Hvad gør man som nyslået pensionist for at nedtone
abstinenserne, når de forhenværende kolleger påbegynder et nyt skoleår? For
undertegnede med fagene tysk og idræt lå det lige for at kombinere de to fag,
som har udgjort mit arbejdsliv, i en MTB-tur langs den tysk-tyske grænse på
Iron Curtain Trail, fra Tjekkiet i syd til Priwall i nord. Ikke så få
undervisningstimer er gået med undervisning i Øst-Vestproblematikken, nu var
det på tide med anskuelighedsundervisning. Et særdeles relevant spørgsmål
skulle blive: Hvor går grænsen?
Selvfølgelig er der den banale, geografiske side, som skulle
vise sig at have historiske rødder flere hundrede år tilbage. Kan man stadig
genfinde det brede bånd, kendt som Todesstreifen eller Jerntæppet, der slynger sig 1393 km fra
nord mod syd, i naturen? Mindst lige så relevant er de fysiske udfordringer en
sådan tur på ca. 750 km byder: Hvad kan man byde sig selv i det storkuperede
terræn? Men mest interessant er dog at se og opleve, om genforeningen for 24 år
siden gennem en vellykket integration har slettet alle mentale forskelle, eller
om der stadig findes spor af den afgrundsdybe forskel mellem det kapitalistiske
BRD og det kommunistiske DDR.
Fra Todesstreifen til Lebenslinie
Lad os slå det fast med det
samme: Det er svært at finde grænsen. Naturen har erobret tilbage, hvad der af
hensyn til frit syns- og skudfelt, blev holdt nede. Det mest sikre tegn på, at
der her en gang for ikke længe siden lå en frygtet grænse, der i dens 40 årige
levetid kostede ca. 1000 mennesker livet, er de hundredevis af kilometer med
betonelementer, der udgjorde kolonnevejen, som vagtmandskabet patruljerede på.
Nu er kolonnevejen et yndet udflugtsmål for vandrere og cykelturister, der får
sig store naturoplevelser.
Dødsstriben er ligefrem blevet omdøbt til livslinien og går
nu under betegnelsen: Das grüne Band. Paradoksalt nok betød etableringen af
jerntæppet, at sjældne dyr og planter fik et område, hvor de uforstyrret kunne
udvikle sig. Men der pågår en stadig kamp mellem naturbeskyttere og andre
interessenter, som f.eks. ønsker at føre veje igennem bæltet.
Man kunne tro, at da den fredelige revolution og
genforeningen fandt sted i 1989 ville de mennesker, som var direkte berørt af
den umenneskelige grænse - familier og virksomheder, der blev fanget i en
blindgyde i årtier - at disse mennesker ville fjerne grænsehegn og –mure,
forsøge at glemme og komme videre. Men en del steder på de 750 km jeg kørte fra
Hof i Bayern til Marienborn i Sachsen-Anhalt havde de lokale bestemt, at der
skulle bevares et komplet grænseovervågningsafsnit, så ingen 24 år efter kunne
sige: Det vidste jeg ikke.
Forbundspræsident v. Weizsäcker udtalte 8. maj 1985: ”Den
som lukker øjnene for fortiden, bliver blind for nutiden.” Det var møntet på
nazi-tiden, men gælder ligeså vel for DDR-tiden og beskriver de store
problemer, der opstod i kølvandet på euforien i 1989 og fortsat præger det østlige
Tyskland: Ikke alene skal østtyskerne gøre op med nazi-tiden, som i vest, men
skal også forholde sig til 40 års uret.
Little Berlin”
Et godt eksempel på problemstillingen finder man i
Mödlareuth, som i DDR-tiden gik under navnet ”Little Berlin” og oplevede stor
tilstrømning af publikum, herunder politikere som f.eks Helmut Kohl, der ville
opleve den kolde krig helt tæt på. Grænsen gik midt i Tannbækken og havde gjort
det siden 1810, hvor den vestlige side hørte under kongeriget Bayern, i dag
fristat Bayern, medens den østlige side hørte under fyrstdømmet Reuss, i dag Thüringen. Hver bydel har stadig hver
sin borgmester, sit postnummer, sit områdenummer i henholdsvis Bayern og
Thüringen, men levede og lever deres sociale liv på hver side af bækken.
Fra 1952 og fremefter udbyggedes grænsen fra at være et
plankeværk til et mønster på, hvordan man forhindrer ens borgere i at flygte.
Man indførte en 500 m spærrezone, som krævede særtilladelse for at komme ind i.
Befolkningen blev underkastet en pålidelighedstest i den såkaldte ”Aktion
Ungeziefer” (udyr) 1952 og senere ”Aktion Kornblume” 1961, så man var sikker
på, at de fastboende var partitro. Upålidelige elementer blev tvangsfjernet og
hele landsbyer blev sløjfet i takt med den kolde krigs eskalation. I Mödlareuth
byggede man en 700 m lang, 3,30 m høj mur, som blev komplementeret med hegn og
miner og spærrezonen blev udvidet til 5 km.
Derfor kan det ikke undre, at der kun fandt én vellykket
flugt sted, da en tekniker med papirerne i orden i et ubevogtet øjeblik en nat
kunne køre sin varebil op til muren, tage en specialfremstillet stige op på
taget og klatre over muren og hoppe over bækken. Vagtpersonalet, der havde haft
over 1 min tid til at reagere, blev, som det fremgår af STASI-dokumenter, beordret
til ideologisk træning med henblik på at styrke viljen til at bruge skydevåben
ved flugtforsøg.
Den 9. december 1989 blev muren åbnet for passage med musik
og taler og glæden var stor at dømme efter filmen, der vistes i
Deutsch-Deutsches Museum på vestsiden, men indtrykket blev relativeret af den
historie min værtinde i Ferienhof Friederich fortalte om deres indflytning i
det hus, der engang havde huset officererne i vagtmandskabet fra NVA (Nationale
Volks Armee). Værtinden, som var fra Øst, havde fået hjælp af en pige, der
havde en bil med Wolfsburg-nummerplader (vest) og om morgenen dagen efter stod
et stort skilt ved indgangsdøren: ”Verpisst Euch” SKRID! Senere erfarede hun
også, at hun fra østdelen af landsbyen blev udspioneret med kikkert og hendes
færden blev fastholdt i noter. Ikke alle var glade over omvæltningerne!
"Wir können ja nicht alle vom Tourismus leben!"
Østtyskerne fik deres rejsefrihed, deres ytringsfrihed, deres demokrati, men de måtte også betale en høj pris.Værten for ”Raststüb´l”
i Sorge (Harz) formulerede det på den måde, at han havde været glad for sit
arbejde i det lokale støberi, som efter 1989 blev nedlagt som urentabelt. Han havde søgt en
udvej ud af arbejdsløsheden ved at bygge et lille pensionat. ”Vi kan ikke alle
leve af turismen”, som han sagde med stresset stemme, og når man spurgte til
forskelle fra før til nu, fortalte han om ændrede adfærdsmønstre. Dørene blev
låst nu, børn fik ikke længere lov til
selv at gå i skole og der var nabostridigheder.
Arbejdsløsheden er stadig markant større i Øst og antallet
af indbyggere, der pendler eller flytter til Vest – især unge og uddannede
kvinder – giver en forklaring på, hvorfor der var markant færre mennesker på
gaderne og en trist atmosfære i mange af de småbyer i Øst jeg kørte igennem.
Man skulle ikke langt ind i sidegaderne før man på bygningernes stand kunne se,
at der er lang vej igen, før veststandard opnås. Kun de landsbyer, der havde
opnået egnsudviklingsstøtte fra EU, virkede mere velplejede og livlige.
I det hele taget var det
tydelig, at EU i dag spiller en væsentlig rolle for Tyskland i dets
bestræbelser på at gøre op med fortiden. Ved alle større veje, der førte over
den tidligere grænse, markerede et EU-brunt skilt genforeningen med nøjagtig
gengivelse af det tidspunkt, hvor Tyskland igen blev endelig forenet med
Europa. Det officielle Tyskland fremhæver ikke det nationale aspekt som Willy
Brandt påpegede i sin berømte sætning: ”Nu vokser det sammen, som hører
sammen.” Og det er nok en klog disposition.
Point Alpha
USA har som nær allieret og som beskytter af Vesttyskland i
perioden 1949 – 1989 en stor plads i fortællingen om den Kolde Krig. Et af de
steder, hvor det kommer stærkest til udtryk, er Point Alpha. Militære strateger
formodede, at det var i det såkaldte ”Fulda Gap” et angreb fra Østblokken ville
finde sted, og derfor oprettede man en observationspost direkte ved grænsen
ovenfor byen Geisa. Herfra observerede man bevægelserne i området 24 timer i
døgnet i en forlægning, der var en selvforsynende enklave.
Mindre end 200 m derfra sad østtyske vagtposter og holdt øje
med de amerikanske bevægelser. Hvis
amerikanerne kørte deres tanks over en rød linie aftegnet i lejren blev det
opfattet som en aggression og der blev slået alarm. Derfor holdt man sig på sin
side for at undgå provokationer. At det var forbundet med livsfare at bevæge
sig ind på DDRs grænseområde vidste alle: Indtil 1975 var der udlagt miner og
selvskydeanlæg (SM 70), der udløstes ved snoretræk.
Men historien melder alligevel om gentagne forsøg på at
passere grænsen. Således også her, hvor 2 unge forsøgte at komme over til det
frelsende vest, men blev fanget i spærrezonen af SM-70 selvskydeanlægget og
forblødte uden at amerikanerne kunne komme til hjælp. Folk fra vest rejste et
birkekors for at mindes de omkomne og en GI-soldat på besøg i sin gamle
forlægning fortalte, at før de tiltrådte tjeneste i Alpha Point blev de ført
hen til birkekorset og fik de indskærpet vigtigheden af deres tjeneste. ”This
is why you are here!”. Med til historien hører så, at en informationstavle
oplyser, at en avisartikel om de 2 unges død fremkaldte en reaktion fra den
ene, der fortalte, at han skam da levede, var blevet hentet tilbage og at begge
overlevede, ganske vist med mén. Selv så grufuld en ting som en umenneskelig
grænse har nuancer, som aldrig kom frem i den ideologiske krigsførelse, der
prægede den kolde krig.
Som afslutning på
området har man på Thüringen-siden opført et ”Haus auf der Grenze”, hvor man
med interview og exponater anskueliggør livet i grænsezonen. Gennem kunstværker
udenfor museet bliver formålet tydeligt: håb om fred og demokrati. Et rundt
bord, hvor alle parter samles på demokratisk vis, en fredsspiral af den tyske
kunstner Friedel Deventer og en skulpturserie ud ad kolonnevejen opbygget med
14 stationer som Jesus lidelsesvej med det sigende navn ”Weg der Hoffnung”.
Højdepunktet: Brocken
De 750 km bød på en del stigninger - ca. 16000 højdemeter på
13 dage- især i Thüringer Wald, hvor 12-16% stigninger nok kunne få sveden til
at springe og grænsen for at træde cyklen op ad bakken var nået . Når
termometeret nåede op på over 30 grader var et væskeindtag på 5-6 liter ingen sjældenhed. Til gengæld var der
let adgang til at udligne væskemanglen. Grænsen for den daglige dosis af
kilometer blev i løbet af turen ændret fra gennemsnitlig 40-50 km til 50-60 km
i takt med at temperaturen faldt og formen blev bedre og jeg nåede ned til
Saale- og Werra-flodens bredder. Rhön-bjergene bød på et mere åbent,
storkuperet terræn med storslåede panoramaer, men turens højdepunkt ventede forude
i Harzen: Brocken på 1142 m. Flere gange havde jeg i 80erne været i Harzen for
at løbe ski for foden af Brocken, men kunne ikke komme nær toppen, der var DDR
spærrezone. Nu skulle det være!For ikke at udfordre skæbnen for meget havde jeg
valgt kurstedet Sorge 20 km fra bjerget som udgangspunkt, så jeg ikke behøvede
at slæbe de 15 kg oppakning med op. Det viste sig at være en god disposition.
Vejen fra Sorge gik over Elend til Schierke og derfra op til toppen og bød på
600 højdemeter og bortset fra en fejlnavigation var det en overkommelig opgave.
En fin asfalteret vej lukket for biler førte hele vejen op, dertil kom
vandrestier og Harzer Schmalspurbahn, der tilsammen i højsæsonen kunne bringe
over 50000 besøgende op over trægrænsen.
En fantastisk udsigt byder bjerget på og en interessant
historie. Som det højeste bjerg i Nordtyskland havde og har det en mytisk tiltrækningskraft,
der fik mange til at opsøge bjerget og det indgår også som motiv for kunstnere
som Heine og Goethe, der fik stof til sin skildring af Valborgsnatten i stykket
over dem alle ”Faust 1” Heksemotivet slipper man ikke for på Brocken eller
Bloksbjerg – det falbydes i mange varianter på museet, der holder til i STASIs
gamle lyttepost – dog nu fornyet med en glasfront. Aflytningsudstyret rettet
mod Vest står stadig i den rundbuede beskyttelseskappe – og apparaterne er fra
Siemens og andre vestfirmaer. På samme måde som hegnet, der udgjorde en del af
grænsespærringen var vesttysk produceret, men indkøbt via Sverige!
Brocken var lukket område for almindelige DDR-borgere, men
en rørig 75 årig mand fortalte mig, at han havde stået på en officiel liste,
der gav ham og et antal andre vintersportsfolk tilladelse til at dyrke
vintersport i spærrezonen. Faktisk var det udset til at være DDRs
vintersportcentrum, bl.a. fordi det var snesikkert, men pgra
grænsebeliggenheden blev det droppet. I dag konkurrerer Braunlage (Vest) med
Schierke (Øst) om skituristerne i det snesikre Harzen, hvor der er et udbygget
løjpesystem, skipister og hopbakker.
Åbning af spærrezonen fandt sted 3. december, 1989 på
foranledning af en gruppe borgere, herunder vores naturguide på en tur rundt på
Brocken. Folk fra egnen valfartede til toppen og gik med guitar og sang i
spidsen frem til muren, der også her var bygget for at skærme de militære
anlæg. I lighed med andre grænseovergangssteder krævede man, at få muren åbnet,
men den vagthavende officer ville have tilladelse fra Østberlin, for at
beskytte det russiske militær, der også havde en lyttepost på bjerget. Men
hårdt presset åbnede han porten og bønfaldt nervøst de glade mennesker: ”Bitte
keine Gewalt” – en utænkelig situation bare 3 måneder før.
Erindringens ring
De 750 kilometer fra Dreiländereck i syd til Marienborn i
nord blev en rejse med mange forskelligartede indtryk. I nogen grad blev det
også en rejse i erindringen. Erindringer om grænsen, jerntæppet, som nu var
svær at genkalde. Selv om det kæmpestore indrejseanlæg i Marienborn på
motorvejen til Berlin var blevet bevaret kneb det med at huske den frygt, der
greb mig 1971, da jeg som ung studerende på stop til Berlin, skulle igennem
kontrollen. Passet
forsvandt ad et langt løbebånd ind i uvisheden til behandling og man skulle
stige ud af bilen, som blev undersøgt meget grundigt, medens man selv blev
udspurgt om ens forehavende. Dertil kom udfyldelse af tællekort, transit-
visumansøgning, samt tvangsveksling, så ventetiden blev lang inden vi kunne
køre videre mod Berlin. På Museet kunne man så læse, at hele set- uppet var et
led i, hvad STASI kaldte ”Operative Psychologie”: at skabe utryghed og
usikkerhed. Det lykkedes, men i dag kører trafikken mod Berlin uhindret og
Marienborn er en rasteplads - og et museum.
Er det så naturens gang, at man glemmer, at oplevelser
forgår og nye opstår, at der er en grænse for, hvor langt tilbage erindringen
rækker? At dømme efter mine egne oplevelser synes det at være tilfældet. Men
jeg er ikke så sikker på, at det gælder for de direkte implicerede. Den tyske
kunstner Herman Prigann har med sit kunstværk ”Ring der Erinnerung” fra 1992
givet problemstillingen et udtryk. Midt i spærrezonen ved Sorge i Harzen har
han formet en cirkel af fældede træer overgroet af buske kun afbrudt af
betonsøjler fra grænseanlægget, der peger ind mod centrum.
Ringen skal forbinde 3 temaer: skovdød i Harzen, forfald og
vækst samt foreningen af de 2 Tysklande. Tanken er, at naturens forfald bliver
til ny vækst. Men hvor naturens
processer er indlysende kniber det med at tro, at erindringen om de 40 år med
DDR forsvinder og der vokser et nyt, positivt billede frem. Der vil gå
generationer inden det sker og beskæftigelsen med DDR-tiden vil blive lige så
vedholdende, som den stadige beskæftigelse med 2. Verdenskrig.
Den fysiske grænse mellem Øst- og Vesttyskland bliver mere
og mere utydelig, men den mentale grænse mellem at være Ossi og Wessi vil være
tydelig mange år frem.
Anders
Brok
Ingen kommentarer:
Send en kommentar