Et glemt kapitel i Hitlers olympiske lege.
Der er efterhånden skrevet mange bøger og artikler om
Hitlers propagandalege i Berlin 1936. Men ikke ret meget om, hvor atleterne som
f.eks. stjernen over dem alle, Jesse Owens, gik hen, når han var færdig med at
vinde sine 4 medaljer på Olympiastadion.
Men nu er det muligt at se, hvor han slappede af imellem
anstrengelserne ved at følge B 5 ud af Berlin. 14 km vestpå fra Olympiastadion ligger i Elstal
(Havelland) resterne af den olympiske landsby og gemmer ikke alene på
nostalgiske minder om fremragende atleter, men spejler også på fascinerende
måde Tysklands historie i de seneste 75 år.
Den olympiske landsby tilblivelse
Efter at Berlin blev tilkendt de legene 1931 opstod ønsket
om at bygge en olympisk landsby til at huse det stigende deltagerantal.
Forbilledet var OL 1932 i Los Angeles, hvor atleterne boede samlet i en
midlertidig by af pavillioner. Da tiderne ikke var til store investeringer tog generalsekretæren
for arrangementskomiteen, Dr. Carl Diem,
kontakt til en bekendt officer i Reichswehrministerium , von Reichenau, for
at undersøge muligheden for at anbringe deltagerne i militærforlægningen i
Döberitz.
Imidlertid tog udviklingen en anden retning efter Hitlers
magtovertagelse januar 1933. Krigsplanlægningen var allerede i gang og alene
fra 1934 til 1938 øgedes den tyske hær fra 250000 til 760000, så der var brug
for nye kaserner til at uddanne de mange nye soldater. Diems kontakt, von
Reichenau , som i mellemtiden var blevet general, så muligheden for at løse
flere problemer på én gang: styrkelse af Tysklands anseelse udadtil og af hærens indadtil. For efter
Hitler i løbet af 1933 og 1934 havde indført diktaturet og i 1935 indførte
racediskrimination ved Nürnberg-lovene var Tysklands renommé meget blakket. Han
tilbød derfor Diem at bygge en olympisk landsby, der kunne huse alle de
mandlige deltagere og bagefter tjene som kaserne.
Den olympiske landsby var således fra starten planlagt som Infanteriskole
og havde Reichswehr – som fra 1935 hed Wehrmacht
- som bygherre. Den overordnede
ledelse af byggeriet blev overladt til arkitekten Werner March, som også var
ansvarlig for byggeriet af Reichssportfeld
Berlin, herunder Olympiastadion.
På et naturskønt areal på ca. 550.000 m2 skulle han indenfor
2 år bygge 140 beboelsesenheder og dertil hørende fælles faciliteter som f.eks.
sportshal, svømmehal, træningsstadion, spisehus, fælleshus til de olympiske
atleter - en kæmpe opgave, som blev løst af en lang række samarbejdspartnerne
og ved indsættelsen af 2000 byggearbejdere uden smålig skelen til udgifterne. I
løbet af 2 år blev landsbyen, som var bestemt til at skulle rumme 3800 mandlige
deltagere, opført i den idylliske Elstal på en grund med store niveauforskelle.
De knap 400 kvindelige deltagere fandt plads i Friesen-Haus nær ved Olympiastadion
på Reichssportsfeld .Imidlertid endte deltagerantallet - trods trusler
om boykot af legene - pænt over 4000, så for at rumme alle deltagere blev man
nødt til at inddrage Flakregiment 22s kvarterer, som lå i den nordvestlige del
uden for området. Her blev bl.a. deltagerne fra Japan, Tyskland og Danmark
indkvarterede og i dag indgår disse huse ikke i det nu fredede område, men
tjener stadig som beboelse.
Det nationale islæt, som, midt i den internationale atmosfære
et OL udgør, var vigtig for tyskernes propagandaplaner. Man skulle ikke være i
tvivl om, at man befandt sig i Tyskland - heller ikke i den olympiske landsby,
idet alle 140 huse havde navn efter tyske byer og var anordnet efter deres respektive
geografiske beliggenhed: Spisehuset, som lå centralt i komplekset, hed f.eks. Haus Berlin. Det eneste renoverede hus
hed Haus Meissen, som i dag er bedre
kendt som Jesse-Owens Haus. Fælleshuset beregnet til koncerter, teater, film og
andre kulturelle tilbud, herunder for første gang fjernsynstransmission fra
idrætskonkurrencerne, fik navn efter den 1934 afdøde rigspræsident og
generalfeltmarskal von Hindenburg.
1. Juli 1936 overdrog bygherren, die Wehrmacht, byggeriet til Organisationskomiteen og et perfekt iscenesat
og udført skuespil til højnelse af det fascistiske Tysklands anseelse kunne
tage sin begyndelse.
Livet i den olympiske landsby
|
|
Der var tænkt på alt, hvad man kunne få brug for af moderne
bekvemmeligheder i løbet af de op til 4 uger opholdet varede. I modtagelsesfløjen
var der restauranter, posthus, telefonforbindelse, bank, vaskeri, ja sågar
forretninger, såsom rejsebureau, frugt og sportsartikler. Hele området var
afspærret og bevogtet af militær, som det efter OL i München 72 igen blev
standard ved alle Olympiske Lege, først og fremmest for
at forhindre eller begrænse kontakten til de stedlige
beboere og føre kontrol med, at kun de mandlige atleter kom helt ind i lejren.
Besøgende kunne modtages i hovedbygningen og der var sørget for en stor restaurant,
hvor de man kunne spise sammen med atleterne.
Atleterne boede i én-etages huse med plads til 25 i meget
enkle 2 sengs-rum på 13 m2 med adgang til bad og toilet, tekøkken og et
opholdsrum med terrasse mod syd. Værelserne var små, men med de for datiden
nødvendige faciliteter og der var tilknyttet en Haus-Steward , som boede sammen med atleterne og skulle løse
forefaldende problemer. For at undgå uniformiteten i de ens huse blev hvert hus
forsynet med et navn fra den tyske geografi og i opholdsrummet blev
kunststuderende sat i gang med at udsmykke med motiver fra stedet.
Rammerne var præget af idyl og harmoni. Hertil bidrog den
smukke natur, som man havde udbedret lidt, ved at flytte så meget jord, at der
opstod en øvre del med spisehus og beboelse og en nedre del med bl.a. en sauna
med tilhørende sø og bevoksning. Husene var tilpasset naturen og dens runde
former og anlagt i buer udgående fra spisehuset. Ud over dette smukke sceneri
kunne man skue fra den runde, strådækkede, højt beliggende Bastion, hvor man kunne få serveret alkoholfrie drikke.
Et indtryk af, hvordan det har været, kan man få i Leni
Riefenstahls film ”Fest der Schönheit” (2. Del af filmen om OL 36), hvor smukke unge
atleter i saunaen og i naturskønne omgivelser dyrker deres harmoniske kroppe i
skøn fordragelighed. Propagandaeffekten udeblev heller ikke. Der herskede
overvejende en begejstring over de perfekt organiserede lege, som man senest
også har kunnet se det ved Legene i Beijing 2008.
En engelsk avis
Observer skrev f.eks 2.8.36: ”…ved et besøg kommer man uvilkårlig på den
tanke, at verden ville være et lykkeligere sted, hvis det kunne lykkes at
bringe verdens ungdom sammen på denne måde.”
Alt fungerede med militærisk præcision: 200 værnemagts
busser sørgede for forbindelsen ind til Berlin og kunne f.eks. på rekordtid
bringe samtlige 4000 atleter ind til åbningsceremonien d. 1.8.36. Bespisningen
foregik i Speisehaus der Nationen,
hvor 200 kokkeog 300 stewards fra Norddedutsche
Loyd tillberedte og serverede mad i 40 spisesale fordelt på 3 etager i den
mest markante bygning i komplekset. Med dens indpasning i landskabet og dens
elegante dobbelte halvbuer og terasser er den i dag stadig et syn værd. Men med til
historien hører også, at dens funktion som lazaret efter legene allerede var
indtænkt, idet den herskende trend dengang var, at patienterne skulle have mest
mulig luft, lys og sol, hvilket kunne opnås ved at skubbe sengene ud
på terasserne.
Der var gjort meget for at imødekomme nationernes
forskellige behov. Muligheden for at medbringe egen kok og selv stå for
tilberedning var tilstede og – hvis den enkelte nation tillod det var det endog
tilladt at indtage spiritus til maden, hvilket franskmændene, italienerne ikke
var sene til at udnytte med vin til maden og heller ikke hollænderne og
belgierne ville afstå fra deres øl.
Den olympiske ånd
Værnemagten, som var vært i den olympiske landsby, havde som
sagt gjort et stort stykke arbejde for at skabe en god, olympisk stemning af
fred og fordragelighed. Udover en sprogkyndig attaché var der tilknyttet en Ehrendienst af sportsfolk og udvalgte
unge, som var skolet i de respektive landes sæder og skikke, men også i hvordan
de skulle udøve gæstfrihed: således hed det i forskrifterne for de ansatte:
”Høflighed er din
første pligt … Overhold pinlig nøjagtig alle forskrifter …en gæst har aldrig
uret … Betænk altid: Du står i en stor sags tjeneste!”.
Den velkomsthilsen,
som organisationskomiteen havde lagt frem på hvert værelse, forsøgte at
afdramatisere det forhold, at landsbyen faktisk var en kaserne afskærmet fra
omverdenen og i stedet fremhævedes den olympiske ånd, som skulle besjæle
deltagerne:
”Velkommen i den olympiske
landsby! Her er jeres hjem for den næste tid Her bor jeres venner og
kampfæller, et fællesskab af kammerater tjenende det samme ideal og fyldt med
glæde… Lad olympisk ånd og olympisk fred herske fra første til sidste dag.
Hjælp os med at værne og agte denne fred……
Landsbyen har den
tyske Værnemagt bygget til de olympiske gæster. Den gjorde det af et sportsglad
hjerte, fordi den er sportslig sindet og tro mod den olympiske idé. Derfor
byder den tyske Værnemagt sammen med det tyske folk alle her hjertelig
velkommen som deres gæster.”
Man gjorde et stort nummer ud af at give et fredeligt
indtryk i et ellers militært område: i stedet for eksercits og skydning dyrkede
soldaterne i de omgivende militærlejre under legene sport i sportsbeklædning og
militærkapellet spillede hver dag rundt om i den olympiske landsby. Man
understregede lighederne mellem en atlet og en soldat:
”Den olympiske landsby
er opført på et sted, hvor unge mennesker lever og ånder for disciplinen: ikke
langt væk fra den tyske Værnemagts øvelsesområder. Verden her og verden der
lever efter den ubetingede lydigheds lov. Disse verdener finder sammen i den
olympiske idé, som er ungdommens ukrænkelige privilegium” (Hans Saalbach,
Dorf des Friedens, 1936)
Her forsøger den Værnemagt, som få år senere deltog i
krigsforbrydelser i nogle af deltagerlandene, at fremhæve lighedspunkter mellem
sport og militær, f.eks. disciplin, kamp, kammeratskab og dermed afdramatisere
den militarisering og oprustning, som fandt sted i de år.
Det skortede heller ikke på opfordringer til atleterne om
gennem god opførsel at bidrage til den olympiske ånd i egen interesse. Således
hed det i de 10 LEITSÄTZE FÜR DAS
OLYMPISCHE DORF:
”1. Verdens øjne er rettet
mod den olympiske landsby....6. Sig hvad der ærgrer dig; sig hvad der glæder
dig; sig det også til de andre. Du er ung; skab dig smukke erindringer,,,10. De
Olympiske Lege og den Olympiske landsby er én og samme ting. Du kan ikke skille
det ene fra det andet; begge skal forbinde os med dig i årene som kommer.”
Der var dog også kritikere af den stramme militaristiske
organisation og af sammenblandingen af sport og militær, som ingen kunne være i
tvivl om, alene af den grund at lejrchefen, Oberstløjtnant Freiherr von und zu Gilsa, var bosiddende i Kommandanten-Haus . Størst
kritik kom til udtryk over kulturprogrammet i Hindenburghaus, hvor deltagerne kunne komme ud for, at det
underholdende indslag var en film om ”Der
Neuaufbau des deutschen Heeres” og ”Sport
und Soldaten”og hvor de blev mødt af Hindenburgs nationalistiske citater
ved indgangen:
”Jeg bygger på dig,
tysk ungdom.” og ”Troskab er den tyske ungdoms kendemærke” .
Den militaristiske grundtone i fælleshuset mødte deltagerne
i form af en buste af Generalfeltmarskal Hindenburg, som var placeret i den
centrale forhal foran et vægrelief af Walther von Ruckteschell med marcherende
soldater under den sigende inskription:
”Måtte
Værnemagten altid gå kraftfuld fremad med ære, som garant for en stærk tysk
fremtid.”
Der må være mange deltagere, som mindre end en olympiade
senere, kunne ærgre sig over at have ladet sig forblænde til at tro på de
beroligende udsagn og de utvivlsomt smukke erindringer, som det beskyttede liv
i den veludstyrede landsby bød på. Men eksemplet viser også, at sporten er et
taknemmeligt middel at bruge i politisk propaganda, at de gode oplevelser, de
store følelser, der frisættes ved store arrangementer som OL, kan misbruges,
hvis man vælger at overse den bagvedliggende hensigt.
Den olympiske Landsby 1936-1945
Straks efter afslutningen af de Olympiske Lege blev anlægget
taget i brug af die Wehrmacht, som
omfunktionerede stedet til , dels Infanteriskole i den nedre del af anlægget,
dels Olympialazarett i det oprindelige Speisehaus der Nationen. Som
det allerede var tilfældet under OL 36 forblev området hermetisk lukket, så
kendskabet til, hvad der foregik der er sparsomt. Dog meldes der om skader på
anlægget i forbindelse medkrigshandlinger, bl.a. blev modtagelsesbygning svært
beskadiget og senere revet ned.
En særlig rolle fik forlægningen i den mislykkede operation Wallküre 20.7.44, idet dele af den Ersatzheer, som General Olbrich og Oberst von
Stauffenberg satte ind mod SS for at afvæbne dem efter attentatet mod Hitler,
kom fra infanteriskolen i Elstal.
Den olympiske Landsby 1945-1992
Umiddelbart efter anden verdenskrigs slutning blev den
olympiske landsby overtaget af den Røde Hær, som brugte anlægget som kaserne.
Men i de første fire år tjente beboelsesenhederne også som nødkvartér for krigsflygtninge og udbombede familier, inden
lejren blev lukket for civile og udelukkende tjente som bopæl for russiske
officerer med deres familier. Med tiden forsvandt de fleste af de oprindelige
140 huse, da behovet for byggematerialer efter krigens ødelæggelser var meget
stort og tilbage blev kun 20 huse.
For at kunne huse officererne og deres familier måtte man
opføre boligblokke, som slet ikke passer ind i den stil, der blev bygget i i 1936.
Disse bygninger står nu som tomme skaller efter rømningen af bebyggelsen i 1992
i forbindelse med de russiske soldaters hjemrejse. Som en konsekvens af de
store problemer med at skaffe boplads til de mange hundredetusinde sovjetiske
soldater tog man alt ikke mur- og nagelfast inventar med, således mangler der
f.eks. døre og vinduer.
Den bueformede modtagelsesbygning, som havde tjent som
officerskvarterer, blev pgra de skader, den havde fået under krigen revet ned
1953.
Speisehaus der
Nationen blev først indrettet til officérsskole og senere i 70erne overtog
sovjetiske topatleter i hærens tjeneste bygningen som hotel og benyttede sig af
stadion, hal og svømmehal i deres forberedelser til Olympiske Lege.
Hindenburghaus blev omfunktioneret til
Officerernes Hus og man gjorde meget for at fjerne det tysk-militaristiske
indtryk. De ovennævnte
Hindenburg-citater blev overmalet, relieffet med marcherende soldater blev
tildækket og teatersalen prydedes med et maleri af Lenin i overstørrelse.
I den øverste etage blev der indrettet officersmesse med en
passende udsmykning over emnet Den Røde Hær i den store fædrelandskrig.
De senest tilkommende bygninger blev bygget så sent som 198 i Plattenbau-Stil.
Boligerne skulle huse det personale, som skulle betjene de SS-20 raketter, der
skulle stationeres efter den såkaldte Nato-dobbeltbeslutning. Disse blokke, som
kun lige er 25 år gamle, står som monumenter over et fejlslagent system – og de får lov at stå længe, for
nedrivningen af dem vil tage lang tid, da lejlighederne er så fyldte med
asbest, at det vil være meget kostbart at fjerne.
Den olympiske landsby 1992-2009
Stridigheder om ejerskab til området efter russernes
bortrejse 1992lod området stå ubeskyttet hen og forfalde udsat for hærværk og
vandalisme. En brand i tagkonstruktionen på svømmehallen, der havde været i
funktion indtil 1992, gjorde at den måtte lukkes af sikkerhedsmæssige grunde.
Planer om at udnytte den bedst bevarede bygning Speisehaus der Nationen til f.eks. Fodboldskole for Deutscher
Fussball Bund blev opgivet.
Området er fredet og ejes
fra 31.12.2005 af en stiftelse DKB
Stiftung für gesellschaftliches Engagement som Deutsche Krediten Bank står
bag. Man er i gang med at renovere et af de oprindelige beboelseshuse - og er medievirksomt nok begyndt Haus Meissen, hvor Jesse Owens boede i
1936. Legenes prominenteste atlet har også lagt navn til en stafet for
skolebørn: Jesse-Owens-Memorial-Staffel. Desuden
gennemfører man hvert år atletikstævnet DKB-Cup med topatleter, hvor Tysklands bedste
atletikudøvere på renoverede baner viser
sig frem under ret primitive forhold, hvor man kan komme helt tæt på
stjernerne. En lang række Olympioniker er inviteret med og der afvikles et stort
rammeprogram.
Det er en fascinerende rundtur i nyere tysk historie, som
kun kan anbefales. Man kan levende forestille sig, hvor godt organiseret landsbyen
har været og hvor imponerede deltagerne må have været over alle de moderne
bekvemmeligheder, som langtfra var en selvfølge dengang. Men lige så klart fremgår
den olympiske landsbys udnyttelse i ideologiernes tjeneste, om det nu var den
fascistiske eller den kommunistiske. Et skridt på vej ud af den totalitære,
militaristiske skygge er det, at anlægget ikke længere er forbeholdt militæret
eller topatleterne, men er gjort mere almennyttigt. Det er nok værd at mærke
sig, i en tid, hvor man stadig gerne hævder sportens renhed og frihed af
politisk indflydelse.
Litteratur:
Susanne Dost, Das Olympische Dorf im Wandel der Zeit, VBN
Verlag B. Neddermeyer 2004
Margrit Kühl, m.fl: Vergessener Ort. Olympisches Dorf 1936. Ein historischer Exkurs
von seiner Entstehung bis heute.,StraussEdition im Keyser VerlagGmbH, Berlin
2009
Ingen kommentarer:
Send en kommentar