Rejsebrev 3 - I djævlens gab

Rejsebrev 3

I djævlens gab

Buenos Aires var en stor mundfuld for to turister, som er vant til at færdes i landlige omgivelser og højest stifter bekendtskab med mindre storbyer som København eller Hamburg. Og Argentina er jo så kæmpestor, at det meste af landet er tyndt befolket. Derfor var det på mange måder en lettelse at komme ud af storbyen og opleve en storslået natur. Vi blev mange gange tryllebundet af den store afveksling naturen opviser, så det giver god mening at vi befandt os i djævlens gab, alene af den grund, at vi besøgte to steder i landet, som blev kaldt Garganta del Diablo.

Første gab vi stiftede bekendtskab med lå på grænsen mellem Brasilien, Paraguay og Argentina: Foz de Iguazu. Midt i et tropisk jungleområde lå det mest imponerende skue jeg mindes at have set. Myriader af vandløb væltede ud over klipperande og skabte et panorama af uendelige vandmængder. Specielt frygtindgydende var Garganta del Diabolo, som man kunne få nærkontakt med via en gangbro. Øredøvende og dragende så man - også for ikke at blive våd - måtte vende ryggen til, inden man selv blev suget med. 

Området på begge sider er Nationalpark og selvfølgelig udnyttet som turistattraktion, så man kan komme på cykelsafari, rafte og få nærkontakt med vandfaldene i en såkaldt bådsafari. Vi kunne konstatere, at det nok nærmere burde hed vådsafari, fordi turen gik ud på at forcere vandmasserne ind til og ind under selve vandfaldene. Intet andet end måbende beundring og ærefrygt for naturens kræfter stod tilbage da vi efter 3 dage med besøg på begge sider af vandfaldet forlod området for at begive os 1800 km nordpå op til Salta.

Selve busturen på 20 timer er i sig selv en oplevelse. Vi havde købt bedst kvalitet, hvilket betød bløde, brede sæder, der kunne lægges helt ned og fungere som senge: Cama ejecutivo. Ikke nok med det så indbefattede billeten også servicio, hvilket vil sige mad, drikkevarer, snacks, drinks. Alligevel må man sige, at turen hen over den uendelige pampas til sidst faldt lang.

Salta viste sig at være en moderne by med fantastiske, varierede omgivelser. Vi tog på 3 endagsture, som alle startede kl. 7 og minimum varede til kl. 18. Grunden hertil var, at turene bragte os ud af dale og op gennem bjerge helt op til 250 km væk fra byen. Tur 1 til Cafayata bød på et nyt møde med djævlens gab - denne gang i sten. Dalen ind til vinbyen Cafayata var spækket med spektakulære former skabt af erosion og i varierende røde farver. Man havde moret sig med at navngive nogle af formationerne, såsom Titanic, Frøen, Bin Laden. Naturen havde også frembragt et amfiteater, udhulet i klippesiden og med en god akustik. Bjergtaget blev man også af Djævlens gab, der var en åbning i klippevægen, som fortonede sig opad i et farligt terræn. Her skulle man ikke vove sig ind.

Tur 2 gik til Humahuaca, som ligger endnu længere væk fra Salta end Cafayta. Her var det mere farverne, som kunne imponere os. Det syvfarvede bjerg var bare et af mange eksempler på naturens kunnen, en farvepragt uden lige. Vi bevægede os også på gamle inkastier og besøgte den restaurerede Inkafæstning i Tilcara, hvor man fik et godt indblik i leveforholdene i de små stenhuse.

 Tur 3 gik til den lille bjergby Cachi, som ligger ved Argentinas svar på Route 66, R40. Vejen dertil var ikke som på de to første kørsel i dale langs udtørrede floder, men førte over et bjergpas Cuesta del Obispo i 3457 m over skyerne. Vi havde egentlig planlagt at ville tage Tren de las Nubes (Toget over skyerne), som er en særdeles efterspurgt turisatraktion, så efterspurgt, at vi ikke kunne få en billet til 800 kr for en endagstur frem og tilbage. Selve bjergbyen Cachi var en hyggelig lille by, som markedsførte sig på deres stilhed: Efter et sagn døde her stilheden - og man må sige, der var meget stille i gaderne, når man da kunne unddrage sig turistrumlen med fælles bespisning af højttalende turister som os.

Eneste ting man kunne kritisere turene for var, at det var meget lagt an på det kommercielle aspekt med besøg i faste souvenirbutikker, cafeteriaer og restauranter, men det er jo nok prisen for at få de tre ture til en pris ca. den som man måtte betale for en endagstur med toget til skyerne. Men ligesom vi ikke kastede os i djævlens gab, hverken i Iguazu-vandfaldet eller i Cafayata-dalen, behøvede vi heller ikke at falde for turistindustriens medkøb.