Sportens væsen og uvæsen
I et langt liv har sporten spillet en så stor rolle for mig,
at man må undre sig. Hvad var det, som tiltrak mig dengang i barndommen i
50erne? Hvorfor blev sporten den vigtigste del i min ungdom i 60erne og 70erne,
hvor der ellers var mange andre og nye muligheder? Så vigtig, at den blev et
arbejdsområde som idrætslærer i 80erne, 90erne og 00erne. Men nok mest forunderligt,
hvorfor spiller sporten og dens principper stadig en aktiv rolle i mit nye liv som
pensionist, hvor man dog kunne nøjes med den daglige fodboldkamp på TV og turen
ud til postkassen for at hente avisen med den fyldige sport sektion.
Jeg tror det skyldes, at sporten i sit væsen har en
dobbelthed, som stadig fascinerer mig: På den ene side repræsenterer sporten
fortællingen om det gode, det sande, det skønne, som man tiltrækkes af, både
som aktiv udøver og som passiv tilskuer, men på den anden side ser vi i
praksis, at den fortælling langtfra dækker alle sportens fremtrædelsesformer.
Jeg kan måske bedst beskrive mit forhold til sporten med et citat af Goethe:
”Himmelhoch jauchzend, zum Tode betrübt” (jublende lykkelig, dødelig bedrøvet).
Man kan blive høj af at se en spiller modtage bolden med
ryggen til mål, tæmme den, vende rundt i én bevægelse og hamre bolden ind i
trekanten, eller se en Dave Wottle, USA komme fra en position langt bagefter og
overspurte hele feltet i 800 m finalen
ved OL i München, som jeg overværede som tilskuer. En sjælden gang kan
man selv opleve den følelser, når man modtager et indlæg, timer sit indløb og
opspring i slow motion perfekt og dirigerer bolden over i det lange hjørne uden
chance for målmanden eller når man får
sat spurten rigtigt ind, så man føler, man flyver vægtløs afsted.
Men man kan også blive forstemt over at se en spiller blive
bremset i et afgørende gennembrud med en vild tackling, som skader modspilleren
og i enhver anden sammenhæng ville udløse en voldsdom, men som oftest bliver
hilst med anerkendelse: Det var et professionelt frispark. Selv i old boys
fodbold kan man komme ud for vilde tacklinger på trods af, at det eneste, der
her er på spil er æren. Man kan let forglemme sig og handle mod princippet om, at
vi skulle jo gerne på arbejde i morgen, også selv om man er arbejdsfri
pensionist.
Men det som først faldt i øjnene der i min barn- og ungdom i
50erne og 60erne var den spændende leg, som kom til udtryk i sporten og som var
meget mere dragende end at hjælpe til på gården derhjemme med at hakke roer
eller køre hø ind. En ny tid var ved at finde en af sine mest fascinerende
former.
Den spændende
leg
Sporten lokker med sin leg: den ser indbydende ud, alle kan
være med og i modsætning til ens dagligdag er intet afgjort på forhånd. Alt er
muligt – i princippet. Mine første
erfaringer med sporten ude på landet fandt sted i den lokale idrætsforening,
hvor udbuddet var begrænset til fodbold og den udgave af håndbold, der
spilledes udendørs. Men det var en opbrudstid, hvor nye idrætsgrene trængte sig
på, f.eks. basket, som jeg stiftede bekendtskab med i biograffilm med Conny
Froboess og Peter Kraus. Det, fik mig til at hænge en spand, vi brugte til at
fodre kalve med, op i et træ og stå og skyde med en fodbold, hvilket ikke var
så fedt som på film, fordi man jo skulle hente bolden i spanden, hver gang man
traf og bolden var heller ikke rigtig . Senere blev basket indført på den
lokale skole, men spillet lignede slet ikke det, man kunne se i amerikanske
collegefilm. Dertil var outfittet håbløst og unoderne fra håndbold fulgte med.
Gennem radioen og
Gunnar Nu Hansens reportager fra OL i Melbourne 1956 og senere TV fra OL i 1960
stiftede jeg også bekendtskab med det, som senere skulle blive min sport:
atletik. Det var en andagtsstund at holde min storebrors pigsko beregnet til
cindersbaner i hånden, ja senere at få lov til at prøve dem. Løbe kunne man jo
altid, men de brune gummisko fra Brugsen, som var det jeg havde mulighed for,
var ikke optimale og den jævne bane var en hullet grusvej om til landevejen mod
Ribe.
Sporten lokkede så meget, at den fik mig på cyklen for at
opsøge familie og bekendte, der i starten af 60erne havde TV i modsætning til
os. Jeg kørte gerne 4-5 km for at se en håndboldkamp Danmark-Sverige eller se
Erik Hansen vinde guld i 1000 m ener kajak ved OL i Rom. Ja sporten kunne
ligefrem samle familien, som når vi sammen sad totalt anspændte og lyttede til radioreportagen fra den årlige fodboldlandskamp mellem
Danmark og Sverige, eller som når vi så Palle Lykke og Kay Werner, par nr. 7,
vinde det københavnske 6-dages løb hos vores farbror med kaffe og resten af
julesmåkagerne til. Behøver jeg at nævne, at jeg i mange år havde et fast ønske
til jul: Sportsårbogen, der satte billeder på det, jeg havde udmalet mig i min
fantasi.
Men hvorfor så anspændte, forventningsfulde, engagerede? Det
handlede – og handler – vel mest om troen på, at hvis man gav alt, hvad man
havde i sig, kunne man nå det, som er sportens fornemmeste mål: at sejre. For
sporten var da et område, som var retfærdig, her betød det ikke noget, om man
var godsejerens eller borgmesterens søn, her var alle lige i udgangspunktet.
Her var der et felt, som var helt fri for sure pligter, gav umiddelbar
tilfredsstillelse og alle havde de samme muligheder.
Sådan var min barnetro: også jeg havde chancen, så stor var
min tiltro til egne evner, at jeg efter 2 års træning kunne finde på, at melde
forhåndsafbud til en fasters runde fødselsdag, fordi jeg da skulle til et
internationalt stævne i Hamburg, selv om jeg ikke var i nærheden af at
kvalificere mig. Men håbet levede. Det håb og den tro på, at sporten var det
fremmeste udtryk for min stræben mod det gode, det sande, det skønne er gennem
årene blevet gennemhullet i takt med, at drømmene blev mere realistiske.
Myten: Det
gode, det sande, det skønne
Det første tegn på, at sporten ikke altid står for det gode
og sande fik jeg i 1960 ved OL i Rom. Her erfarede vi, at en ung dansker, Knud
Enemark, under 100 km holdløbet var kollapset og død af anstrengelserne, som
det hed sig. Først senere kom det frem, at dødsfaldet skyldtes indtagelse af
amfetamin, så jeg tillagde det dengang ikke stor betydning, men frydedes i
stedet over den elegante 100 m løber Wilma Rudolph fra USA og så selvfølgelig
Sølvholdet, som fæstnede sig så meget i min bevidsthed, at jeg stadig i dag kan
huske navnene på spillerne, der slog Ungarn 2:0 i semifinalen.
Senere skulle eksemplerne hobe sig op på, at idrættens egen fortælling
om dens fortræffeligheder, som svar på samfundets mangler, ikke holdt, og
stadig ikke holder en meter. Sport er ikke – og har aldrig været bedre end det
samfund, den er rundet af. Så hvis det kan lønne sig at være uhæderlig i
samfundet, gør det det også i idrættens verden. Eller som jeg selv har oplevet
i Old-boys fodbold: Hvis man har set modstanderens bold over stregen, er det
ikke en selvfølge, at man siger det til dommeren – snarere tværtom. Hvis det sker er det en god historie, som er
sikker på TV-dækning. DIFs kongres 2015 er et eksempel på, at man
–omsider- er klar til at opgive myten om
idrætten, som den bedre verden, der er et forbillede for den virkelige verden.
Temaet ”Skal idrætten redde verden? Skal verden redde idrætten.” viser, at
sporten måske er på vej væk fra sin selvhellige position. Sporten er på
alle måder et spejl af samfundet – på godt og ondt.
Snyd har altid eksisteret i sporten og ikke kun i den
professionelle sport. Men de seneste års udvikling har vist, at den
professionelle sport nu endegyldigt har tabt forbilledfunktionen. Ungdommens
barnlige tro på sportens retfærdighed og renfærdighed er afløst af alderens
resignation:
Ingen kan længere se en cykelrytter rykke legende let forbi
alle andre på et stejlt bjergstykke uden at tænke: doping. Ingen kan frasige
sig tanken, at det mystiske resultat i Champions League eller for den sags
skyld i serie 1, var et resultat af matchfixing. Ingen kan længere afvise, at topsporten
i dag er blevet til showsport, en gren af underholdningsindustrien, hvor
atleterne er underlagt kravet om kommerciel succes eller er blevet bærer af et
politisk budskab, så det ingen rolle spiller, at man f.eks. ikke har tradition
for en sportsgren, så længe man kan poste nok penge i vilde projekter og betale
beslutningstagerne for deres stemme, medens landets indbyggere og atleterne kommer
i anden række. Internationale mesterskaber som OL i Beijing 2008, OL i Sochi
2012, VM i håndbold 2015 i Qatar, VM og OL i Rio, afvikles ikke længere kun for
sportens skyld, men for reklameværdien for regimerne og firmaerne.
Hvad er der sket? Hvad har gjort legen til blodig alvor? Og
hvad har det med min idrætsaktivitet at gøre? Jeg tror, at initiativtageren til
de moderne olympiske lege, Baron Pierre de Coubertin, allerede i åbningstalen
til OL i 1920 i Antwerpen har set de tendenser, som præger sporten i dag: ”Fra den dag, hvor sportsmanden ophører med at sætte glæden ved sin egen præstation og den
kropslige beruselse og balance, som præstationen giver, højere end alt andet,
fra den dag, hvor han lader sig dominere af forfængeligheds- eller
profitbetragtninger, fra den dag er hans ideal blevet plettet og indsatsens karakterdannende
værdi, hvis man kan kalde det sådan, uigenkaldeligt svækket.” (P.d.C, Den
olympiske ide, s.76: ”) Den dag er for længst indtruffet i topidrætten og den
afsmittende effekt siver ned igennem rækkerne.
Hvad godt er der ved supermotionisten, der sætter helbred og
familieliv over styr i jagten på ekstremerne?
Hvad sandt er der ved resultater skabt på doping eller
matchfixing?
Hvad skønt er der ved afpillede bjergryttere, som piner sig
op gennem hårnålesvingene?
Coubertins – og mit - forbillede er selvfølgelig amatøren,
som con amore dyrker sin sport - uden det derfor bliver useriøst. Tværtimod
findes der mange målrettede atleter, eller motionister om man vil, der sætter
sig personlige mål, træner seriøst og opnår den glæde og ”kropslig beruselse”,
når man lykkes med en længe trænet detalje. Den slags ekstatisk glæde kan man
stadig se også hos showatleten efter et fantomløb, en sidste sekunds scoring
eller et perfekt slag, men det er sjældent at se en showatlet blive glad over
en 17. plads, selv om det måske ovenikøbet var en personlig rekord. Derimod kan
motionisten blive meget glad over et resultat, der placerer ham langt nede på
resultatlisten, men som overgår hans forventninger. Mange gange handler det om
at sætte sig et realistisk mål og opfylde det.
Det som ødelægger det gode, det sande, det skønne, som kan findes i idrætten, er, at pengene
kom ind i sporten, at den ikke længere er et mål i sig selv, men et middel til
at slå profit og prestige af. Det kan jo synes lidt idealistisk, men hvad er
vigtigst: sportslig vækst og dermed personlig vækst eller økonomisk vækst.
Begge dele vil politikerne sige uden at se faldgruberne, som åbner sig når
pengene kommer ind. Det var ligesom lidt mere ærligt, at man betalte sin
kontingent til den lokale idrætsforening og var med til at bestemme, hvad
pengene gik til.
Foreningssportens
største løgn:
Elite
skaber bredde, bredde skaber elite
Min idrætskarriere har ikke bragt mig bare i nærheden af
professionel sport, men har inkluderet en lang række idrætsforeninger i Ribe,
Vejle, Odense, Århus, Hinnerup hvor jeg har dyrket forskellige idrætsgrene:
fodbold, håndbold, atletik, O-løb, langrend og været medlem af bestyrelser. Det
sociale element – hold-/klubkammeraterne har spillet en stor rolle, men også
præstationen. Det var fedt at komme på udtaget ungdomshold til kredsstævne i
Århus og atletikken lærte mig at sætte pris på begrebet: den personlige rekord.
Men gennem mine idrætsstudier og mit bestyrelsesarbejde
stiftede jeg bekendtskab med, at den myte, som idrætsforbundene gerne bragte og
bringer til torvs, især når støtten fra det offentlige skal forsvares, nemlig,
at hvis vi fremmer forholdene for eliten, så får vi automatisk en større bredde
qua forbilledeffekten, eller omvendt: Vi må have en større bredde, for at kunne
producere nok talenter til eliten, den myte holder ikke. For udgangspunktet er
forkert og stiller sig hindrende i vejen for, at helt almindelige mennesker
opsøger idrætten, fordi de tror, at præstation er det ENESTE, der tæller.
Manden, som tog initiativ til det meste elitære stævne
overhovedet: OL, Pierre de Coubertin skriver 1927 med overraskende indsigt: ”Et land er i virkeligheden ikke en
sportsnation før den dag, flertallet af dets indbyggere føler et personligt
behov for at dyrke sport.” (ebd. s.93) Med forbillede i det antikke
gymnasium drømmer han om et sted ”hvor
konkurrencer og rekorder var bandlyste. Til gengæld skulle enhver voksen, når
som helst det passede ham, uden risiko for at blive kigget på, gratis kunne
give sig af med de enkleste øvelser: løb, spring, kast, gymnastik og mod en
passende betaling, dyrke boksning, tage en fægtelektion, tage en tur rundt på
ridebanen eller svømme i svømmebassinet.” (ebd, s.95)
Enhver skal have mulighed for at dyrke den sport, man vil
til en rimelig pris, men selv om vi er kommet et godt stykke af vejen, er det
endnu ikke tilfældet. Hvorfor ikke? Ja hovedsagelig fordi interessen og ikke
mindst pengestrømmen er rettet mod eliten – på alle planer. Argumentet er, at
elite skaber bredde, hvorfor førsteholdene – om det så er serie 3 –
selvfølgelig skal have de bedste forhold: trænere, træningstider, baner. Men
det holder ikke! Slet ikke! Et af de mest succesfulde forbund DHF oplever stor
tilbagegang i medlemstallet, trods gode resultater. Hvorfor? Ja en enkel forklaring
kunne være, at for en bredde udøver tæller det mere, at der er en træner, som
forstår at gøre træningen spændende, et passende hold og et godt
træningstidspunkt. Penge alene gør det slet ikke.
Bredden har ikke brug for eliten, jo måske som underholdning,
men ikke som rollemodeller. Det er på tide at skille sporten i
Forretningssporten og i Foreningssporten, så man kan skille pengestrømmene ad.
Som det er nu, er de menige breddemedlemmer med til at betale til eliten gennem
kontingent. Der er intet argument for at førsteholdet i serie 3 skal have bedre
forhold end serie 6 holdet. Og hvad har det serie 3 hold til fælles med landsholdet
stjerner, som tjener kassen og som alligevel får midler fra foreningssiden. Det
lyder af gustent overlæg, når DBU laver en ny kampagne med sloganet: ”En del af
noget større”. Vi vil gerne se stjernerne på banen, men bild os ikke ind, at
det har noget at gøre med vores old-boys hold. Vores kontingent skal gå til
vore aktiviteter og ikke til elitens.
Hvorfor skal et par løbesko være så dyre? Ja selvfølgelig
koster produktudvikling, men størstedelen af prisen udgøres af de
reklameomkostninger, der opstår når stjerner skal sælge varen. Hvorfor skal
entreen til showkampe være så høj? Fordi omkostningerne, herunder hyren til atleterne
er så høje. Lad os én gang for alle
adskille, hvad ikke hører sammen. Lad os adskille eliten fra bredden,
forretningssporten fra foreningssporten.
Showsport er et fantastisk tilbud fra
underholdningsindustrien, men har intet med breddesport gøre, selv om det måske
er de samme regler, måske den samme klub, måske det samme stadion. Showsport
har til hensigt at tjene penge til arrangørerne og forhåbentlig atleterne. Fint
nok, men lad dem så klare sig på markedsvilkår. Hvis man synes, at det er i orden
at betale 350 kr for en fodboldbillet, så kan man gøre det og dermed støtte
eliten. Hvis man politisk mener, at det er vigtigt at have en elite, der kan
vinde medaljer for Danmark, er det i orden for mig at afsætte statsmidler. Men
det vigtigste for mig og for landet er at bredden får bedre forhold, så vi kan
blive en sportsnation i Coubertinsk forstand. Det lønner sig for den enkelte,
der får bedre mulighed for at dyrke sin idræt og det lønner sig for samfundet,
fordi vi får et sundere samfund både mentalt og fysisk. Eller gør vi?
Sport er
da sundt?
Ja men, er vi ikke godt på vej: Antallet af organiserede
idrætsudøvere i DIF og DGI stiger og tilskyndelsen til motionsidræt har fået
mange uorganiserede i gang i skoven, på landevejen og i fitnessstudierne.
Kommuner stiller udendørs træningsfaciliteter gratis til rådighed. Jo det kan
man sige, men det er ikke uden problemer for sundhedseffekten er dobbelttydig:
Idrætsaktivitet er éntydigt godt for sundheden, men overdreven idrætsudøvelse er ikke godt, hverken for den enkelte
eller samfundet. Coubertin formulerede det på den måde, at sport er præget af ”overdrivelse”: den ultimative stræben
mod rekorden. Den tyske digter Brecht mente: ”Den store sport begynder der, hvor den for længst ikke mere er sundt.”
Omvendt havde han heller ikke meget tilovers for hygiejne-sport: ”Sport med det formål at forbedre
afføringen, har intet med sport at gøre.”
Hygiejne-sporten har jeg truffet
og til dels selv været del af på et fitness-studio, hvor jeg har oplevet
lystløse patienter cykle adstadig derudaf, mens de læser deres ugeblade i
forsøget på at slippe af med de overflødige kilo. Absolut bedre end at blive
hjemme i sofaen, men uden perspektiv, fordi den personlige målsætning mangler
og er erstattet af udefrakommende påvirkninger. Der skal være noget på spil,
når man dyrker idræt. Rekordsporten er i sagens natur overdrivelse, som ganske
vist fremmes af teknologisk udvikling mv, men også frister med medicinske
genveje, som ikke kun er forbeholdt eliten, men også trives langt nede i
rækkerne.
Men er det altid sådan? Eller kan
rekord også have et positivt aspekt? Min idrætsaktivitet som atletikudøver har
aldrig bragt mig bare i nærheden af de absolutte rekorder, men den relative
rekord, den personlige rekord, har betydet meget for motivationen. Det geniale
ved den personlige rekord er, at den altid er afstemt efter ens formåen. Hvis
man med stigende alder medregner denne faktor kan man dyrke sin sport på det
plan man ønsker hele livet.
Den personlige tilgang til
sporten, hvor det ikke er nok at være med, men hvor man stadig stræber efter at
forbedre sig, er nok det, der får mig til stadig at træne 3-4 gange om ugen. Som
stadig får mig til at melde mig til motionscykelløb, hvor man skal stå op før
fanden får sko på og ofte strider sig afsted i blæst og regn. Som stadig får
mig til at prøve at lægge lidt ekstra på til træning. Jeg kan stadig blive høj
af, at have kørt en tur i højt tempo – selvom det var i medvind. Men jeg kan
også blive deprimeret over, at der er dage, hvor man slæber sig afsted.
”Bevæg dig for livet”
Noget tyder på, at idrætslederne
har fattet, at foreningsidrætten må tage sig sammen for at fastholde den store
tilslutning. DIF og DGI har 2015 lanceret et projekt ”Bevæg dig for livet”, som
fokuserer på at aktivere den del af befolkningen, som ikke dyrker idræt.
Kronprins Frederik satte fingeren på foreningsidrættens ømme punkt: ”Visionen er til for at erindre alle
aktive som inaktive om, at idræt og motion er sjovt.” (Politiken, april,
2015) At baggrunden så er vigende medlemstal i store forbund som DHF og DBF gør
mindre så længe man sætter handling bag ordene og gør det lettere for alle at
dyrke sin idræt med fokus på, at det skal være sjovt og spændende.
Det samme gælder det nye aspekt i
Folkeskolereformen, hvor bevægelse er blevet obligatorisk i undervisningen. En
stor udfordring for lærere at bringe boglig læring sammen med kropslig
mestring, for det er ikke ligefrem det fysiske aspekt, der har tegnet
undervisningen. Og det er jo ikke, fordi det aldrig er blevet prøvet før: I det
antikke Grækenland var Idræt netop alle fags moder og indgik på lige fod med
filosofi i Gymnasiet.
Min karriere som idrætslærer i
gymnasiet har været et opgør med middelmådigheden, en kamp for at motivere mine
elever til ikke at nøjes med at fuldføre et 5 km løb på 45 min, men hæve
overliggeren og forsøge at overgå sig selv. Hvorfor ikke køre på cykel til
skole – og nu man er i gang, hvorfor så ikke køre en omvej, i stedet for at
sidde på bagsædet af farmands bil.
Intet kan matche den
kropsfornemmelse man har efter en vel udført træning, man er glad og tilfreds
med sig selv, man har haft intens social kontakt, man er klar til at indgå i
andre sammenhænge. Derfor bliver jeg ved med at dyrke idræt: på egne præmisser.
Anders Brok
