensfjerne forfatter, der sidder i sit elfenbenstårn og sjældent kommer i kontakt med virkeligheden, lever stadig. Forfatteren Günter Herburger udtrykker forholdet mellem den intellektuelle og sportsmanden således: For sportsfolk er intellektuelle indbildske. For intellektuelle er sportsmænd dumme. Hvad kan man gøre ved det? Ikke noget godt udgangspunkt for en dialog. Men  nogle forfattere har gjort forsøget ved at tage udgangspunkt i deres egen idrætsaktivitet.
 

For behøver der at være en sådan modsætning? Kunne man ikke vælge at fokusere på den lystfulde side af sporten som f.eks. Robert Musil 1931 gjorde med sit tennisspil? Jeg var i mine kropslige anstrengelser næsten fuldstændig åndløs, for næste dag at være åndelig frisk igen… Jeg er stadigvæk i dag af den mening, at åndeligt fravær er overordentlig sundt, hvis man besidder ånd, selv om det under andre forudsætninger i længden kan være ret farligt. Hans oplevelser med tennisspillet er livgivende for ham, men underliggende sporer han en frygt for det kaos, der fulgte i verdenskrigen. 
Sporten kan på det individuelle plan være sundt for krop og psyke, men er den det også, hvis den indgår i en stats politik, som vi så det i tilfældet DDR og ser i senere eksempler på autoritære stater?

Bekrans sejrherrerne

Digteren og kulturministeren Johannes R Becher, som mest er kendt for sin tekst til DDRs nationalhymne: Auferstanden aus Ruinen, gav digterne opgaven at udnytte sporten som motiv i bestræbelserne på at få opbygget det socialistiske samfund i DDR:

Til digterne (fra 1950erne)

Motorcyklen                                                                                    Digtere

Venter på et digt                                                                              Træn jer i svømning

Og Jollen har                                                                                   Øv jer i længdespring

I jeres Sange                                                                                    I kuglestød

Endnu aldrig fundet plads

                                                                                                         Lad jeres vers deltage

Hvor er jeres Sang                                                                           I sportsstævner                                              

Om fodboldholdet                                                                            Og bekrans med dem

Og om sejrherren                                                                              Sejrherrerne

I hundrede meter løb                                                                         Lad verdensmesteren

Også den dristige                                                                              Vise sig i al sin glans

Mester i skispring                                                                              I jeres strofer.

Vil hyldes

                                                                                                          Således bliver I selv

Vil I for altid                                                                                      omformet,

Overlade Pindar                                                                                og i en ny skikkelse

At have skrevet                                                                                 fremstår digtet

Hymnen til sejrherren

I konkurrencerne?                                                                              Atletisk smuk  

                                          Harmonisk vækst

Sporten blev en hovedvej for anerkendelse af DDR som stat, men det er sparsomt med sportslitterære eksempler fra den Socialistiske Realisme, fx Uwe Johnson, Das dritte Buch über Achim (1961), hvor datidens kendteste cykelrytter, Gustav Adolf (Täve) Schur, tjente som motiv. Den indviklede struktur i romanen gjorde den ikke folkelig og tjente ikke til at fremme sporten. Det gjorde derimod det skjulte statsstyrede doping program, som kom til at betyde mere for sportens gennemslagskraft og DDRs dominans ved VM og OL i 70erne og 80erne end hvad den Socialistiske Realisme gjorde.

Bechers digt fokuserer på eliten, mesteren sejrherren, som skal hyldes og som Marieluise Fleisser i sit essay Sportsånd og tidskunst (1929) foreslog, mener Becher også, at digteren skal tage ved lære af sportsmanden, dyrke sport og forme digtet atletisk smuk. Her bliver Bertolt Brechts ide om at bruge sporten i klassekampen forsøgt ført ud i virkeligheden. Med alle midler skulle det socialistiske system vise sin overlegenhed overfor det kapitalistiske. Sporten blev en vigtig faktor for skabelsen af en national identitet og fik politisk betydning for anerkendelsen af DDR som suveræn stat og optagelsen i FN 1973.

Spartakiade plakat

Til den positive side hørte, at retten til at dyrke idræt var indskrevet i forfatningen og byggede videre på erfaringerne med arbejdersport bevægelsen, der havde formået at aktivere masserne. Staten støttede bl.a. idrætsudøvelse i store Turn- og Sportfester, internationale Spartakiader under Walter Ulbrichts slogan (1958): Jedermann an jedem Ort, jede Woche mehrmals Sport (Hver mand i hver by, skal hver uge til sport ty). Sundhed var et argument, men lige så vigtigt var skabelsen af samhørighed i en socialistisk stat under opbygning. Sundheden stod Volksturnen og Spartakiaderne for, national identitet blev i stort omfang skabt af storsatsningen på eliteidræt. Men prisen for at blive en stor sportsnation i 70erne og 80erne var høj, for mange af atleterne, der ofte uvidende blev dopede. De sundhedsskadelige langtidsvirkninger og de mentale tømmermænd viste en sport, der gik fra et paradis til et helvede.

Walter Womacka, frise Haus der Lehrer, Berlin
Volksturnen med Walter Ulbricht

Som sagt var det sparsomt med eksempler på sport i litteraturen. Derimod var den bildende kunst stor bidragyder til at skildre sportens rolle som skaber af samhørighed i den totalitære stat.

Men hvordan forholdt det sig i den såkaldt frie verden efter 2. verdenskrig. Fokuserede man også her på konkurrencesporten som et udtryk for samfundssystemet eller var det snarere individets frihed til lystbetonet sportsaktivitet, der tegnede udviklingen? Og hvordan forholdt litteraterne sig hertil?

                         Helvede i et spejl, men fuld af lyst

Per Olov Enquists roman Sekundanten (1971) er det kendteste bidrag til sportslitteraturen, hvor sporten ikke bare er et motiv blandt mange, men er selve stoffet for romanen. Romanen skildrer gennem tre generationer udviklingen i sportens rolle fra arbejdersporten omkring 1. verdenskrig, over præstationssporten, frem til sporten i 1970erne. Fortælleren, Christian Lindner, sammenfatter idrættens rolle:

Idrættens sider. Den individuelle: instinktet for at bevæge sig, behovet for motion, glæden ved at lege, spillelyst, glæde over præstationen. Den samfundsmæssige, sociologiske. Sportens politiske funktion, udformning, samfundets spejl, instrumentet og kniven. (s.37)

Alle disse sider af sporten bliver beskrevet i det spejl Enquist holder op i sin beskrivelse af udviklingen i Sverige og senere i DDR: den politiske arbejdersport før 1. verdenskrig og dens rolle i DDR-tiden, den borgerlige præstationssport og den lystbetonede konkurrence. På mange måder spejler sporten arbejdslivet i industrisamfundet, blot med den undtagelse, at man  selv kan sætte grænser for de pinsler, man vil udsætte sig for:

Arbejderens situation. I en stadig mere mekaniseret industri, hvor hans indsats bliver stadig mere betydningsløs, hvor den gode arbejder er kendetegnet ved, at han mekanisk, præcist og uden afvigelser udfører sine greb, i en sådan arbejdsverden bliver fristelsen til at skabe en helt autonom verden ved siden af den virkelige, stærk. Familie, isolation, tryghed, idræt. Underholdning i stedet for integration. Idrætten: en autonom verden med egne regler, resultater, fakta, fiktive spilleregler og moral, Men samtidig en betryggende afspejling af arbejdsverdenen. Dog uden dens plage: Helvede i et spejl, men fuld af lyst.  (s. 35)

        Den lystbetonede konkurrence

Christians far, Mathias Jonsson-Engnestam-Lindner, begynder som bokser og har sønnen Christian som sin sekundant, men bliver mest kendt som hammerkasteren, der sætter verdensrekorder. Hans opfattelse af sporten er præstationsorienteret, så når han en regnvåd aften tilbyder at følge sønnen til nadveren i den lokale kirke, bliver det på hans måde og sønnen, der er en stor beundrer af sin far og har antaget hans værdier, aner en mulighed for at slå sin personlige rekord på strækningen:

Ideen med at cykle til herrens bord den aften kunne kun være opstået i en let skør, svensk hjerne, som fars; nej, måske ikke så meget selve ideen, som den storslåede, konsekvente og sportslige måde, hvorpå han gennemførte ekspeditionen. (s. 87)

Faren kører pace for drengen, som var det et cykelløb: Det var bevægelsens sensualisme han havde fundet, befriet for skyld og angst, i modsætning til fællesskabet i menigheden. Han forstår pludselig, hvorfor kirken ikke trækker i faren og hvordan han havde følt hammerkast som noget utroligt lystbetonet, fyldt af sensuelle muligheder og uventede lystmomenter. (s. 87)

Tiden bliver 29:15, ny rekord: Ikke dårligt, sagde far lidt efter. Tiden bliver så vigtig, at han 26 år efter husker det klart og for faderen er det et tal, der får hans verden til at hænge sammen:

Man kan støtte sig til et ciffer, et resultat, og en gang imellem tror jeg, at det var det han forsøgte, da verden blev forvirrende og usammenhængende, og han selv blev ældre og ældre og ikke vidste hvor han befandt sig i sit liv. (s. 87)

                                         Den tvangsprægede konkurrence

Men afhængigheden af et ciffer, en rekord kan også være ødelæggende erfarer faderen, da han intensiverer træningen i hammerkast og til sidst formår at sætte rekorder. Der er bare lige det ved den, at en kontrolvejning afslører, at hammeren vejer 400 gr for lidt. Til de moraliserende journalister gav han to sætninger: Det spiller vel ingen rolle, hvem det var der kastede den lette hammer, hovedsagen er at der blev sat en rekord. Og som afskedsreplik ved pressekonferencen: Store kampe kræver store resultater.  (s.191f)

Retrospektivt kan sønnen ikke forstå, at et så bundløst hæderligt og loyalt menneske må betale en dyr regning for sit bedrag vel at mærke ikke for egen vindings skyld, men for sportens skyld. Han låner fx sin hammer ud til konkurrenter, der sætter rekorder. Reaktionerne er klart moraliserende fra idrættens ledere: Et sådant forbandet forræderi mod selve idrættens ide! (267) Men i virkeligheden følger faderen idrættens ide: den stadige forbedring, rekorden, som er så indarbejdet i hans idrætsopfattelse, at han efter afsløringen spørger sit barn: Hvis bare jeg vidste, hvorfor jeg gjorde det. (274) I misforstået higen efter det ultimative bliver han bedrager og bedraget. Han passer ikke ind i det selvgode konkurrence samfund. Denne dobbeltmoral, hvor sportsverdenen kræver rekorder, og i det skjulte understøtter ikke accepterede midler, der fremmer præstationen, for at tage afstand, hvis det afsløres.  Den moralske fordømmelse af faderen er så slem og skammen er så stor, at han må tage navneforandring og aldrig mere sætter sine ben på et stadion.

Nej, dette samfund var nok ikke modent til fars ubønhørlige logik. Det gode, liberale, helgarderede og utilgængelige liberale konkurrence samfund, som han var vokset op i, havde ikke brug for den slags bundløs trofast loyalitet, som ikke var smart nok til at undgå den yderste og afklædende konsekvens. (s. 194)

Med sin fortælling, der strækker sig over 60 år og 3 generationer, giver Enquist et billede af sportens udvikling og dens problemer. Fra arbejdersportens solidaritet frem til den borgerlige præstationsidræt og tilbage til DDRs forsøg på at genoplive arbejdersporten får man en fremragende fremstilling af en sport spændt ud mellem lystbetonet, solidarisk aktivitet og tvangsmæssig, individuel konkurrence mentalitet, som udfordrer moralen og lokker til lette løsninger. Et spænd som man op til i dag også kan forfølge både i virkelighedens verden og i litterære tekster.

    At lave mål at være med

HOGs drengehold 1995

Klaus Rifbjergs digt Kuglen (2002) udspiller sig i krigstiden, hvor han som dreng, oplevede fællesskabet på fodboldpladsen, hvor alle problemer glemmes. Centralt er bolden, kuglen, som trods sine mange lapper er genstand for en lystfuld og ikke mindst håbefuld forventning. Håbet om at score, men også glæden over bare at være med. Han vil gerne være den, der scorer, der er bedst, men lige så vigtig er det at være med i gruppen: At være én og alle drenge samtidig.

Rifbjerg rammer glæden ved spillet, lysten til fællesskabet, ønsket om at udmærke sig. Her er forklaringen på, hvorfor man trods dårlige forhold spillede spillet dengang og stadig gør det i dag. Og tusind knæ og tusind drenge/Der spiller fodbold/Med los til hvad som helst/Som dengang for længe, længe siden.

Den var ikke rund                                                                            Håbede at få den ind

Jeg ved ikke hvad den var                                                               At lave mål at være med

Men rund var den ikke                                                                     At være én og alle drenge samtidig.

Alligevel kaldte vi den kuglen.                                                         At være bedst!


Det var en kammerat                                                                        Så gik der hul på bylden                     

Der havde den                                                                                  Bolden kuglen

Og så snart isen og sneen smeltede                                                  En blære, lyserød, var groet frem

Kom den frem.                                                                                  Imellem syningerne


Vi gik langs tjørnehækken                                                                Og modet sank

Og Herman havde kuglen under armen                                            For hvis den sprak var alt forbi

Den lå trygt i krumningen                                                                  Det sidste håb en lap

Skæv og bulet som den var.                                                               Imellem seksten andre.

 

I den rå blæst var målene stillet op.                                    Der var dømt straffespark og det gik ind

Det var i marts og der var krig.                                                          Men lortet holdt

Forår. Fodbold. Drenge.                                                                     Og der er gamle slanger nok

Så fik kuglen det første los.                                                                Og tusind lapper

 

Sejlede søsygt op i det grå                                                     Og tusind knæ og tusind drenge

Kom ned og blev forfulgt.                                                                  Der spiller fodbold

Her! Her! Råbte hver og én                                                                Med los til hvad som helst

Og håbede at få det næste spark.                                           Som dengang for længe, længe siden.

 

Rifbjergs beskrivelse af fodboldens betydning viser på fornem vis, at der er andre veje end konkurrencesporten. For drengene er det ganske vist vigtige kampe, men de er ikke så vigtige, at man f.eks. behøver at snyde sig til sejr. Præstation er vigtig på sin vis adgang til fællesskabet. Mod alle odds slippes livsglæden løs, trods krig, rå blæst, lappet kugle. Forår. Fodbold. Drenge. Og fristes man til at sige, om tusind år spilles der stadig fodbold - og ikke kun af drenge.

            Sportsaanden rider i blazer

Helt anderledes er Rifbjergs beskrivelse af en anden af Danmarks nationalsportsgrene i digtet Håndbold (1956). Her ser vi en hel anden side af sporten og samfundet. Der er ikke længere krig, forholdene har bedret sig, håndbolden kan ekspandere.

Nu er det ikke længere små drenge, som samles om fællesskabet med kuglen. Her er det selvbevidste fjortenårige, som fejrer en scoring, som var det mere end et imperatorindtog i Rom. De er berusede af deres egne evner og viser deres ulidelige tolerance overfor de uformående, der ikke har de samme evner som dem selv. I deres selvforherligelse mener de at leve op til sportsmanship og fairplay, som sportsånden foreskriver. Men på trods af spidse albuer er de dog kun mandsrekrutter, der kan vente en endnu mere grotesk latterliggørelse i den senere voksentjeneste, hvormed vel menes militæret.

Begrebet sportsånden, som ofte anvendes når sporten ønsker positiv omtale, får hos Rifbjerg en stærk relativering. Det begreb, som oftest tjener som eksemplificering, er fair play eller sportsmanship, hvormed menes, at man ikke udnytter en fordel, man har ret til. I digtet aner man, at sportsånden nok er borgerlig og rider i blazer og graa flannels og kan bruges til at forberede uformående til senere ydmygelse i samfundssystemet.

Her beskrives sider af sporten, som ganske vist er lystfyldte for nogle, men for andre er ydmygende. På den ene side styrkelse af individualiteten, på den anden side latterliggørelse af den uformående. Den fællesskabsfølelse, som skildres i digtet Kuglen, er blevet individualiseret. Tiden er blevet en anden.

Imperatorindtog i Rom                                                         Gokåndens apoteose

Gaa hjem og vug!                                                                 dommeren med lapset sølvfløjte

Hvad er det mod et par gummiskos                                      og en hjerne som fugtige springmadrasser  

Overbevisende snirf, snirf mod asfalten                               uddeler med maritime armbevægelser

Naar man løber mod midterlinjen                                         sine ordrer

Efter et maal i haandbold?                                                    og vi tuder næsten af fair play

                                                                                               og sportmanship over

Koncentrationen dirrer i os                                                    vores modstandere.

Naar vi tværer boldens lille elastiske ost

Mod maalet og væggen.                                                         Sportsaanden rider i blazer og graa flannels

                                                                                                på vores svedige nakker

Verden saa aldrig saa dekadente aasyn                                   spidsalbuede mandsrekrutter, som vi er,

Som hos os fjortenaarige                                                         der venter paa den senere voksentjenestes

Der har tømt haandboldspillets                                               endnu mere groteske latterliggørelse.

Berusende Creme de Menthe,                                                 Good Luck!

Vi blævrer af stolthed over talentet

Og klapper de uformaaende

Med ulidelig tolerance

Paa deres hjælpeløse skuldre.

 

Sportsånden er måske i virkeligheden for dem, som ikke selv dyrker sport, men som er tilskuere. Det mente fx Robert Musil allerede i 1931 Hele hemmeligheden ved sportsånden er, at den ikke består i selve aktiviteten, men i det at se på. Udviklingen har givet Musil ret. I dag er sporten en del af underholdningsindustrien og håndbold er ikke længere forbeholdt borgerlige kredse med adgang til  haller, men er blevet en nationalsport med stor succes ikke mindst som tilskuer sport. Sørine Gotfredsen har ligefrem kaldt håndboldsporten for en del af en lavkultur i det smukkeste format. (Kristeligt Dagblad, 18.01.19). Her tænker hun vel på flag, klappepølser og knaldrøde gummibåde.

        Æstetikken i fodbold

Som en ekspanderende del af underholdningsindustrien er det ikke kun spænding om udfaldet, der bestemmer om sporten bliver en succes. Litteraterne opdagede især fodboldens, æstetiske kvaliteter. Peter Handke, der bl.a. blev kendt for sit værk:  Målmandens angst ved straffespark (1970) beskriver fodboldens forhold til æstetik (1963):

Fodbold er mange menneskers eneste berøring med æstetikken; de beundrer aktionen, ligesom de beundrer aktionen i en James Bond film, de beundrer ordenen, det yndefulde ved løbet, springenes ubesværethed, finternes komik, målmandens rolige bevægelser, den enkelte der bryder gennem muren. Fodbold-tilskuerne svæver på en æstetik af bevægelser og modbevægelser.

Perspektivet er flyttet fra spilleren til tilskueren, men det er ikke den sagkyndige, rationelle analyse, der kendetegner fodboldtilskueren, som Brecht så som et forbillede for teatertilskueren. Det er de store følelser, som griber og opsluger én: Lykke når det går ens hold godt, sorg, hvis de taber, aggression mod modstanderne eller dommeren. Følelser, der kan være svære at udleve i en normal hverdag.

Tilskuerne spiller ikke, de går med. De skærer tænder, de stamper i jorden, de svinger med transparenter, de blæser i trompeter, de kaster klædningsstykker i vejret, de udfordrer skæbnen, de jubler, de græder, de falder om med hjerteslag, de skriger halsen mere fuld, de skriger sjælen ud af kroppen, de går ud af deres gode skind: når bolden bliver levende, bliver de også levende.

For alle, der overværede EM i fodbold 2021, kan man genkende beskrivelserne af publikumsadfærd. Fuldstændig overvældende lykke over den uventede succes, specielt ovenpå den angstfulde oplevelse af Eriksens ulykkelige kollaps. Publikum bar holdet frem og fejrede flotte danske scoringer med overstadig jubel.

Ved på den måde at deltage i spillet får det at overvære en fodboldkamp nærmest en eksistentiel funktion. Det er livet om at gøre og som tilskuer – 12te mand – har man en rolle at spille, som man måske ikke har i det virkelig liv. Man føler man har del i succesen, om det så er foran skærmen. Gennem den æstetiske oplevelse af en frispilning over en halv bane, eller et vellykket saksespark kan give, kan fodboldspilleren give et begejstringskick, som digtere vil have svært ved at formidle i deres værker.

Tilhørsforholdet til en klub kan blive så intenst, at fan-livet bliver vigtigere end familielivet. Her taler vi især om mænd, der har det svært med at leve op til den kvindelige partners krav om nærvær og som derfor foretrækker mandefællesskabet i idrætsklubben eller i fanklubben på lægterne.

Fodboldenglen

Fodboldspillet fik en markant position som hovedindhold i Hans Jørgen Nielsens, Fodboldenglen. (1979) Fodbolden bliver skildret som en vigtig del af personernes udvikling psykisk og socialt. Spillets overjordiske, æstetiske kvaliteter beskrives i billedet af Fodboldenglen, Henning Jensens, fantastiske scoring på Wembley 1970.
Men også en oplevelse 10 år forinden i en kamp om det københavnske juniormesterskab fortæller om spillets æstetiske kvaliteter. Med et genialt frispark, som er uventet for modstanderne og bygger på en fælles, tavs forståelse mellem de to hovedpersoner Frans og Franke, afgør de kampen. Her er ikke tale om verbaliseret aftalt spil, men om et spiltræk, der forbinder de to på et plan, der er før-sproglig.

Fodboldspillere plejer at have den slags med hjemmefra, terpet igen og igen ved træningen., Franke og jeg har måske lavet noget lignende før, men aldrig indøvet det som noget bestemt i den retning, veksler ikke et ord, før jeg tager det frispark, ikke engang det sigende blik, alt sker under tilløbet, helt selvfølgeligt, han stiller sig bare, hvor han stiller sig, jeg spiller ham bare, hvor han pludselig har stillet sig, tanken når ikke engang at blive nogen af os så bevidst, at den på forhånd står ganske klar for os. Det er fælles viden, i kroppenes og øjnenes opfattelse, færdig til at blive til virkelighed, og det er før der kan tales om et sprog og et jeg, umiddelbart ganske anonymt, umuligt at sige: ”Jeg” er aldrig kommet et andet menneske nærmere, måske kun en enkelt gang Katrin. Det ligger før, udenfor sætninger, der må have jeg, du, han, hun, den, det i sig, med sig. ”Det” spiller sig igennem os”. (s.29f)

Her har Hans Jørgen Nielsen brugt litteraturen til at beskrive det paradoksale, at sproget kommer til kort i disse magiske øjeblikke, som f.eks. Laudrups frispilning af Ebbe Sand i kampen mod Nigeria under fodbold-VM 98. Tilskuerne fascineres umiddelbart. Man nærmer sig det mystiske, unio mystica, hvor subjektet er sat ud af funktion og kun er redskab for ”noget”

            Den uundgåelige skilsmisse

Franke ender som professionel fodboldspiller, mens Frans bliver venstreorienteret universitetsstuderende og gift med Katrin, feminist og med absolut ingen forståelse for fodbold. Vi befinder os midt i studenteroprøret, så hvad kan være vigtigere end et møde, en demonstration eller rengøring i kollektivet? I hvert fald ikke en fodboldkamp.

Fodbold i TV, VM-finalen 74 Holland – Vesttyskland. Kan den aftalte rengøring ikke vente? Svaret er klart: Hold nu op med det pjat!

I bedste 70er stil forsøger Frans forgæves at overbevise Katrin om fodboldspillets vigtighed.

Undlader selvfølgelig ikke spidst belærende at henlede hendes opmærksomhed på, at der findes kvindelige sportsfolk, endog fodboldspillere: Derfor kan det hele godt være inficeret af mandehørm, svarer hun meget logisk, Hvad skal hun med disse heroiske mænd og deres selvherlige præstationer, pikke, potens, om der så er kvinder, som finder på at efterligne dem? …

”Hvad hjælper det, hvis det bare skal forskønne et aandsvagt indhold?” (s.45)

Det ender selvfølgelig med skilsmisse. Sporten kan ikke slå bro over forskellen i feminine og maskuline værdier. Her beskrives i detaljer en maskulin æstetik og dens betydning for den enkelte og fællesskabet.

Også Tage Skou Hansen skildrer en skilsmisse i fodboldmiljøet i Medløberen (1973), hvor Alan, satser alt på fodbolden, sjofler sit studium til stor irritation for sin kone, Inge, der forventede, at han, når han ikke passede det fælles barn, passede sine studier: Men hvad gjorde han? Læste aviser og spillede fodbold. Hun interesserer sig overhovedet ikke for fodbold og forlader ham med barnet, da hun erfarer, at han har haft et forhold til en anden kvinde.

Med begyndelsen af feministbevægelsen ser vi – også i litteraturen – stigende problemer med den maskuline identitet. Hvordan finder manden sin nye rolle i en tid, hvor kravene til ligeberettigelse og større deltagelse i familielivet stiger og truer med at spolere fællesskabet som atlet eller som fan.

        Lige ind ad sjælens hoveddør

Benn Q Holm forsøger 25 år senere at nærme sig problemstillingen i sin roman: Hafnia Punk fra 1998, hvor man følger en gruppe unge, de fleste inkarnerede FCK-fans, et helt år. I fangruppen Cooligans oplever et fællesskab, som er fraværende i deres arbejds- og familieliv. Her kan man synge, drikke og opføre sig uhæmmet bøvet, selv om man er fra det pæne Frederiksberg, som f.eks. fotografen Christian:

Han nærmede sig Søhesten. Kunne høre dem synge derinde. ”To ting kan få min pik op at stå// den ene er fisse/den anden FCK!” Christian gled ind i det mørke værtshus med samme vanvittige ophidselse som han om natten var trængt ind i Elisas underliv, og i samme øjeblik forvandledes den pæne Frederiksberger til en Københavnerrod

Fan klubben bliver et sted, hvor man kan udleve sine undertrykte, maskuline drifter for en stund. Men den løser ingen problemer i familielivet. Skaber snarere nye. I hvert fald er der skrevet en del litteratur om misforholdet mellem et -borgerligt – familieliv og et liv som inkarneret fodboldfan.

Der er ikke plads til kvinder i dette miljø og æstetikken er fraværende, til gengæld er fanatismen og hengivenheden overfor klubben stor. Christians kæreste Elisa funderer over afhængigheden:

Elisa standsede udfor London House hvor hun i sin fantasi iklædte Christian et Cerutti-jakkesæt. Det ville klæde ham. Nu stod han på et stadion i Jylland med sit tubestrikkede halstørklæde og råbte skældsord efter dommeren mens han drak øl af tynde plastickrus. Elisa rystede på hovedet. Egentlig burde hun være vred på ham, fordi han med en flot håndbevægelse havde vinket karriere og job farvel (s.82)

Med sin skildring af et hårdt miljø, hvor drømme om at få en karriere indenfor musik, journalistik, skønlitteratur, erhvervsliv støder på uoverstigelige barrierer og fører til et vildt liv i sex, druk og stoffer. Ikke alle kommer igennem det med livet i behold, men kærligheden til FCK består.

You´ll never walk alone

I Jacob Weinrich, Anfield Road (2000) får vi en fortælling om betydningen af tilhørsforholdet til en fodboldklub, i dette tilfælde Liverpool FC. Vi følger en række unge i Århus og deres vekslende forhold. Alle har problemer med kærligheden, men hvor kvinderne klarer sig ved at tale sammen, er det noget andet med mændene. De har en fælles interesse, Liverpool F C, som bliver det samtaleemne, de kan samles om, når de mødes på værtshusene. Hovedpersonen kulturjournalisten Rune Tinglev, som ikke kan få færdiggjort sit speciale, ender med at blive skilt fra sin hustru Anna. For at få styr på sig selv kender han kun én kur: at bestille en rejse til Liverpool og købe en billet til Anfield Road: Liverpool mod Manchester United.                                                                                                                                                                                                                                                            

Han rammes af hjertebanken og bliver paralyseret, da han træder ind på stadion i Anfield Road.

Jeg er nervøs som aldrig tidligere i mit liv, spændt som da jeg første gang var forelsket, jeg går op ad nogle gamle, slidte trapper, det slår mig, hvor gammelt alting er, hvor slidt, Liverpool Football Clubs fantastiske historie vælter ud af hver eneste trappe, hvert eneste trappetrin, og pludselig ved jeg, hvad alt det mellem mig og Liverpool handler om, nemlig en forelskelse, en livslang forelskelse i en der aldrig vil svigte dig, en der altid vil være der. Og så endelig kan jeg se den, banen, målene, stadion, Anfield Road, indefra. Et minut står jeg bare og ser, Ude af stand til at bevæge mig. Mine muskler har låst sig fast. Mine øjne fyldes af tårer, som jeg skynder mig at tørre væk.

Fællesskabet, som nærmest har karakter af en religiøs menighed, kommer til udtryk i Liverpools hymne

You´ll never walk alone (Rodgers & Hammerstein 1945)

When you walk through a storm

Keep your chin up high                

And don't be afraid of the dark

At the end of a storm is a golden sky

And the sweet silver song of a lark                                                                        


Walk on through the wind                     

Walk on through the rain

Tho' your dreams

Be tossed and blown


Walk on walk on

With hope in your heart

And you'll never walk alone

You'll never walk alone

Fodbold, som duer

Følelsen af fællesskab nærmer sig det ekstatiske, det religiøse, når man synger hymnen sammen, eller nationalsangen i Parken. Men selv på en regnfuld, kold eftermiddag på stadion kan fremkalde en pludselig strøm af adrenalin, hvor man mindes dengang i ungdommen, hvor man kunne holde ud i evighed.

Det har en anden århusianer, Tage Skou Hansen, beskrevet, når han går på stadion, selv om han efterhånden var oppe i årene (2013):

Og så går man måske på stadion igen. Sanser regnen, kulden og blæsten. Kommer til at føle sin krop og mærke, at den lever endnu. Hvordan det så går til. En pludselig strøm af adrenalin måske, som retter op på en ubalance i ens hjerne, Og med et kan man også huske, hvordan det var at prøve kræfter og den følelse af styrke man havde, da man var ung. Følelsen af, at man kunne holde ud i al evighed.

Tænk om man var med igen. Ikke bare sad her og kikkede efter de lange tværgående afleveringer.

Men det er godt nok at se spillet folde sig ud og vide, hvad det drejer sig om

Det er krop og følelse, der forenes, fysisk styrke og intelligens. Så enkelt. Fodbold, som duer, går lige i sanserne, uden om intellektet, lige ind ad sjælens hoveddøre.

Fodboldens betydning som massefænomen får her en plausibel forklaring. Ingen rationel teori alene kan forklare fodboldsportens popularitet. Fodbold er følelser, som især mænd giver sig lov til at udleve. En slags forelskelse i én, som ikke svigter eller stiller "urimelige" krav. Et pusterum, hvor man(d) kan være sig selv. Omklædningsrummet og lægterne som mandens sidste, uforstyrrede tilholdssted.

At overskride sig selv: 

Myten om kampen og lidelsen

I en fremstilling om sport og litteratur kan man i Danmark ikke komme uden om Jørgen Leth. I modsætning til de fleste litterater fokuserer han ikke på fodbold, men foretrækker den individuelle sport, i form af cykelsport og bordtennis.

Især de store individualister blandt bjergrytterne bliver fremhævet. Mest af alt Fausto coppi.

                                      Fausto coppi                                     

var et fantastisk menneske
Mindesten for Coppi
på Amalfikysten

befandt sig bedst helt alene

når han kørte i bjergene

kunne ingen følge ham, han

var et fantastisk menneske

Sagde tidligt farvel,

fausto coppi

                                      fausto coppi

Få som Jørgen Leth har beskæftiget sig med cykelsporten som drømmen om det perfekte. Han er først og fremmest kendt for sine cykelfilm Stjernerne og vandbærerne (1974), Den umulige time (1975), En forårsdag i helvede (1976) og senere for sit speak i tv til Tour de France. Cykelløbet anskues som var det Odysseus mytiske kamp mod alle forhindringerne, en fortælling, som spejler menneskehedens lidelser, kampen mod elementerne, triumf og tragedie. Et sindbillede på livet, hvor dygtighed er vigtigt, men ikke altid nok. Det handler bl.a. hans Sportsdigte (1967) om 

Jeg er dygtig                                                                                                

Jeg,

er dygtig til at køre på cykel

jeg har succes som cykelrytter

jeg har lært meget af at køre på cykel

jeg, er blevet dygtigere til at være menneske

af at køre på cykel

jeg, har måske mere at lære.

Selv om man bliver dygtigere til at være menneske af at køre på cykel er der stadig nyt at lære. F.eks. at finde en forklaring på, hvorfor det ikke blev til en sejr, men et nederlag, hvis uheldet er ude:


Jeg havde vundet                                                                                           


jeg havde med garanti vundet løbet

hvis ikke jeg

jeg havde med garanti vundet

hvis ikke jeg var punkteret

kun otte km før mål

På det tidspunkt var jeg mægtig oplagt

Og var begyndt at brække viften i stykker

……

Jeg er sikker på

jeg er sikker på jeg havde vundet

hvis ikke

hvis ikke det var sket.


Selv med en tårnhøj selvtillid kan man komme til kort over for virkeligheden.

Og det er ikke altid i konkurrencer, at man oplever drømmen om det perfekte. Her er cykling skiftet ud med bordtennis, hvor han under træning oplever ikke at kunne begå fejl:

Under træning spillede jeg

Under træning

spillede jeg den sæson lige op

med e p, men

kun under træning

det var svimlende

 

Jeg havde en dag                                                                                                

sat mig på hans forhånd

kvæstet den

han kunne pludselig ikke

drive mig væk fra bordet

han kunne pludselig ikke

gøre noget som var mig fremmed

jeg vendte hans forhånd

mod ham selv, det

kom han ikke over

…..

Under træning

oplevede jeg den sæson

spillet åbnede sig

som en stor sammenhængende drøm

med svimlende muligheder, men

kun under træning,

det var svimlende

Det er ikke altid i kamp, at man oplever, at alt flasker sig. Drømmene om det perfekte kan også komme uventet på en træningsdag, hvor man bagefter tænker, det var ikke mig, der spillede der. Noget spillede igennem mig. Jeg kunne ikke begå fejl, spillede som en drøm uden at vide hvordan. Ekstraordinært og svimlende, fordi det åbenbarede mulighederne, men også grænserne når det virkelig gjaldt. Kun under træning.

Det er ikke alle litterater, der er begejstret for Leths Sportsdigte, som blev genudgivet i 2018. Anmelderen for Bog rummet skrev bl.a.

Det er vanskeligt at forklare hvorfor jeg ikke er ovenud begejstret for denne bog. Måske fordi jeg ikke synes, at emnet sport hører til i en digtsamling. Måske fordi jeg overhovedet ikke interesserer mig for sport. Måske fordi digtene er for konkrete. Måske en kombination af det hele.

Her har vi en mulig forklaring om, hvorfor sport stadigvæk er en sjælden gæst på parnasset. Sport er for overfladisk, for konkret, uden dybde. Digte skal derimod helst være dybe, abstrakte,  - og måske svært forståelige for menigmand.

Fremtidsscenarier

    Fjernsynsligaen

Sporten har taget en udvikling fra ugleset, sjældent vist på TV til den totale dominans i nutidens underholdningsindustri. Især fodbold er blevet et underholdningsprodukt, som man med de rigtige kanaler kan se eller streame døgnet rundt. Allerede 1974 kun 11 år efter Bundesligaens start skrev Alfred Behrens med Die Fernsehliga, en fremtidsfortælling om fodboldsportens udvikling, som han så den.

Bundesligaen er blevet til Fjernsynsligaen, der har bestået i 10 år. Hoved grunden til at Live-ligaen ophørte var den kendsgerning, at stadig flere fans gjorde den erfaring, at det jo egentlig havde været en skuffelse at gå på stadion… Gabet mellem forventningerne til kampen, stjerne-hysteriet, den opskruede mediedækning. (s.37) Bekvemmeligheden har sejret over de kolde, regnfulde aftener. Nu kan man få spænding og velkoreograferede kampe ind i den trygge, varme stue.

Klubberne er overtaget af store firmaer, der investerer i klubber, fx FC BMW Bayern München, Eintracht Unilever Frankfurt, HSV Powerplay Hamburg med henblik på gennem Tv-reklame at opnå profit. I samarbejde med mediebranchen er lørdagskampen på stadion afløst af TV-kampe, hvor kendte filmregissører, som Wim Wenders, Rainer Werner Fassbinder har indspillet kampen efter et manuskript aftalt mellem parterne. De forskellige scener, som udgør kampen er indspillet i studier i de tidligere stadions. Alle detaljer er prøvet igen og igen. Spillerne er ansat på 37 timers kontrakt. Hvis spillerne efter mange takes mislykkes med f.eks. et saksespark eller et monsterhovedstød har man et særligt produktionsselskab, der kan levere specialiteter i lækre nærbilleder, som klippes sammen med studiooptagelserne. Grove fejl skal selvfølgelig også indgå, men hvis det bliver for farligt, har man selvfølgelig stuntmen til at udføre tricket.                                            

Det meget omtalte VAR, som ikke var kendt 1974, har man ikke brug for, straffefeltet er gjort gennemsigtigt og man kan fotografere nedefra og i øvrigt er forseelserne aftalt på forhånd, står i manuskriptet. Oprykning og nedrykning afhænger af antallet af Tv-seere, der klikker ind på kampen, selv om der kan forhandles. Finansieringen er dels sponsorindtægter, dels får man 20 pfennig for hver TV-tilskuer og her kan der selvfølgelig manipuleres med seertallene.

I forhold til, at beretningen er fra 1974 kan man sige, at det er lykkedes at anskueliggøre den tiltagende kommercialisering og kapitalisering af fodbolden, som kommer til udtryk i fx Champions League og VM i Qatar. 

At det ikke helt er gået som beskrevet, skyldes måske, at der er investeret mange milliarder i tidssvarende stadions, hvor ståpladser er afskaffet og man f.eks. ikke længere behøver at udsætte sig for regn og sne, fordi man kan overdække stadion med et mobilt tag. Ved VM i Qatar oplevede man sågar, at man havde indført aircondition mod den stærke varme. Her har man måske også en af forklaringerne på, at kvinder ikke længere er et særsyn på stadion.

Fodbold uden fans er ingenting. 
Bundesliga 2020

I corona året 2020 kunne man opleve såkaldte Geisterspiele (spøgelseskampe), hvor fodboldkampene blev afviklet uden tilskuere på stadion. Hensynet til ejerne af fodboldklubberne og medieselskaberne vejede tungere end hensynet til spillernes sundhed, som måtte spille kampene for at overholde deres kontrakter. Tilskuerne blev tilgodeset med transmission af kampene i TV. Sponsorerne fik deres reklame. Altså trinnet før man indspiller kampene som en film og fans ikke behøver at sidde og fryse på lægterne, men kan i ro og mag sidde i sofaen foran TV-apparatet derhjemme, som mange jo i forvejen kan gøre det hver eneste dag. Heldigvis er der også stadig en tendens til at gå på stadion, selv om entrepriserne kan være eksorbitante: Som billedet siger: Fodbold uden fans er ingenting

Det fik en ny betydning, da de største klubber i de europæiske ligaer ville danne en overnational liga uden ned- og oprykning, protesterede fansene så kraftigt, at forslaget blev taget af bordet. Der er grænser for udnyttelsen af fodbold som tilskuersport. Men de store klubber som Real Madrid og Barcelona fastholder deres ønske om en ny, overnational liga og argumenterer med, at fodbolden ellers på sigt dør. Men det bliver ikke den fodbold, som Rifbjerg beskriver i sit digt Kuglen.

    Tilbage er kroppen


Hvor Fernsehliga tog hul på en medievirkelighed, der ikke helt er indtruffet endnu, kan man se nutidstendenser i Juli Zeh, Corpus Delicti, 2009/2011. Romanen er en dystopi om et fremtidssamfund, hvor sundhed er det ledende princip i en stat, hvor METODEN, landets sundhedssystem, er ved magten. Hovedpersonen er Mia Holl, en biolog, som arbejder for regimet, men kommer i tvivl om det holdbare i statens politik, da hendes bror, Moritz Holl, bliver anklaget for en voldtægt, som han ikke har begået.

METODENS politik garanterer den enkelte borger sundhed, men kræver til gengæld total accept af principperne

 

At det eneste, der tæller i det gode liv, er renlighed og sikkerhed. At mangel på renlighed betyder forurening af den enkelte og usikkerhed og forurening af samfundet. At sygdom må betragtes som et resultat af manglende overbevisning og manglende kontrol.” (193)

                                                                                                            

Mosaik Foro Mussolini, Rom

Den enkelte borger har indberetningspligt af blodtryksmåling og urintest og skal indsende månedlige søvn- og ernæringsrapporter. For at opnå det passende sundheds niveau skal man opretholde et passende sportsligt præstations niveau f.eks. på motionscykel. Den overordnede kontrol varetages af et indsat chip i huden.

Hidtil har Mia accepteret den biologistiske tilgang: Kroppen er en maskine, et bevægelses-, næringsoptagelses- og kommunikations apparat, hvis opgave det først og fremmest er at fungere driftssikkert. Men overbevisningen om at broderen er uskyldig fjerner hende fra den fornuftsbaserede tilgang til en følelsesmæssig. Hun begynder at sætte spørgsmålstegn ved den biologistiske tilgang, hvilket for METODEN er farlige tanker.

Naturvidenskaben … har medført skilsmisse i det lange ægteskab mellem mennesket og det overmenneskelige. Sjælen, et barn af denne forbindelse, blev givet fri til adoption, Tilbage er kroppen, som vi gør til centrum for alle bestræbelser. Kroppen er for os både tempel og alter, afgud og offer. Helgenkåret og trælbundet.” (153)

Hun tilslutter sig protestbevægelsen RTS (Ret til Sygdom) og begynder at misligholde sine borgerpligter:

Forsømmelse af indberetningspligten. Søvn- og ernæringsrapport blev ikke indsendt månedlig. Pludselig kollaps i den sportslige præstationsprofil. (s 19)

Mia Holl bliver derfor farlig for systemet og bliver stillet for retten og dømt til indfrysning.

I dag… består de farligste virus ikke længere af nukleinsyrer, men af infektiøse tanker…. METODEN, landets immun system, har allerede identificeret den aktuelt grasserende virus. Den skal blive tilintetgjort. Ingen kan modstå en stærk krops kraft og evne til at helbrede sig selv.” (124f)

Men for ikke at skabe martyrer benåder METODENS ledere Mia Holl.

Efter Corona-tider er det let at se, at sundhed ikke kun drejer sig om en sund krop, men sjælen må med. Ren fornuftbaseret argumentation for et sundt helbred har sine grænser, som vi har oplevet i splittelsen mellem antivaxere og – tilhængerne.

Sport og sundhed er isoleret set godt, men at ville bygge et samfund op på obligatorisk krav om sportstræning og biologiske test fører til et sundhedsdiktatur, hvor der kun er plads til fornuften. Og diskussionen om vaccinationspligt har vist, at det vil være en fejltagelse.

                             Opsummering: 

Finkultur og fankultur

Forholdet mellem litteratur og sport har vist sig at være et gensidigt afhængighedsforhold. Sporten havde i sine tidlige år svært ved at opnå anerkendelse og udbredelse og måtte derfor benytte sig af en anerkendt form: litteraturen. I dag gør det omvendte forhold sig på mange måder gældende, hvor sporten har et meget større publikum end litteraturen. Sporten er gået fra at være lillebror til at være storebror hvad angår udbredelse.

Ganske vist har sporten vundet indpas i litteraturen som et udtryk for det moderne, men der findes stadig litterater, der ikke synes, at emnet sport hører til i en digtsamling. Kultur er for nogle FINkultur og herunder hører ikke sport. Hellere få connaisseurer, der forstår digte-, scene-, billedkunsten bedre end masserne, der flokkes på de store stadions til letforståelige events. FAN-kultur er overfladisk lavkultur synes holdningen at være. 

Men intet kunne være mere forkert. Med sportens stigende betydning i samfundslivet bliver det svært at undgå at inddrage sporten som motiv eller stof i sine værker. De bedste eksempler herpå er Enquist, Sekundanten og Hans Jørgen Nielsen, Fodboldenglen. Det er ikke længere kun heltebiografierne, der beskriver stjernernes karriere (de findes stadig). Som i et spejl er nuancerne i sportens bidrag til samfundet på godt og ondt kommet med: Svindel og bedrag, lyst og tvang, opofrelse og egoisme, sejr og nederlag, fiasko og triumf, fællesskab og identitet. De store følelser kommer til umiddelbar udfoldelse i sportens verden. Og der kommer sjældent noget godt ud af det, når Tv-reportere stiller spørgsmålet: Hvad føler du

Her kan litteraturen byde ind med en reflekteret fremstilling af baggrunden for de store følelser. For det gode, det sande og det skønne, som oprindeligt blev tilskrevet digtekunstens skønånder, kan godt momentvis forefindes i sporten, som nogle idealistiske sportsideologer har ment, men kun som en afspejling af virkeligheden. Det er denne diskrepans mellem ideal og virkelighed, paradis og helvede, som litteraturen kan vise bedre og forklare dybere end nok så mange sportskampe kan.