Kilimanjaro oktober 2016
Langt højere bjerge så vide på jord
Man har, end hvor bjerg kun er bakke;
Men gerne med slette og grønhøj i nord
Vi dannemænd tage til takke;
Vi er ikke skabte til højhed og blæst,
Ved jorden at blive, det tjener os
bedst.
(Grundtvig, 1820)
Det var ikke et tema i min barndom, at jeg en gang skulle få
muligheden for at vandre i langt højere bjerge end Himmelbjerget. Som barn af
50erne, født og opvokset på landet i det flade Sydvestjylland, var jeg godt nok
vænnet til blæst, men tiden var ikke til højhed. Dengang blev vi ved jorden og
kom sjældent uden for sognet. Men med 60ernes og 70ernes fremgangstider øgedes
velstanden og dermed rejsemulighederne. Men hvad tjente én bedst? At besinde
sig på sin oprindelse og blive derhjemme, eller opsøge det nye, det fremmede? Forældregenerationen
tog til takke, medens vi i den unge generation ville det anderledes. Vi udnyttede
den stigende velstand og de nye muligheder for uddannelse og rejser, som 60erne
og 70erne åbnede for os. Det var ikke længere at rutte med pengene, hvis man
tog på skiferie i Alperne eller på vandring i Hardangervidda. Søndagsudflugten
til den nærtliggende bakkeø Åtte Bjerge kunne ikke længere stille vores
nysgerrighed.
Og det var nok nysgerrigheden, som paradoksalt fik mig til at
kaste interessen på bjerge i kontrast til den verden, jeg var opvokset i. Min
fascination af bjerge har bragt mig mange oplevelser fra de norske og svenske
fjelde til alpernes skipister. Mt. Blanc blev besteget i 1986. Med de faldende
priser på flybilletter åbnede hele verden sig op for eventyret. 1995 stod
Himalay bjergene for tur med et Jomsom trek sammen med kone og 2 børn på 6 og 9
år, 2015 blev Andesbjergene besteget. Men i baghovedet lurede den ultimative
drøm: Afrikas højeste bjerg, Kilimanjaro
FORBEREDELSE
Forberedelserne
til turen startede før sommerferien med litteraturstudier fortrinsvis på
nettet. Bjerget har haft en mytisk tiltrækning med sin markante form og været
inspiration for mange forfattere som f.eks. Hemingway, The Snows of Kilimanjaro,
hvor bjerget kalde House of God. Også vores egen Jakob Ejersbo var fascineret
og fik før hans alt for tidlige død venner til at love at bringe hans aske til
tops, hvilket en dokumentarfilm viste ikke var helt let. 5895 meter over havet kan
man ikke uden videre betvinge. Dertil kom, at den fremskredne alder ikke
ligefrem gjorde det lettere. Derfor krævede det mere forberedelse end
tidligere. 6 dage på bjerget med mange højdemeter hver dag fordrede træning i
opstigning og det er jo ikke helt enkelt i Danmark.
Bedste
bud var denne trappe i Marselisborg skovene ved Ørnereden, som egnede sig til
intervaltræning. Ellers gik træningen ud på at vænne sig til at gå 4-6 timer
hver dag i 6 dage. Hvad man ikke kunne gøre noget ved på forhånd var
højdetilvænningen. Det måtte blive den ukendte faktor. Skulle man tage piller
mod højdesyge (DIAMOX) eller skulle man regne med/håbe, at tilvænningen
undervejs rakte til et topforsøg?
Med
til forventningens glæde var anskaffelsen af udstyr til udfordringerne. Efter
en rygoperation, som kom så sent, at resultatet blev en dropfod med deraf
følgende dårligere balance, så jeg mig nødsaget til at anskaffe mig et par
vandre stave. Jeg var ikke meget for det, fordi jeg koblede det sammen med
pensionister på tur med slæbende stave efter sig. Men dels var jeg jo selv
pensionist og dels skulle stavene bruges i bjergrigt område som balancepunkter.
Og det fortrød jeg aldrig. De blev mine uvurderlige støtter…
Turen
ville byde på en opstigning gennem samtlige klimazoner: fra det tropiske til
det højalpine. Det stillede store krav til udstyret: Både det lette sommertøj,
solbeskyttelse og det vindtætte vintertøj. Anskaffelsen af sokker og undertøj
af merinould blev foretrukket frem for syntetiske sokker og svedtrøjer og det
var et godt valg. For mellem 5 og 18 timers hårdt fodarbejde producerer mange
liter sved. Energiforbruget over de 6 dage bestigningen varede var meget stort.
Derfor skulle der også medbringes 3-4 l vand hver dag og dertil hørende
energitabletter, gels og energi bars. Et par solide bjergstøvler var allerede
gået til, men jeg måtte sande, at mine fødder enten er blevet større med
alderen eller varmen hævede mine fødder til uvant størrelse. Selv nedklipning
af tånegle og optapening af storetåen kunne ikke forhindre, at storetæerne
efter endt tur var blå.
MACHAME ROUTE
Den tekniske arrangør af bestigningen var Jysk Rejsebureau,
som havde samlet 10 deltagere fra hele landet og Michael som dansk guide. Alle
var drevet af den samme
glubende appetit på bjerge. Alder
spiller ingen rolle her: Gruppen bestod af personer i 20erne og helt op til
60erne med mig som alderspræsident på 68 år. Køn var heller ikke et tema: 40%
af gruppen var kvinder.
Forberedelserne
var mange og forventningerne høje inden vi endelig stod ved Machame Gate for
foden af Kilimanjaro. Det kneb med at tøjle iveren efter at komme afsted, da
det viste sig, at vi først skulle vente i timevis på, at vores 15 kg bagage
skulle pakkes om af de bærere, som blev hvervet uden for porten til Nationalparken.
Alt blev styret af vores lokale chefguide Michael og hans 5 assistant guides.
For
at servicere os skulle i alt 38 bærere og guides hjælpe os op på bjerget.
Alt skulle bæres, ikke kun vores
personlige bagage, men også teltene, maden og alt hvad man kunne få brug for
undervejs. Der var lidt kolonialt over set-upet, men vi trøstede os med, at vi
var livsgrundlaget for de lokale bærere, som oftest havde en lille jordlod
eller en lille butik, der ikke kunne brødføde dem. Serviceniveauet var højt og
vi hørte ingen kny over, at de i modsætning til os, der kun skulle bære en
dagrygsæk på ca 3-4 kg, skulle have det mangedoblede på ryggen. I sæsonen var
arbejdsugen fra mandag morgen til lørdag eftermiddag og så forfra om mandagen.
Omsider
fik vi lov at gå gennem porten til Nationalparken og fik i løbet af 5-6 timer
arbejdet os op ad en jævnt stigende, velholdt sti. Mange før os havde betrådt
den sti, vi var langtfra alene på bjerget. En frodig jungle omsluttede stien,
der tydeligvis blev passet af
turistmyndighederne. Man passer på sit guldæg, hvilket vi også oplevede
da vi ankom til første lejrplads, Machame Camp: Vagter bevæbnet med
maskinpistoler mødte os ved indskrivningshuset og ved de følgende lejrpladser
var der også nattevagter. Tyveri eller røveri fra en gruppe ville bestemt ikke
fremme antallet af turister på bjerget.
Lejrpladsen
var en rydning i junglen i 2829 meters højde med et servicehus, hvor der –
endnu – var vand og et stå-lokum, som tydeligt bar præg af, at bjergbestigerne
ikke var vant til at benytte den slags i deres hjemland. Af den grund var der
da også nogle luxusdyr, der havde betalt for at få et kloset båret op, så de i
det mindste kunne sidde ned. Her kan man da tale om et lorte job for den bærer,
som skulle bære kloset videre til næste camp. Vores gruppe nøjedes med at holde
sig og træde af på naturens vegne, når det ikke kunne være anderledes.
Maden var af forbavsende høj kvalitet og blev serveret af en
tjener i vores messetelt: Først rigelig med kaffe eller te med sukker og søde
sager. Senere en tre retters menu: typisk med suppe, forskellige slags kød og
en sød dessert, som f.eks. pandekager. Der var ingen problemer med nattero
herefter.
Dag 2 var den sure dag, som begyndte med stille regn, der
tog til op ad dagen. Udstyret og humøret skulle stå sin prøve. Strækningen var
kortere, men også stejlere og bragte os op over regnskoven til et landskab med
stadig mere spredt og nøjsom bevoksning. En lille episode truede med at
ødelægge i hvert fald guidens humør. Bærerne, som forventelig skulle pakke
lejren ned, overhale os på vej op og sætte teltet op, inden vi nåede frem, tog
sig en pause under et klippeudhæng til højlydt utilfredshed fra den ellers
lavmælte chefguide. Det betød, at messetelt ikke var på plads i Sirka Camp, da
vi nåede frem. I regnen var det lidt træls, men så heller ikke mere. Men begge
Michaels var enig om, at det måtte ikke gentage sig -og det gjorde det så
heller ikke. Som en slags
højdetilvænning gik vi lidt højere op til Sirka Cave, sikkert en fornuftig
disposition, selv om indvirkningen af højden (3837 moH) hidtil havde været
minimal.
Vi nåede en halv times hvil i teltene med en
hyggelig blanding af ivrige swahili-samtaler, dansk latterbrøl og indøvning af
den obligatoriske takke sang fra bærerne: Hakuna Matata, inden vi fik serveret
vores aftensmad.
SIRKA CAMP
Dag 3
var belønning for at have holdt humøret højt trods det dårlige vejr. Lige så
surt og fugtigt gårsdagen var, lige så fantastisk og solfyldt var turen via Lava
Tower til Barranco Camp. Humøret steg betragtelig. Vi var nu endegyldigt ude af
den tempererede klimazone og oppe i den alpine med meget sparsom vegetation og
desto mere righoldig vulkanske stenarter.Stenørken kaldte chefguiden det
træffende. Rutinen var ved at være der:
i gåsegang, én fod foran den anden med jævnlige pauser til at beundre det fantastiske
vue af toppen. Stien blev mere utydelig og begyndte at være vanskeligere at
forcere. Michael, vores chefguide, havde spottet, at jeg var den ældste i
gruppen – han kaldte mig Papa og jeg kunne da også godt have været far til ham
– derfor fik jeg særbehandling. Jeg skulle gå lige efter ham og han rakte
hånden til mig, for at hjælpe mig over forhindringer.
Første
stop var Lava Tower Camp (4637 m), hvor vi i unikke omgivelser fik serveret en
frokost af de bedre med en udsigt, som slår det meste og så i strålende
solskin. Til alt held var der ingen symptomer på højdesyge, der kunne ødelægge
fornøjelsen.
Anden
halvdel af dagen bragte os ned i 3976 m til Barranco camp. Mærkeligt efter 2½
dags opstigning at skulle stige ca 700 højdemeter ned. Ikke så let en opgave og
man begyndte at kunne mærke sine ben, selv om der blev holdt godt med pauser.
Nøjsomme planter begyndte at dukke op igen, vandløb skabte et næsten frodigt
miljø af Lobeliaplanter.
BARRANCO CAMP
Næste
dags rute gik via Barranco Wall op til Base Camp Barafu i 4673 moH. Barranco
Wall så drabelig ud nede fra lejren og bød da også på det teknisk sværeste
stykke med klatring. Der blev ikke brug for vandrestavene, men nok for
hænderne. Pladsen til fødderne var til tider begrænset og et bestemt sted på
ruten så snæver, at man måtte omfavne stenvæggen, som så selvfølgelig fik
navnet Kyssestenen. Ganske vist var der ikke plads til højdeskræk, men omvendt
blev vi hele tiden af bærerne mindet om, at så svært var det heller ikke. Med
omfangrige bæreposer gik de samme vej som os med vores små dagrygsække. Nogle
bærere gjorde det endda med hænderne i lommen – nok ikke for at prale, men
snarere, fordi det begyndte at blive køligt i højderne.
Efter et rast i Karanga Hut fortsatte vi mod Barafu Camp,
hvor vi fik en forsmag på, hvad der ventede og dagen efter. Eller rettere
døgnet efter. En stejl væg nedsatte tempoet betragtelig og det blev hen på
eftermiddagen inden vi nåede frem til Campen.
BARAFU CAMP
Et stort aftenmåltid var første direkte forberedelse til
morgendagens topforsøg. Ikke under 18 timers hård fysisk belastning ventede, så
der skulle fyldes på af kulhydrater og væske, inden vi lige efter aftensmaden
lagde os til at sove.
Ved midnatstid blev
vi vækket, en febrilsk stemning opstod, da vi iførte os de mindst 3 lag tøj
under trange forhold i teltene. Som Michelinmænd tumlede vi ud af teltet og
kunne konstatere, at vi havde været heldig med vejret, ingen nedbør, men nok
frostgrader. Vi kom nok ikke til at vade gennem sne. En opstemt mumlen
forplantede sig, mens gruppen stillede op i den rækkefølge vores chefguide
Michael havde forordnet. Ham selv først til at angive tempoet, dernæst den
ældste deltager (undertegnede) og så kvinderne, til sidst mændene. Kl. 00.30
satte processionen i gåsegang med udsigt til en stejl bjergvæg, hvor man kunne
ane stiens vej op ad bjergsiden ved de mange pandelamper, som viste vejen:
OPAD.
Tempoet var meget langsomt. Pole! Pole! sagde vores guider
hele tiden på vej op ad de ca. 5-6 km – og de mente det virkeligt. O,5 km/t var
vores hastighed op ad den stejle side. Løfte én fod, flytte den langsomt, sætte
den ned. Elementært. Vores utålmodighed fik os til at tænke: hurtigere, men med
stigende højde indså vi det kløgtige i et lavt tempo. Enkelte fik problemer med
åndedrættet og vi holdt mange pauser, hvor vi fyldte på med energi drik, gel og
kulhydrater i enhver afskygning skyllet ned med vand. Efter 2 timer var
dagrygsækkene blevet overtaget af de højdevante guider. Solopgangen over
Mawenzi oplevede vi over skyerne i vel ca. 5000 moH. Et flot syn, men vi var
fokuseret på den resterende strækning: Vi ville hele vejen op, selv om
åndedrættet og kredsløbet kørte på de høje nagler.
Undervejs mødte vi også trekkere på vej ned totalt fortumlet
og tæt fulgt af deres guide: Det var/er ikke givet, at alle kunne komme til tops.
I de højder vi befandt os er der kun halvdelen af den ilt, som findes ved
jordoverfladen. Badet i sved kæmpede vi os vej op i strålende sol lettere besværet
af dunjakker og overtræksbukser. Kl. ca. 10 nåede vi det første mål: Stella
Point i 5749 moH, hvorfra vi havde et pragtfuldt udsyn til det vulkanske krater
og til slutmålet: Uhuru Peak.
  |
Lettere eksalteret tog vi opstilling til det obligatoriske gruppefoto:
Vi gjorde det – alle! Men toppen lå 150 højdemeter væk, så nær, at man havde
fornemmelsen af, at det bare var en søndagsspadseretur. Men godmorgen! Højden
gjorde sin indvirkning, så det tog 1 time, at gå den korte strækning, men gav
os også lejlighed til at nyde den rent ud fantastiske udsigt til gletchere mv.
Men som man sagde engang, den, som ager med stude, kommer
også frem. Kort før middag nåede vi frem til den turistvenlige markering af
toppen og alle kunne få deres individuelle billede af det vellykkede topforsøg.
Stolthed var ikke den fremtrædende fornemmelse – dertil havde man mødt for
mange på vej ned – men nok træthed og tilfredshed. Man havde nået slutmålet og
haft en intensiv oplevelse af naturen, bjerget og ens egen fysik under meget
fremmedartede forhold, meget langt fra det flade hjemland.
Turen ned ad bjerget blev en påmindelse om, at ingen begiver
sig op i knap 6000 ms højde uden at blive påvirket. Efter vel ca. 1½ time på
toppen skulle vi ned igen og det skulle jo være nemmere end opturen. Men nej.
De første meter ned ad de stejle stier viste, at min balance, som i forvejen
ikke er helt god, var blevet så dårligt, at jeg havde vanskeligheder med at
holde balancen. Det så vores chefguide straks og beordrede én af de
assisterende guides hen at støtte mig og på stejle passager gik han selv ind,
så jeg lange stræk gik med armene hen over to par skuldre, medens vi småløb
nedad. Jeg skulle kun sørge for at sætte fødderne rigtigt. De 4 timer turen
nedad tog, holdt vi flere hvil og fik tilkaldt yderligere en guide – jo der er
også dækning af mobiltelefon på bjerget.
Et andet eksempel på, at jeg har været ramt af en mild form
for højdesyge, kom, da jeg under en pause spurgte vores chefguide: Are you
working for Michael? Hertil svarede han selvfølgelig undrende: I am Michael.
Set i bakspejlet utroligt pinligt, men i situationen har jeg været så omtåget,
at jeg åbenbart ikke kunne genkende ham. Endnu pinligere var det anfald af
diarré, som jeg blev ramt af tilbage i base camp, formodentlig forårsaget af et
overload af energi bars, -gels,- drik. Men det forhindrede mig ikke i efter 10
mins hvile i en campingstol, som den servicemindede guide beredvilligt stillede
op for mig, at falde i dyb søvn i vores telt midt i en sætning vekslet med min
makker.
Det var ikke gjort med de ca. 15 timer på bjerget, så efter
1½ time blev vi vækket og kaldt over i messeteltet, hvor vi fik serveret
aftensmad og derefter blev sendt afsted på ca. 3 timers tur nedad bjerget til
nærmeste camp medens natten faldt på. Jeg nød stadig særbehandling og havde 2
bærere til at støtte mig og en guide til at finde vejen. Undervejs begyndte vi
at kunne se lysene fra vores udgangspunkt Moshi – turen nærmede sig sin
slutning. Fordi vi ikke havde været hurtige på bjerget nåede vi ikke ned til
den planlagte Mweka camp, men nåede omkring kl. 21 – 20 timer efter vi startede
opstigningen – til Millenium Camp.
På rekordhurtig tid kom vi soveposerne, trætte og fyldte med
oplevelser. En højlydt snorken mindede os om de retfærdiges søvn.
Næste dag stod i afskedens tegn. For sidste gang blev telt
og bagage pakket sammen inden de ca. 5 timer ned til Mweka Gate. Men inden var
det vore 38 hjælperes stjernestund: Uddeling af lommepenge. Et sindrigt system
indrettet efter et hierarkisk mønster: Chefguiden fik mest, assisterende guides,
køkkenchef og tjener noget mindre og mindst bærerne. Hver enkelt blev kaldt
frem og modtog glad sin – ekstra – betaling og hele gruppen takkede til sidst
med sang og dans: Hakuna Matata. Jambo bwana (velkommen hr.). Som tak for god
behandling gav jeg – lettere medtaget – en ekstra skærv til Michael, vores
chefguide, der havde givet mig særbehandling, som den ældste – og vel formodet
svageste – i gruppen.
Turen ned gennem junglen til vores slutpunkt Mweka Gate blev
en hyggelig tur sammen med 2 bærere og 1 guide. Her erfarede jeg lidt om deres
baggrund, som typisk var, at de ejede et lille stykke jord med kvæg og/eller
konen havde en lille tøjbutik. Men de fleste penge tjente de som daglejere i
trekking sæsonen, hvor de blev hyret mandag morgen og afsluttede arbejdet
lørdag eftermiddag, hvorefter de startede igen mandag morgen. Deres udrustning
bar præg af at være doneret af tidligere trekkere, T-shirts, jakker mv fra
amerikanske firmaer. Men selv om der var
stor forskel oplevede vi kun glade, servicemindede hjælpere. Ikke skyggen af
misundelse over de rige kunder, som væltede sig i high-tech udstyr og som
vigtigst af alt havde mulighed og vilje til at rejse den lange vej fra Europa
og ned på den anden side af Ækvator. Derfor
skal man heller ikke som turist have dårlig samvittighed over at lade andre
bære sin bagage. De lever faktisk af det. White mans burden på en anden måde.
I øvrigt var det påfaldende, at grænsen for den vægt de
måtte bære var 15 kg, hvor grænsen på Inkatrekket i Andesbjergene var 30 kg. Smart nok i forhold til
beskæftigelse og en forklaring på, hvorfor vores support team bestod af 38.
Afslutningen på trekket ved Mweka Gate blev karakteristisk
nok fejret med en kold cola, medens bussen blev ladet med vores bagage.
Lettelsen var stor og humøret højt ved den efterfølgende middag i en
turistfælde af en restaurant omgivet af souvenir-butikker.
Var det så umagen værd at søge til højere bjerge fremfor at
nøjes med ”slette og grønhøj i nord”? Absolut. Ikke alene fik jeg en fysisk
oplevelse ud over det sædvanlige, men også en naturoplevelse, som det ikke er
alle beskåret, selv om Kilimanjaro går for at være det højeste bjerg, som er
lettest at bestige. Og selv i det korte tidsrum – 10 dage – vi var i Tanzania fik
vi et indtryk af, hvordan menneskene der lever, og dermed sat vores eget priviligerede
liv i perspektiv.
