Rejsebrev 1 Rio: Fra country club til favela.

Rio: Fra country club til favela

Rejsebrev 1

Stærke indtryk melder sig allerede I taxaen fra lufthavnen til bestemmelsestedet: utrolig tæt trafik, veje, der fører forbi de verdenskendte strande Copacabana og Ipanema, men også forbi de illegale favelaer, der ligger lige ud til motorvejen mod syd til Barra da Tijuca. Husene, lavet af forhåndenværende materiale og stablet ovenpå hinanden, så man må undre sig over, hvordan man finder op til 4. sal, ligger op ad bjergsiderne mange steder i Rio. Men vores bestemmelsessted er modsætningen. Barra da Tijuca minder om Miami med mange hoteller og kilometerlange strande. Vi ankommer til et herskabsanlæg bag lukkede mure, som vi når frem til gennem et bevogtet checkpoint. Vi bliver hjerteligt modtaget af vores værter og nyder deres gæstfrihed med eget værelse og velkomstgrill ved poolen. Husets alt-muligmand står for den del, ligesom han slæber bagage op ad trapperne.

Følelsen af at være landet i en kolonial tidslomme bliver forstærket dagen efter, hvor vi bliver inviteret på frokost i den lokale Country Club, som har 800 medlemmer, der selvfølgelig er kendte af vagtposterne ved indgangen. Bag de høje mure findes pool, restaurant, park, tennisbaner, alt sammen velholdt af righoldigt personale. Frokosten bliver ikke betalt ved bordet, men skrives på medlemskontoen. Værtsparret, som har haft succes med et ingeniørfirma og derfor er velsitueret, er utroligt generøse og hjælpsomme og fortæller gerne om Brasilien og dets problemer.

Brasilien, som har haft forbløffende vækstrater, står ved begyndelsen af en dyb krise: Pensionsspørgsmålet er ikke afklaret, der har været en stor finansskandale (Petrobas), regeringen prøver at lukke hullet i statskassen ved at hæve skatterne, korruption er hverdag. Det har ført til store demonstrationer mod regeringschefen Dilma, og svindende smil hos de ellers livsglade brasilianere. Et andet stort problem i Rio er kriminaliteten, hvor overfald, røveri og mord hører til hverdagen, hvorfor vi da også holdt os indenfor om natten, med mindre vi var i selskab med andre. Derfor oplevede vi ikke kriminalitet på egen krop – ikke engang antydning, hvilket måske også skyldtes den massive tilstedeværelse af politi på gaden, i luften og til vands. VM i fodbold 2014 var første prøve og næste er lige om hjørnet OL 2016. Der er ikke råd til fejltagelser der.

Vi havde ingen problemer da vi boede på et backpacker-hotel i Copacabana eller da vores værtspar tog os med til en favela, hvor vi på Bar do David fik en god frokost på vakkelvorne klapstole ved plasticborde, men med venlig stemning. Stedet var populært – også hos ikke favela-beboere – et sted, man godt kunne besøge uden politibeskyttelse. Men på vejen ned til forbindelsesvejen fik vi et godt indblik i boforholdene: åbne kloakker, meget tæt beboelse uden privatliv, ussel vedligeholdelse. Og her var tale om en favela af de bedre.

Naturligvis måtte vi også se Rios store turistattraktioner: Kristusfiguren, Sukkertoppen, Copacabana-stranden, men helt så sommerligt, som på postkortene, var det ikke. Vi oplevede et uvejr med torden og styrtregn på vej op i svævebanen til Sukkertoppen. Men lige så hurtigt uvejret kom forsvandt det og vi fik et fantastisk vue af byens lys, der viser udstrækningen over mange kilometer, klemt inde, som byen er, mellem bjerge og Atlanterhav.

Det lykkedes os på de 5 dage, vi var der, at stifte bekendtskab med to af de ting, som Brasilien er kendt for i verden: Samba og fodbold. Værtsparret tog os med til en klub, hvor en blanding af lokale og turister hver onsdag hengav sig til sambaen. Her mødtes danselæreren med sin elev for at danse, men også ægtepar og danseinteresserede i øvrigt kastede sig hengivent ud i sambaen. Det var dansetrinene det drejede sig om intet andet. Det var noget vanskeligere at forestille sig det, da vi dagen efter på vores City tour i stærk regn kom ud til stedet, hvor Rios karneval holdes: Tilskuerpladser til 70000 fordelt over 800 meter, som udgjorde den distance sambaskolerne skulle holde den kørende for at klare sig i konkurrencen.

Til gengæld levede fodbolden op til forventningerne. Sammen med 28500 tilskuere overværede vi El Classico mellem to Rio mandskaber: Flamengo og Fluminese. Vi holdt med Flamengo, men på slapt forsvarsspil, der ikke kunne holde den gamle landsholdsangriber Fred fra fadet, som scorede to gange og sikrede Fluminese sejren med 3:2. Men sjældent har vi hørt så brutal en lydkulisse og set tilhængere gå så meget op i kampen. Der kan ikke engang Brøndby-fans være med.

På 5 dage i Rio fik vi et indblik i byens fortrin og dens problemer: de mange modsætninger, som var direkte aflæselig i bybilledet. Det bliver spændende at følge med i udviklingen.