Bertolt Brecht mellem forfængelighed og forgængelighed

Bertolt Brecht – Modsætningernes mand mellem forfængelighed og forgængelighed

                 

”Bertolt Brecht? Var det ikke ham kommunisten, som skrev ”Mutter Courage”, og som var en rigtig mandschauvinist? Hvis man er heldig kan man hos lidt ældre litteraturinteresserede høre en sådan sætning, ja måske endda også, at han på flugt fra nazisterne boede i Svendborg nogle år, men at han i dag kun sjældent spilles på teatrene. Hos yngre vil han være helt ukendt, og det er en skam, fordi hans kunst var nyskabende, hans liv, som udspillede sig i den mest turbulente periode i Europas historie, var en fortælling så spændende, og hans person så modsætningsfyldt, at det i sig selv giver stof til eftertanke. En ekstra tilskyndelse var for mig, at jeg i 3 uger i 2013 boede i det hus, hvor Brecht boede i sin landflygtighed.

Bertolt Brecht (10.2.1898-14.8.1956)

BB blev født ind i en borgerlig familie i Augsburg (Bayern) og allerede her kunne man tydeligt se, at den unge Brecht ikke agtede at følge strømmen, men gjorde oprør mod sit ophav og dets forløjede normer og formåede at formulere det i umisforståelige vendinger:

                                   Fordrevet med god grund

Jeg voksede op som søn

Af velhavende folk. Mine forældre bandt en

Krave om min hals og opdrog mig

I vanen med at blive opvartet

Og underviste mig i kunsten at befale. Men

Da jeg blev voksen og så mig om

Brød jeg mig ikke om folk af min klasse

Ikke om at befale og om at blive opvartet

Og jeg forlod min klasse og sluttede mit

Til småkårsfolk.

 (1939.Oversættelse: Erik Knudsen)

I skolen nægtede han at deltage i hyldesten af offerdøden for fædrelandet i 1. Verdenskrig, som blev unge jævnaldrende til del og betegnede den i stedet for som propaganda: ”Afskeden med livet falder altid svært, i sengen som på slagmarken, mest dog for unge mennesker i deres livs blomstringstid” Kun hans behjertede tysklærer reddede ham fra at blive smidt ud af skolen i vanære. Allerede da var det en forfængelig og selvbevidst ung herre, som om sin skoletid sagde, at det ikke lykkedes ham at bibringe lærerne noget særligt! Skolen var for ham kun et venteværelse til det liv han hurtigt bestemte skulle være hans: livet som digter. Han søgte mod arbejderklassen og deltog i arbejder- og soldaterrådenes revolutionsforsøg i sin hjemby i 1918/19, men typisk for ham kun i baglokalet som sygehjælper. Hans våben var ikke geværer, men hans digtekunst.

”I mig har I én, som I ikke kan bygge på.”

I gymnasietiden dannede han en gruppe om sig og fordrev ventetiden med litteratur, druk, og hor. Hans blik for det andet køn var hurtigt udviklet, ligesom hans evner til at udtrykke sine følelser var en medvirkende årsag til, at han fik succes hos pigerne. Gymnasiekæresten Rose Marie Aman fik sit eget smukke digt: ”Minde om Marie A.”, hvor han mindes hende og deres kærlighed under blommetræet med udsigt til en sky på den smukke september himmel, som forsvandt lige så hurtigt som kærligheden, der antog andre former:

Måske de blommetræer endnu blomstrer

Og det kan være hun har børn og venter fler.

Men skyen blomstred kun et par minutter

Da jeg så op, var den ikke mer.

(Ovs. Erik Knudsen)

Men det var nu ikke ligefrem den ukomplicerede, rosenrøde kærlighed, der kendetegnede Brecht. Han havde snarere noget, der kunne ligne en macho-indstilling til kvinder. Om forholdet til kvinder skrev han 1925: ”Så snart to mennesker indgår i et forhold, indgår de også, i de allerfleste tilfælde stiltiende, en kontrakt …. Hvad angår mand og kvinde er det for det meste sådan, at manden i kraft af sin kontrakt forlanger uhyre meget og kvinden må give uhyre mange indrømmelser.” Og gennem sit liv gav Brecht mange eksempler på, at han faktisk mente hvad han sagde, selv om det ikke var et éntydigt billede af en mandschauvinist.

Brecht kunne ikke nøjes med én kvinde ad gangen og var slet ikke til ægteskab i borgerlig forstand. I sit fødehjem havde han set, hvordan faderen og moderen udadtil opretholdt facaden, mens faderen havde et forhold til hushjælpen. Den slags dobbeltmoral tog han afstand fra. Han så ingen grund til at lægge bånd på sine lyster og var ikke bange for at melde rent ud: ”Og jeg kan ikke gifte mig, jeg må have frit albuerum, kunne spytte, som det behager mig, sove alene, være uden skrupler.”  At Brecht så senere giftede sig – endda 2 gange – ændrede ikke på det faktum, at han blev ved med at opretholde flere forhold samtidig. Meget sigende fik han 4 børn med 3 forskellige kvinder, 1 uægteskabeligt og 3 inden for ægteskabet. Dertil kom flere aborter og et barn, der døde kort efter fødslen.

Hans promiskuitet byggede ikke på et attraktivt ydre, nærmest tværtom. Hans første kone, den underskønne operasangerinde Marianne Zoff har beskrevet ham som ”uplejet, dårligt klædt”. ”Det rørte ham ikke, at hans varme underbukser stak udenfor, i hans mundvige var indtørrede brune spytrester … hans hår var fedtet.” Men hvad var det så, der tiltrak kvinderne? Der kan næppe være tvivl om, at det var hans intellekt, den verbale charme og udstråling og hans rolle som digter, der tiltrak kvinderne.

Brecht var i sin tidlige ungdom fokuseret på det følelsesmæssige. Da han ikke længere kom sammen med Rosemarie A. skrev han til sin ven Caspar Neher: ”Jeg kan altså ikke mere kysse Rosemarie… men jeg kan kysse andre, naturligvis….. Men hvad er 100 muligheder mod én umulighed.” Senere kom også det intellektuelle, det litterære aspekt til, for det var ikke hvem som helst Brecht indledte forhold til. Kvinderne fik roller som muser og sekretærer i et arbejdsfællesskab, hvilket har affødt kritik af ham for at udnytte sine kvinder.

Arbejdsfællesskabet

Sandt er, at han kan angribes for at have levet et moralsk forkasteligt liv, som f.eks. i sit exil i Svendborg, hvor han boede sammen med sin kone Helene Weigelt og deres 2 børn, og på samme tid havde sin tyske muse og sekretær Margrethe Steffin og den danske skuespiller Ruth Berlau arbejdende og til tider boende i huset på Skovsbostrand. Men med i regnskabet hører også, at han sørgede for sine kvinder selv om det som regel var småt med penge for en exileret forfatter, enten med penge, som f.eks. betaling af den lungesyge Margrethe Steffins dyre behandlinger, eller med støtte til egne litterære produktioner. Arbejdsfællesskabet var vigtigt for Brecht og hans samfundsforståelse, som gik fra at være forfængelig Bürgerschreck og betragte sig selv som digter med stort D til at blive marxistisk og se sig selv som en del af det store fælleskab. En udvikling man kan se i hans digt fra 1936:

Hvorfor skal mit navn nævnes?

1.

Engang tænkte jeg: i en fjern fremtid

Når de huse, jeg bor i, er faldet sammen

Og de skibe, jeg sejlede på, er hugget op

Vil man stadig nævne mit navn

Sammen med andre.

….

5.

Men i dag

Er jeg indforstået med, at det bliver glemt.

Hvorfor

Spørge efter bageren, når der er brød nok?

Hvorfor

Berømme den sne, der er smeltet

Når nye snefald er nært forestående?

Hvorfor

Skal der være en fortid, når der

Er en fremtid?

6.

Hvorfor

Skal mit navn nævnes?

(1936. Ovs. Erik Knudsen)

Hans største succes før 2. verdenskrig var tiggeroperaen ”Laser og pjalter” og den var kommet til verden under medarbejde af Elisabeth Hauptmann, der stod for oversættelse af det engelske forlæg også i andre stykker, som f.eks. ”Mahagonny” og ”Happy End”. Hun blev nævnt på plakaten og fik sit navn på kontrakten, dog med en mindre procentsats end Brecht og Weill. Hun klagede da heller ikke, eftersom hun indgik i et arbejdsfællesskab.  

Arbejderskuespilleren Margrethe Steffin blev Brechts elskerinde og samarbejdspartner af samme grund. Her kunne hun udvikle sin kunst og inspirere Brecht. Hun fik sit navn med i tekstsamlinger og ikke mindst bekostede Brecht frem til hendes død i Moskva 1941 flere kurophold, der skulle helbrede hende for den frygtede sygdom tuberkulose.

Den danske arbejderskuespiller Ruth Berlau – Røde Ruth – kom ind i Brechtkredsen, da han 1933 slog sig ned i Svendborg. Hun forelskede sig i ham og blev i hans omkreds frem til sin død i Østberlin 1974. Hun hjalp Brecht med at oversætte fra dansk og sætte hans stykker op, men fik også selv støtte, både pengemæssigt og kunstnerisk. Hun fik ansættelse ved Brechts teater Berliner Ensemble som fotograf, men måtte efter Brechts død klare sig på anden måde. Hun døde ulykkelig og ensom med mindet om et arbejdsfællesskab og et kærlighedsforhold, der fik sit udtryk i sønnen Michel, som blev født september 1944, men døde efter få dage.

Men hvorfor fandt hans kone, Helene Weigelt, sig i i hele deres ægteskab at Brecht helt åbent havde forhold til andre kvinder? Det gjorde hun nok heller ikke uden videre – der er flere eksempler på situationer, hvor hun prøvede at ændre på forholdet. Men situationen, landflygtighed med 2 små børn, en umulig arbejdssituation som skuespiller uden scene at optræde på, gjorde, at hun først og fremmest fokuserede på at bringe familien frelst gennem den svære tid. Hun var faldet for Brechts charme, men også fordi Brecht skrev stykker til hende og hun indgik idet kunstnerisk kollektiv, som hun indså var forudsætningen for Brechts digtning. Men det har bestemt ikke været let i 16 år ikke at kunne udøve sit elskede erhverv, men være praktiske gris, som organisator og ikke mindst madmor. Belønningen kom i slutningen af hendes liv, hvor hun blev administrativ leder af det, der stadig kaldes Brecht teatret, Berliner Ensemble, og endelig fik lov til at spille de roller, som Brecht skrev til hende.

”Det simple, som er svært at udrette.”

Men kommunist da? Han var da overbevist marxist og kommunist? Ja og nej – I starten var Brecht kritiker af det konservative samfund, som omgav ham i det bayerske Augsburg, ud fra en ny-saglig samfundsopfattelse, men i slutningen af 20erne stiftede han bekendtskab med Marx´ teorier og bekendte sig derefter som marxist, fordi teorien gav ham en forklaring på de misforhold, han kunne se i tiden:

Kommunismens pris

Hvad taler imod kommunismen?

Den er fornuftig, alle forstår den. Den er let.

Er du måske en udbytter? Den taler til din slag.

Forhør dig om den, den er til bedste for dig.

En dumrian kalden den dum, og de snavsede kalder den snavset.

Den er fjende af snavs og fjende af dumhed.’’

De øverste kalder den forbryderisk,

Vi andre ved dog:

Den er ingen galskab,

Tværtimod galskabens ende.

Den er ikke kaos,

Tværtimod orden.

Den er det simple, som

Er svært at udrette.

(1933 Ovs. Iwan Malinovski)

Brecht troede altså på det fornuftige i fællesskabet, som kan løse de problemer den enkelte har. Og det fornuftige kom til udtryk i det kommunistiske parti: ”Den enkelte har to øjne/Partiet har tusind øjne.”. Men hvem er så partiet? Det giver Brecht også sit bud på: ”Vi er det /Du og jeg og I – vi alle/den er i dit tøj, kammerat, den er i dit hoved.” og senere ”Vi kan tage fejl, og du kan have ret, altså/forlad os ikke.” (1933). En passende kommentar til de karrierepolitikere, som skifter politisk parti som andre skifter skjorter.

Ingen tvivl om, at det var propaganda for det kommunistisk parti, men som den modsætningsfyldte mand Brecht var, blev han aldrig selv partimedlem, måske fordi han tidligt så, at det som så simpelt ud, var endog meget svært at udrette. Han ville skildre virkeligheden, som den var og måtte derfor gang på gang konstatere, at så enkelt og let var det ikke at ændre samfundet. De som i teorien primært skulle være bærere af det kommunistiske samfund, arbejderne, viste sig i praksis oftest at have småborgerlige tendenser, som man f.eks. kunne se i filmen ”Kuhle Wampe” fra 1934, hvor Brecht dog i sin og Hanns Eislers ”Solidaritätslied” også viste at sammenhold kunne overkomme problemer som individuelle løsninger ikke kunne. Synpunktet virker i dagens superindividualistiske samfund, hvor solidaritet nærmest er et fyord, forældet, men med de megastore problemer, der tårner sig op for menneskeheden, skal man ikke helt afskrive begrebet.

En af grundene til, at Brecht aldrig blev partimedlem og ikke altid var velsete i kommunistiske kredse var, at han ikke accepterede partilinien på litteraturpolitikkens område. Den socialistiske realisme kunne slet ikke rumme den modsætning, den dobbelthed han så udfolde sig i samfundet. Han skabte derfor sin egen teaterteori: det episke teater, som aldrig blev populær i dogmatiske kredse, fordi Brechts stykker ganske vist viste det kapitalistiske samfunds mange problemer, men ikke kom med den lette løsning: den kommunistiske arbejdets helt. Tværtimod har hans hovedpersoner, som f.eks. Mutter Courage eller det gode menneske fra Sezuan Shen Te, som omstændighederne tvinger til at antage skikkelse som sin onde fætter Shui Ta, alle de bedste hensigter, men står ikke imod presset fra samfundet og udvikler ikke særligt positive egenskaber. I stedet overlader Brecht det til tilskueren at analysere situationen og tage affære mod uretten: ”Vorhang zu und alle Fragen offen.”

Det var én af grundene til, at Brecht på flugt fra nazisterne (1941) valgte ikke at søge om ophold i Moskva, selv om rejsen via Finland gik over Moskva til Vladivostok. Stalin havde andre planer for kunstnere, der ikke makkede ret. Derfor gik rejsen til af alle steder Hollywood, USA, hvor han måtte sande at markedsøkonomien herskede. Han var en fri mand, men det var svært for ham at overleve uden publikum og i en filmverden, hvor succes måltes i profit. Han beskriver sin situation i en elegi: ”For at tjene mit brød går jeg hver morgen/Til torvs, hvor løgne købes./Forventningsfuld/Indtager jeg min plads i sælgernes række.”

CIA holdt øje med ham og betragtede ham som samfundsomstyrtende kommunist, men det var først i efterkrigstidens McCarthy-høringer 1947, at han blev indkaldt til forhør og stod i fare for at blive interneret. Men Brecht var som ofte før godt underrettet, så dagen efter at være blevet afhørt, rejste han tilbage til Europa i søgen efter et land, der ville give ham asyl – og et teater. Det gjorde så DDR i 1949, ganske vist hele tiden under SED-partiets kontrol og kunne man fortænke Brecht i efter 16 års landflygtighed at slå til, selv om han – selvfølgelig – var skeptisk? Endnu mere utålmodighed og skepsis blev der grund til i årene, der fulgte.

Hjulskiftet

Jeg sidder ved vejkanten.

Chaufføren skifter hjul.

Jeg er ikke så gerne dér hvor jeg kommer fra.

Jeg er ikke gerne hvor jeg skal hen.

Hvorfor betragter jeg hjulskiftet

Med utålmodighed?

(1954. Ovs. Ivan Malinovski)

Arbejderopstanden 1953 i Østberlin blev anledning til en uoverensstemmelse med SED-partiet, der dog formåede at holde utilfredsheden ude ved at censurere det væk, som ikke passede dem. Brecht kritiserede vesten for at fiske i rørt vande, men opfordrede også partiet til at tage en dialog med masserne, der havde været stærkt utilfreds med forhøjelserne af arbejdsnormerne. Denne del af hans stillingtagen blev ikke trykt, ligesom hans kendte digt ”Løsningen” blev trykt men først meget senere.

Løsningen

Efter opstanden den 17. juni

Lod forfatterforeningens sekretær

I Stalinallé uddele flyveblade

Hvorpå der stod, at folket

Havde forskertset regeringens tillid

Og kun kunne genvinde den ved fordoblet

Arbejde. Var det da ikke

Simplere, om regeringen

Opløste folket og

Valgte et andet?

(1954 ovs. Ivan Malinovski)

Han var på ingen måde blind for at indførelse af socialisme ikke var en søndagstur i parken, men han havde nok ikke tænkt, at det skulle blive så svært, ja umuligt:

Iagttagelse

Da jeg vendt tilbage

Var mit hår endnu ikke gråt

Da var jeg glad.

Bjergenes slid ligger bag os

Foran os ligger sletternes slid.”

(1954 ovs Ivan Malinowski)

Han mistede aldrig troen på, at det var muligt, men fokuserede i sine sidste år på det nære, som kom til udtryk i hans sidste digtsamling: Buckower Elegien.

Fornøjelser

Det første blik ud af vinduet om morgenen

Den genfundne gamle bog

Begejstrede ansigter

Sne, årstidernes vekslen

Avisen

Hunden

Dialektikken

Brusebad, svømmetur

Gammel musik

Magelige sko

Indsigt

Ny musik

Skrive, plante

Rejse, synge

Være venlig.

(1954 Ovs. Ivan Malinovski)

 Måske var det en erkendelse af, at ting tager tid og radikale ændringer ikke kommer i et ruf, at det er vigtigt at fastholde perspektivet i sit eget liv for at kunne bidrage til dialektikken i samfundet.

Varede vi uendeligt                                  

Varede vi uendeligt

Så ændredes alt.

Men da vi er forgængelige

Bliver meget ved det gamle.

(1954 ovs. Erik Knudsen)

Forgængeligheden traf Brecht få år senere, hvor han døde af et hjerteanfald uden at have set det solidariske, socialistiske samfund udfoldet. Hans begravelse var efter hans eget ønske en enkel ceremoni og hans eget forslag til indskrift på gravstenen: ”Er hat Vorschläge gemacht.” men på Dorotheenstädtischen Friedhof står kun hans navn på gravstenen og meget er stadigvæk ved det gamle.

Litteratur:

Bertolt Brecht, Digte. Udvalgt og oversat af Erik Knudsen og Ivan Malinovski, Gyldendal 1978
Jan Knopf, Bertolt Brecht. Lebenskunst in finsteren Zeiten. Carl Hanser Vlg., München 2012Werner Mittenzwei: Das Leben des Bertolt Brecht oder Umgang mit den Welträtseln. Suhrkamp, FfM 1987