Bertolt Brecht – Modsætningernes mand mellem forfængelighed og
forgængelighed
”Bertolt Brecht? Var det ikke ham kommunisten, som skrev
”Mutter Courage”, og som var en rigtig mandschauvinist? Hvis man er heldig kan
man hos lidt ældre litteraturinteresserede høre en sådan sætning, ja måske
endda også, at han på flugt fra nazisterne boede i Svendborg nogle år, men at
han i dag kun sjældent spilles på teatrene. Hos yngre vil han være helt ukendt,
og det er en skam, fordi hans kunst var nyskabende, hans liv, som udspillede
sig i den mest turbulente periode i Europas historie, var en fortælling så
spændende, og hans person så modsætningsfyldt, at det i sig selv giver stof til
eftertanke. En ekstra tilskyndelse var for mig, at jeg i 3 uger i 2013 boede i det hus, hvor Brecht boede i sin landflygtighed.
Bertolt
Brecht (10.2.1898-14.8.1956)
BB blev født
ind i en borgerlig familie i Augsburg (Bayern) og allerede her kunne man
tydeligt se, at den unge Brecht ikke agtede at følge strømmen, men gjorde oprør
mod sit ophav og dets forløjede normer og formåede at formulere det i
umisforståelige vendinger:
Fordrevet med god grund
Jeg voksede
op som søn
Af velhavende
folk. Mine forældre bandt en
Krave om min
hals og opdrog mig
I vanen med
at blive opvartet
Og underviste
mig i kunsten at befale. Men
Da jeg blev
voksen og så mig om
Brød jeg mig
ikke om folk af min klasse
Ikke om at
befale og om at blive opvartet
Og jeg forlod
min klasse og sluttede mit
Til
småkårsfolk.
(1939.Oversættelse: Erik Knudsen)
I skolen
nægtede han at deltage i hyldesten af offerdøden for fædrelandet i 1.
Verdenskrig, som blev unge jævnaldrende til del og betegnede den i stedet for
som propaganda: ”Afskeden med livet falder altid svært, i sengen som på
slagmarken, mest dog for unge mennesker i deres livs blomstringstid” Kun hans
behjertede tysklærer reddede ham fra at blive smidt ud af skolen i vanære. Allerede
da var det en forfængelig og selvbevidst ung herre, som om sin skoletid sagde,
at det ikke lykkedes ham at bibringe lærerne noget særligt! Skolen var for ham
kun et venteværelse til det liv han hurtigt bestemte skulle være hans: livet
som digter. Han søgte mod arbejderklassen og deltog i arbejder- og
soldaterrådenes revolutionsforsøg i sin hjemby i 1918/19, men typisk for ham
kun i baglokalet som sygehjælper. Hans våben var ikke geværer, men hans
digtekunst.
”I mig har I én, som I ikke kan bygge på.”
I
gymnasietiden dannede han en gruppe om sig og fordrev ventetiden med litteratur,
druk, og hor. Hans blik for det andet køn var hurtigt udviklet, ligesom hans
evner til at udtrykke sine følelser var en medvirkende årsag til, at han fik
succes hos pigerne. Gymnasiekæresten Rose Marie Aman fik sit eget smukke digt: ”Minde om Marie A.”, hvor han mindes
hende og deres kærlighed under blommetræet med udsigt til en sky på den smukke
september himmel, som forsvandt lige så hurtigt som kærligheden, der antog
andre former:
Måske de
blommetræer endnu blomstrer
Og det kan
være hun har børn og venter fler.
Men skyen
blomstred kun et par minutter
Da jeg så op,
var den ikke mer.
(Ovs. Erik
Knudsen)
Men det var
nu ikke ligefrem den ukomplicerede, rosenrøde kærlighed, der kendetegnede
Brecht. Han havde snarere noget, der kunne ligne en macho-indstilling til
kvinder. Om forholdet til kvinder skrev han 1925: ”Så snart to mennesker indgår
i et forhold, indgår de også, i de allerfleste tilfælde stiltiende, en kontrakt
…. Hvad angår mand og kvinde er det for det meste sådan, at manden i kraft af
sin kontrakt forlanger uhyre meget og kvinden må give uhyre mange indrømmelser.”
Og gennem sit liv gav Brecht mange eksempler på, at han faktisk mente hvad han
sagde, selv om det ikke var et éntydigt billede af en mandschauvinist.
Brecht kunne
ikke nøjes med én kvinde ad gangen og var slet ikke til ægteskab i borgerlig
forstand. I sit fødehjem havde han set, hvordan faderen og moderen udadtil
opretholdt facaden, mens faderen havde et forhold til hushjælpen. Den slags
dobbeltmoral tog han afstand fra. Han så ingen grund til at lægge bånd på sine
lyster og var ikke bange for at melde rent ud: ”Og jeg kan ikke gifte mig, jeg
må have frit albuerum, kunne spytte, som det behager mig, sove alene, være uden
skrupler.” At Brecht så senere giftede
sig – endda 2 gange – ændrede ikke på det faktum, at han blev ved med at
opretholde flere forhold samtidig. Meget sigende fik han 4 børn med 3
forskellige kvinder, 1 uægteskabeligt og 3 inden for ægteskabet. Dertil kom
flere aborter og et barn, der døde kort efter fødslen.
Hans
promiskuitet byggede ikke på et attraktivt ydre, nærmest tværtom. Hans første
kone, den underskønne operasangerinde Marianne Zoff har beskrevet ham som
”uplejet, dårligt klædt”. ”Det rørte ham ikke, at hans varme underbukser stak
udenfor, i hans mundvige var indtørrede brune spytrester … hans hår var
fedtet.” Men hvad var det så, der tiltrak kvinderne? Der kan næppe være tvivl
om, at det var hans intellekt, den verbale charme og udstråling og hans rolle
som digter, der tiltrak kvinderne.
Brecht var i
sin tidlige ungdom fokuseret på det følelsesmæssige. Da han ikke længere kom
sammen med Rosemarie A. skrev han til sin ven Caspar Neher: ”Jeg kan altså ikke
mere kysse Rosemarie… men jeg kan kysse andre, naturligvis….. Men hvad er 100
muligheder mod én umulighed.” Senere kom også det intellektuelle, det litterære
aspekt til, for det var ikke hvem som helst Brecht indledte forhold til.
Kvinderne fik roller som muser og sekretærer i et arbejdsfællesskab, hvilket
har affødt kritik af ham for at udnytte sine kvinder.
Arbejdsfællesskabet
Sandt er, at
han kan angribes for at have levet et moralsk forkasteligt liv, som f.eks. i
sit exil i Svendborg, hvor han boede sammen med sin kone Helene Weigelt og deres
2 børn, og på samme tid havde sin tyske muse og sekretær Margrethe Steffin og
den danske skuespiller Ruth Berlau arbejdende og til tider boende i huset på
Skovsbostrand. Men med i regnskabet hører også, at han sørgede for sine kvinder
selv om det som regel var småt
med penge for en exileret forfatter, enten med penge, som f.eks. betaling af
den lungesyge Margrethe Steffins dyre behandlinger, eller med støtte til egne litterære
produktioner. Arbejdsfællesskabet var vigtigt for Brecht og hans
samfundsforståelse, som gik fra at være forfængelig Bürgerschreck og
betragte sig selv som digter med stort D til at blive marxistisk og se sig selv
som en del af det store fælleskab. En udvikling man kan se i hans digt fra
1936:
Hvorfor skal mit navn nævnes?
1.
Engang tænkte
jeg: i en fjern fremtid
Når de huse,
jeg bor i, er faldet sammen
Og de skibe,
jeg sejlede på, er hugget op
Vil man
stadig nævne mit navn
Sammen med
andre.
….
5.
Men i dag
Er jeg
indforstået med, at det bliver glemt.
Hvorfor
Spørge efter
bageren, når der er brød nok?
Hvorfor
Berømme den
sne, der er smeltet
Når nye
snefald er nært forestående?
Hvorfor
Skal der være
en fortid, når der
Er en fremtid?
6.
Hvorfor
Skal mit navn
nævnes?
(1936. Ovs.
Erik Knudsen)
Hans største
succes før 2. verdenskrig var tiggeroperaen ”Laser og pjalter” og den var
kommet til verden under medarbejde af Elisabeth Hauptmann, der stod for
oversættelse af det engelske forlæg også i andre stykker, som f.eks.
”Mahagonny” og ”Happy End”. Hun blev nævnt på plakaten og fik sit navn på
kontrakten, dog med en mindre procentsats end Brecht og Weill. Hun klagede da
heller ikke, eftersom hun indgik i et arbejdsfællesskab.
Arbejderskuespilleren
Margrethe Steffin blev Brechts elskerinde og samarbejdspartner af samme grund.
Her kunne hun udvikle sin kunst og inspirere Brecht. Hun fik sit navn med i
tekstsamlinger og ikke mindst bekostede Brecht frem til hendes død i Moskva
1941 flere kurophold, der skulle helbrede hende for den frygtede sygdom tuberkulose.
Den danske
arbejderskuespiller Ruth Berlau – Røde Ruth – kom ind i Brechtkredsen, da han
1933 slog sig ned i Svendborg. Hun forelskede sig i ham og blev i hans omkreds
frem til sin død i Østberlin 1974. Hun hjalp Brecht med at oversætte fra dansk
og sætte hans stykker op, men fik også selv støtte, både pengemæssigt og
kunstnerisk. Hun fik ansættelse ved Brechts teater Berliner Ensemble som
fotograf, men måtte efter Brechts død klare sig på anden måde. Hun døde
ulykkelig og ensom med mindet om et arbejdsfællesskab og et kærlighedsforhold,
der fik sit udtryk i sønnen Michel, som blev født september 1944, men døde
efter få dage.
Men hvorfor
fandt hans kone, Helene Weigelt, sig i i hele deres ægteskab at Brecht helt
åbent havde forhold til andre kvinder? Det gjorde hun nok heller ikke uden
videre – der er flere eksempler på situationer, hvor hun prøvede at ændre på
forholdet. Men situationen, landflygtighed med 2 små børn, en umulig
arbejdssituation som skuespiller uden scene at optræde på, gjorde, at hun først
og fremmest fokuserede på at bringe familien frelst gennem den svære tid. Hun
var faldet for Brechts charme, men også fordi Brecht skrev stykker til hende og
hun indgik idet kunstnerisk kollektiv, som hun indså var forudsætningen for
Brechts digtning. Men det har bestemt ikke været let i 16 år ikke at kunne
udøve sit elskede erhverv, men være praktiske gris, som organisator og ikke
mindst madmor. Belønningen kom i slutningen af hendes liv, hvor hun blev
administrativ leder af det, der stadig kaldes Brecht teatret, Berliner Ensemble,
og endelig fik lov til at spille de roller, som Brecht skrev til hende.
”Det simple, som er svært at udrette.”
Men kommunist
da? Han var da overbevist marxist og kommunist? Ja og nej – I starten var Brecht kritiker af
det konservative samfund, som omgav ham i det bayerske Augsburg, ud fra en
ny-saglig samfundsopfattelse, men i slutningen af 20erne stiftede han
bekendtskab med Marx´ teorier og bekendte sig derefter som marxist, fordi
teorien gav ham en forklaring på de misforhold, han kunne se i tiden:
Kommunismens pris
Hvad taler
imod kommunismen?
Den er
fornuftig, alle forstår den. Den er let.
Er du måske
en udbytter? Den taler til din slag.
Forhør dig om
den, den er til bedste for dig.
En dumrian
kalden den dum, og de snavsede kalder den snavset.
Den er fjende
af snavs og fjende af dumhed.’’
De øverste
kalder den forbryderisk,
Vi andre ved
dog:
Den er ingen
galskab,
Tværtimod
galskabens ende.
Den er ikke kaos,
Tværtimod
orden.
Den er det
simple, som
Er svært at
udrette.
(1933 Ovs.
Iwan Malinovski)
Brecht troede
altså på det fornuftige i fællesskabet, som kan løse de problemer den enkelte
har. Og det fornuftige kom til udtryk i det kommunistiske parti: ”Den enkelte
har to øjne/Partiet har tusind øjne.”. Men hvem er så partiet? Det giver Brecht
også sit bud på: ”Vi er det /Du og jeg og I – vi alle/den er i dit tøj,
kammerat, den er i dit hoved.” og senere ”Vi kan tage fejl, og du kan have ret,
altså/forlad os ikke.” (1933). En passende kommentar til de karrierepolitikere,
som skifter politisk parti som andre skifter skjorter.
Ingen tvivl
om, at det var propaganda for det kommunistisk parti, men som den
modsætningsfyldte mand Brecht var, blev han aldrig selv partimedlem, måske
fordi han tidligt så, at det som så simpelt ud, var endog meget svært at
udrette. Han ville skildre virkeligheden, som den var og måtte derfor gang på
gang konstatere, at så enkelt og let var det ikke at ændre samfundet. De som i
teorien primært skulle være bærere af det kommunistiske samfund, arbejderne,
viste sig i praksis oftest at have småborgerlige tendenser, som man f.eks.
kunne se i filmen ”Kuhle Wampe” fra 1934, hvor Brecht dog i sin og Hanns
Eislers ”Solidaritätslied” også viste at sammenhold kunne overkomme problemer som
individuelle løsninger ikke kunne. Synpunktet virker i dagens
superindividualistiske samfund, hvor solidaritet nærmest er et fyord, forældet,
men med de megastore problemer, der tårner sig op for menneskeheden, skal man
ikke helt afskrive begrebet.
En af
grundene til, at Brecht aldrig blev partimedlem og ikke altid var velsete i
kommunistiske kredse var, at han ikke accepterede partilinien på
litteraturpolitikkens område. Den socialistiske realisme kunne slet ikke rumme
den modsætning, den dobbelthed han så udfolde sig i samfundet. Han skabte
derfor sin egen teaterteori: det episke
teater, som aldrig blev populær i dogmatiske kredse, fordi Brechts stykker
ganske vist viste det kapitalistiske samfunds mange problemer, men ikke kom med
den lette løsning: den kommunistiske arbejdets helt. Tværtimod har hans
hovedpersoner, som f.eks. Mutter Courage eller det gode menneske fra Sezuan
Shen Te, som omstændighederne tvinger til at antage skikkelse som sin onde
fætter Shui Ta, alle de bedste hensigter, men står ikke imod presset fra
samfundet og udvikler ikke særligt positive egenskaber. I stedet overlader
Brecht det til tilskueren at analysere situationen og tage affære mod uretten:
”Vorhang zu und alle Fragen offen.”
Det var én af
grundene til, at Brecht på flugt fra nazisterne (1941) valgte ikke at søge om
ophold i Moskva, selv om rejsen via Finland gik over Moskva til Vladivostok.
Stalin havde andre planer for kunstnere, der ikke makkede ret. Derfor gik
rejsen til af alle steder Hollywood, USA, hvor han måtte sande at
markedsøkonomien herskede. Han var en fri mand, men det var svært for ham at
overleve uden publikum og i en filmverden, hvor succes måltes i profit. Han
beskriver sin situation i en elegi: ”For at tjene mit brød går jeg hver
morgen/Til torvs, hvor løgne købes./Forventningsfuld/Indtager jeg min plads i
sælgernes række.”
CIA holdt øje
med ham og betragtede ham som samfundsomstyrtende kommunist, men det var først
i efterkrigstidens McCarthy-høringer 1947, at han blev indkaldt til forhør og
stod i fare for at blive interneret. Men Brecht var som ofte før godt
underrettet, så dagen efter at være blevet afhørt, rejste han tilbage til
Europa i søgen efter et land, der ville give ham asyl – og et teater. Det gjorde
så DDR i 1949, ganske vist hele tiden under SED-partiets kontrol og kunne man
fortænke Brecht i efter 16 års landflygtighed at slå til, selv om han –
selvfølgelig – var skeptisk? Endnu mere utålmodighed og skepsis blev der grund
til i årene, der fulgte.
Hjulskiftet
Jeg sidder
ved vejkanten.
Chaufføren
skifter hjul.
Jeg er ikke
så gerne dér hvor jeg kommer fra.
Jeg er ikke
gerne hvor jeg skal hen.
Hvorfor
betragter jeg hjulskiftet
Med
utålmodighed?
(1954. Ovs.
Ivan Malinovski)
Arbejderopstanden
1953 i Østberlin blev anledning til en uoverensstemmelse med SED-partiet, der
dog formåede at holde utilfredsheden ude ved at censurere det væk, som ikke
passede dem. Brecht kritiserede vesten for at fiske i rørt vande, men
opfordrede også partiet til at tage en dialog med masserne, der havde været
stærkt utilfreds med forhøjelserne af arbejdsnormerne. Denne del af hans
stillingtagen blev ikke trykt, ligesom hans kendte digt ”Løsningen” blev trykt
men først meget senere.
Løsningen
Efter
opstanden den 17. juni
Lod forfatterforeningens
sekretær
I Stalinallé uddele
flyveblade
Hvorpå der
stod, at folket
Havde
forskertset regeringens tillid
Og kun kunne
genvinde den ved fordoblet
Arbejde. Var
det da ikke
Simplere, om
regeringen
Opløste
folket og
Valgte et
andet?
(1954 ovs.
Ivan Malinovski)
Han var på
ingen måde blind for at indførelse af socialisme ikke var en søndagstur i
parken, men han havde nok ikke tænkt, at det skulle blive så svært, ja umuligt:
Iagttagelse
Da jeg vendt
tilbage
Var mit hår
endnu ikke gråt
Da var jeg
glad.
Bjergenes
slid ligger bag os
Foran os
ligger sletternes slid.”
(1954 ovs
Ivan Malinowski)
Han mistede
aldrig troen på, at det var muligt, men fokuserede i sine sidste år på det
nære, som kom til udtryk i hans sidste digtsamling: Buckower Elegien.
Fornøjelser
Det første
blik ud af vinduet om morgenen
Den genfundne
gamle bog
Begejstrede
ansigter
Sne,
årstidernes vekslen
Avisen
Hunden
Dialektikken
Brusebad,
svømmetur
Gammel musik
Magelige sko
Indsigt
Ny musik
Skrive,
plante
Rejse, synge
Være venlig.
(1954 Ovs.
Ivan Malinovski)
Måske var det en erkendelse af, at ting tager
tid og radikale ændringer ikke kommer i et ruf, at det er vigtigt at fastholde
perspektivet i sit eget liv for at kunne bidrage til dialektikken i samfundet.
Varede vi uendeligt
Varede vi
uendeligt
Så ændredes
alt.
Men da vi er
forgængelige
Bliver meget
ved det gamle.
(1954 ovs.
Erik Knudsen)
Forgængeligheden
traf Brecht få år senere, hvor han døde af et hjerteanfald uden at have set det
solidariske, socialistiske samfund udfoldet. Hans begravelse var efter hans
eget ønske en enkel ceremoni og hans eget forslag til indskrift på gravstenen:
”Er hat Vorschläge gemacht.” men på Dorotheenstädtischen Friedhof står kun hans
navn på gravstenen og meget er stadigvæk ved det gamle.
Litteratur:
