KILIMANJARO

                                   Kilimanjaro oktober 2016

                                                              Langt højere bjerge så vide på jord

                                                              Man har, end hvor bjerg kun er bakke;

                                                              Men gerne med slette og grønhøj i nord

                                                              Vi dannemænd tage til takke;

                                                              Vi er ikke skabte til højhed og blæst,

                                                              Ved jorden at blive, det tjener os bedst.

                                                                                           (Grundtvig, 1820)

Det var ikke et tema i min barndom, at jeg en gang skulle få muligheden for at vandre i langt højere bjerge end Himmelbjerget. Som barn af 50erne, født og opvokset på landet i det flade Sydvestjylland, var jeg godt nok vænnet til blæst, men tiden var ikke til højhed. Dengang blev vi ved jorden og kom sjældent uden for sognet. Men med 60ernes og 70ernes fremgangstider øgedes velstanden og dermed rejsemulighederne. Men hvad tjente én bedst? At besinde sig på sin oprindelse og blive derhjemme, eller opsøge det nye, det fremmede? Forældregenerationen tog til takke, medens vi i den unge generation ville det anderledes. Vi udnyttede den stigende velstand og de nye muligheder for uddannelse og rejser, som 60erne og 70erne åbnede for os. Det var ikke længere at rutte med pengene, hvis man tog på skiferie i Alperne eller på vandring i Hardangervidda. Søndagsudflugten til den nærtliggende bakkeø Åtte Bjerge kunne ikke længere stille vores nysgerrighed.

Og det var nok nysgerrigheden, som paradoksalt fik mig til at kaste interessen på bjerge i kontrast til den verden, jeg var opvokset i. Min fascination af bjerge har bragt mig mange oplevelser fra de norske og svenske fjelde til alpernes skipister. Mt. Blanc blev besteget i 1986. Med de faldende priser på flybilletter åbnede hele verden sig op for eventyret. 1995 stod Himalay bjergene for tur med et Jomsom trek sammen med kone og 2 børn på 6 og 9 år, 2015 blev Andesbjergene besteget. Men i baghovedet lurede den ultimative drøm: Afrikas højeste bjerg, Kilimanjaro

                                                                FORBEREDELSE 

                          

Forberedelserne til turen startede før sommerferien med litteraturstudier fortrinsvis på nettet. Bjerget har haft en mytisk tiltrækning med sin markante form og været inspiration for mange forfattere som f.eks. Hemingway, The Snows of Kilimanjaro, hvor bjerget kalde House of God. Også vores egen Jakob Ejersbo var fascineret og fik før hans alt for tidlige død venner til at love at bringe hans aske til tops, hvilket en dokumentarfilm viste ikke var helt let. 5895 meter over havet kan man ikke uden videre betvinge. Dertil kom, at den fremskredne alder ikke ligefrem gjorde det lettere. Derfor krævede det mere forberedelse end tidligere. 6 dage på bjerget med mange højdemeter hver dag fordrede træning i opstigning og det er jo ikke helt enkelt i Danmark.

Bedste bud var denne trappe i Marselisborg skovene ved Ørnereden, som egnede sig til intervaltræning. Ellers gik træningen ud på at vænne sig til at gå 4-6 timer hver dag i 6 dage. Hvad man ikke kunne gøre noget ved på forhånd var højdetilvænningen. Det måtte blive den ukendte faktor. Skulle man tage piller mod højdesyge (DIAMOX) eller skulle man regne med/håbe, at tilvænningen undervejs rakte til et topforsøg?

Med til forventningens glæde var anskaffelsen af udstyr til udfordringerne. Efter en rygoperation, som kom så sent, at resultatet blev en dropfod med deraf følgende dårligere balance, så jeg mig nødsaget til at anskaffe mig et par vandre stave. Jeg var ikke meget for det, fordi jeg koblede det sammen med pensionister på tur med slæbende stave efter sig. Men dels var jeg jo selv pensionist og dels skulle stavene bruges i bjergrigt område som balancepunkter. Og det fortrød jeg aldrig. De blev mine uvurderlige støtter…

Turen ville byde på en opstigning gennem samtlige klimazoner: fra det tropiske til det højalpine. Det stillede store krav til udstyret: Både det lette sommertøj, solbeskyttelse og det vindtætte vintertøj. Anskaffelsen af sokker og undertøj af merinould blev foretrukket frem for syntetiske sokker og svedtrøjer og det var et godt valg. For mellem 5 og 18 timers hårdt fodarbejde producerer mange liter sved. Energiforbruget over de 6 dage bestigningen varede var meget stort. Derfor skulle der også medbringes 3-4 l vand hver dag og dertil hørende energitabletter, gels og energi bars. Et par solide bjergstøvler var allerede gået til, men jeg måtte sande, at mine fødder enten er blevet større med alderen eller varmen hævede mine fødder til uvant størrelse. Selv nedklipning af tånegle og optapening af storetåen kunne ikke forhindre, at storetæerne efter endt tur var blå.

                                                              MACHAME ROUTE   

           

Den tekniske arrangør af bestigningen var Jysk Rejsebureau, som havde samlet 10 deltagere fra hele landet og Michael som dansk guide. Alle var drevet af den samme glubende appetit på bjerge.  Alder spiller ingen rolle her: Gruppen bestod af personer i 20erne og helt op til 60erne med mig som alderspræsident på 68 år. Køn var heller ikke et tema: 40% af gruppen var kvinder.

Forberedelserne var mange og forventningerne høje inden vi endelig stod ved Machame Gate for foden af Kilimanjaro. Det kneb med at tøjle iveren efter at komme afsted, da det viste sig, at vi først skulle vente i timevis på, at vores 15 kg bagage skulle pakkes om af de bærere, som blev hvervet uden for porten til Nationalparken. Alt blev styret af vores lokale chefguide Michael og hans 5 assistant guides.

For at servicere os skulle i alt 38 bærere og guides hjælpe os op på bjerget. Alt  skulle bæres, ikke kun vores personlige bagage, men også teltene, maden og alt hvad man kunne få brug for undervejs. Der var lidt kolonialt over set-upet, men vi trøstede os med, at vi var livsgrundlaget for de lokale bærere, som oftest havde en lille jordlod eller en lille butik, der ikke kunne brødføde dem. Serviceniveauet var højt og vi hørte ingen kny over, at de i modsætning til os, der kun skulle bære en dagrygsæk på ca 3-4 kg, skulle have det mangedoblede på ryggen. I sæsonen var arbejdsugen fra mandag morgen til lørdag eftermiddag og så forfra om mandagen.

Omsider fik vi lov at gå gennem porten til Nationalparken og fik i løbet af 5-6 timer arbejdet os op ad en jævnt stigende, velholdt sti. Mange før os havde betrådt den sti, vi var langtfra alene på bjerget. En frodig jungle omsluttede stien, der tydeligvis blev passet af  turistmyndighederne. Man passer på sit guldæg, hvilket vi også oplevede da vi ankom til første lejrplads, Machame Camp: Vagter bevæbnet med maskinpistoler mødte os ved indskrivningshuset og ved de følgende lejrpladser var der også nattevagter. Tyveri eller røveri fra en gruppe ville bestemt ikke fremme antallet af turister på bjerget.

Lejrpladsen var en rydning i junglen i 2829 meters højde med et servicehus, hvor der – endnu – var vand og et stå-lokum, som tydeligt bar præg af, at bjergbestigerne ikke var vant til at benytte den slags i deres hjemland. Af den grund var der da også nogle luxusdyr, der havde betalt for at få et kloset båret op, så de i det mindste kunne sidde ned. Her kan man da tale om et lorte job for den bærer, som skulle bære kloset videre til næste camp. Vores gruppe nøjedes med at holde sig og træde af på naturens vegne, når det ikke kunne være anderledes.

  

                                 MACHAME CAMP

                   

Maden var af forbavsende høj kvalitet og blev serveret af en tjener i vores messetelt: Først rigelig med kaffe eller te med sukker og søde sager. Senere en tre retters menu: typisk med suppe, forskellige slags kød og en sød dessert, som f.eks. pandekager. Der var ingen problemer med nattero herefter.      

                                                     

Dag 2 var den sure dag, som begyndte med stille regn, der tog til op ad dagen. Udstyret og humøret skulle stå sin prøve. Strækningen var kortere, men også stejlere og bragte os op over regnskoven til et landskab med stadig mere spredt og nøjsom bevoksning. En lille episode truede med at ødelægge i hvert fald guidens humør. Bærerne, som forventelig skulle pakke lejren ned, overhale os på vej op og sætte teltet op, inden vi nåede frem, tog sig en pause under et klippeudhæng til højlydt utilfredshed fra den ellers lavmælte chefguide. Det betød, at messetelt ikke var på plads i Sirka Camp, da vi nåede frem. I regnen var det lidt træls, men så heller ikke mere. Men begge Michaels var enig om, at det måtte ikke gentage sig -og det gjorde det så heller ikke.   Som en slags højdetilvænning gik vi lidt højere op til Sirka Cave, sikkert en fornuftig disposition, selv om indvirkningen af højden (3837 moH) hidtil havde været minimal.  

        

           

  Vi nåede en halv times hvil i teltene med en hyggelig blanding af ivrige swahili-samtaler, dansk latterbrøl og indøvning af den obligatoriske takke sang fra bærerne: Hakuna Matata, inden vi fik serveret vores aftensmad.

                                                                           SIRKA CAMP

Dag 3 var belønning for at have holdt humøret højt trods det dårlige vejr. Lige så surt og fugtigt gårsdagen var, lige så fantastisk og solfyldt var turen via Lava Tower til Barranco Camp. Humøret steg betragtelig. Vi var nu endegyldigt ude af den tempererede klimazone og oppe i den alpine med meget sparsom vegetation og desto mere righoldig vulkanske stenarter.Stenørken kaldte chefguiden det træffende.  Rutinen var ved at være der: i gåsegang, én fod foran den anden med jævnlige pauser til at beundre det fantastiske vue af toppen. Stien blev mere utydelig og begyndte at være vanskeligere at forcere. Michael, vores chefguide, havde spottet, at jeg var den ældste i gruppen – han kaldte mig Papa og jeg kunne da også godt have været far til ham – derfor fik jeg særbehandling. Jeg skulle gå lige efter ham og han rakte hånden til mig, for at hjælpe mig over forhindringer.

Første stop var Lava Tower Camp (4637 m), hvor vi i unikke omgivelser fik serveret en frokost af de bedre med en udsigt, som slår det meste og så i strålende solskin. Til alt held var der ingen symptomer på højdesyge, der kunne ødelægge fornøjelsen.     

                 

Anden halvdel af dagen bragte os ned i 3976 m til Barranco camp. Mærkeligt efter 2½ dags opstigning at skulle stige ca 700 højdemeter ned. Ikke så let en opgave og man begyndte at kunne mærke sine ben, selv om der blev holdt godt med pauser. Nøjsomme planter begyndte at dukke op igen, vandløb skabte et næsten frodigt miljø af Lobeliaplanter.

                     BARRANCO CAMP

Næste dags rute gik via Barranco Wall op til Base Camp Barafu i 4673 moH. Barranco Wall så drabelig ud nede fra lejren og bød da også på det teknisk sværeste stykke med klatring. Der blev ikke brug for vandrestavene, men nok for hænderne. Pladsen til fødderne var til tider begrænset og et bestemt sted på ruten så snæver, at man måtte omfavne stenvæggen, som så selvfølgelig fik navnet Kyssestenen. Ganske vist var der ikke plads til højdeskræk, men omvendt blev vi hele tiden af bærerne mindet om, at så svært var det heller ikke. Med omfangrige bæreposer gik de samme vej som os med vores små dagrygsække. Nogle bærere gjorde det endda med hænderne i lommen – nok ikke for at prale, men snarere, fordi det begyndte at blive køligt i højderne.

Efter et rast i Karanga Hut fortsatte vi mod Barafu Camp, hvor vi fik en forsmag på, hvad der ventede og dagen efter. Eller rettere døgnet efter. En stejl væg nedsatte tempoet betragtelig og det blev hen på eftermiddagen inden vi nåede frem til Campen.

                                                                    BARAFU CAMP

Et stort aftenmåltid var første direkte forberedelse til morgendagens topforsøg. Ikke under 18 timers hård fysisk belastning ventede, så der skulle fyldes på af kulhydrater og væske, inden vi lige efter aftensmaden lagde os til at sove.

 Ved midnatstid blev vi vækket, en febrilsk stemning opstod, da vi iførte os de mindst 3 lag tøj under trange forhold i teltene. Som Michelinmænd tumlede vi ud af teltet og kunne konstatere, at vi havde været heldig med vejret, ingen nedbør, men nok frostgrader. Vi kom nok ikke til at vade gennem sne. En opstemt mumlen forplantede sig, mens gruppen stillede op i den rækkefølge vores chefguide Michael havde forordnet. Ham selv først til at angive tempoet, dernæst den ældste deltager (undertegnede) og så kvinderne, til sidst mændene. Kl. 00.30 satte processionen i gåsegang med udsigt til en stejl bjergvæg, hvor man kunne ane stiens vej op ad bjergsiden ved de mange pandelamper, som viste vejen: OPAD.

Tempoet var meget langsomt. Pole! Pole! sagde vores guider hele tiden på vej op ad de ca. 5-6 km – og de mente det virkeligt. O,5 km/t var vores hastighed op ad den stejle side. Løfte én fod, flytte den langsomt, sætte den ned. Elementært. Vores utålmodighed fik os til at tænke: hurtigere, men med stigende højde indså vi det kløgtige i et lavt tempo. Enkelte fik problemer med åndedrættet og vi holdt mange pauser, hvor vi fyldte på med energi drik, gel og kulhydrater i enhver afskygning skyllet ned med vand. Efter 2 timer var dagrygsækkene blevet overtaget af de højdevante guider. Solopgangen over Mawenzi oplevede vi over skyerne i vel ca. 5000 moH. Et flot syn, men vi var fokuseret på den resterende strækning: Vi ville hele vejen op, selv om åndedrættet og kredsløbet kørte på de høje nagler.

Undervejs mødte vi også trekkere på vej ned totalt fortumlet og tæt fulgt af deres guide: Det var/er ikke givet, at alle kunne komme til tops. I de højder vi befandt os er der kun halvdelen af den ilt, som findes ved jordoverfladen. Badet i sved kæmpede vi os vej op i strålende sol lettere besværet af dunjakker og overtræksbukser. Kl. ca. 10 nåede vi det første mål: Stella Point i 5749 moH, hvorfra vi havde et pragtfuldt udsyn til det vulkanske krater og til slutmålet: Uhuru Peak.

Lettere eksalteret tog vi opstilling til det obligatoriske gruppefoto: Vi gjorde det – alle! Men toppen lå 150 højdemeter væk, så nær, at man havde fornemmelsen af, at det bare var en søndagsspadseretur. Men godmorgen! Højden gjorde sin indvirkning, så det tog 1 time, at gå den korte strækning, men gav os også lejlighed til at nyde den rent ud fantastiske udsigt til gletchere mv.

Men som man sagde engang, den, som ager med stude, kommer også frem. Kort før middag nåede vi frem til den turistvenlige markering af toppen og alle kunne få deres individuelle billede af det vellykkede topforsøg. Stolthed var ikke den fremtrædende fornemmelse – dertil havde man mødt for mange på vej ned – men nok træthed og tilfredshed. Man havde nået slutmålet og haft en intensiv oplevelse af naturen, bjerget og ens egen fysik under meget fremmedartede forhold, meget langt fra det flade hjemland.

Turen ned ad bjerget blev en påmindelse om, at ingen begiver sig op i knap 6000 ms højde uden at blive påvirket. Efter vel ca. 1½ time på toppen skulle vi ned igen og det skulle jo være nemmere end opturen. Men nej. De første meter ned ad de stejle stier viste, at min balance, som i forvejen ikke er helt god, var blevet så dårligt, at jeg havde vanskeligheder med at holde balancen. Det så vores chefguide straks og beordrede én af de assisterende guides hen at støtte mig og på stejle passager gik han selv ind, så jeg lange stræk gik med armene hen over to par skuldre, medens vi småløb nedad. Jeg skulle kun sørge for at sætte fødderne rigtigt. De 4 timer turen nedad tog, holdt vi flere hvil og fik tilkaldt yderligere en guide – jo der er også dækning af mobiltelefon på bjerget.

Et andet eksempel på, at jeg har været ramt af en mild form for højdesyge, kom, da jeg under en pause spurgte vores chefguide: Are you working for Michael? Hertil svarede han selvfølgelig undrende: I am Michael. Set i bakspejlet utroligt pinligt, men i situationen har jeg været så omtåget, at jeg åbenbart ikke kunne genkende ham. Endnu pinligere var det anfald af diarré, som jeg blev ramt af tilbage i base camp, formodentlig forårsaget af et overload af energi bars, -gels,- drik. Men det forhindrede mig ikke i efter 10 mins hvile i en campingstol, som den servicemindede guide beredvilligt stillede op for mig, at falde i dyb søvn i vores telt midt i en sætning vekslet med min makker.    

                                                                           

Det var ikke gjort med de ca. 15 timer på bjerget, så efter 1½ time blev vi vækket og kaldt over i messeteltet, hvor vi fik serveret aftensmad og derefter blev sendt afsted på ca. 3 timers tur nedad bjerget til nærmeste camp medens natten faldt på. Jeg nød stadig særbehandling og havde 2 bærere til at støtte mig og en guide til at finde vejen. Undervejs begyndte vi at kunne se lysene fra vores udgangspunkt Moshi – turen nærmede sig sin slutning. Fordi vi ikke havde været hurtige på bjerget nåede vi ikke ned til den planlagte Mweka camp, men nåede omkring kl. 21 – 20 timer efter vi startede opstigningen – til Millenium Camp.

På rekordhurtig tid kom vi soveposerne, trætte og fyldte med oplevelser. En højlydt snorken mindede os om de retfærdiges søvn.

Næste dag stod i afskedens tegn. For sidste gang blev telt og bagage pakket sammen inden de ca. 5 timer ned til Mweka Gate. Men inden var det vore 38 hjælperes stjernestund: Uddeling af lommepenge. Et sindrigt system indrettet efter et hierarkisk mønster: Chefguiden fik mest, assisterende guides, køkkenchef og tjener noget mindre og mindst bærerne. Hver enkelt blev kaldt frem og modtog glad sin – ekstra – betaling og hele gruppen takkede til sidst med sang og dans: Hakuna Matata. Jambo bwana (velkommen hr.). Som tak for god behandling gav jeg – lettere medtaget – en ekstra skærv til Michael, vores chefguide, der havde givet mig særbehandling, som den ældste – og vel formodet svageste – i gruppen.

Turen ned gennem junglen til vores slutpunkt Mweka Gate blev en hyggelig tur sammen med 2 bærere og 1 guide. Her erfarede jeg lidt om deres baggrund, som typisk var, at de ejede et lille stykke jord med kvæg og/eller konen havde en lille tøjbutik. Men de fleste penge tjente de som daglejere i trekking sæsonen, hvor de blev hyret mandag morgen og afsluttede arbejdet lørdag eftermiddag, hvorefter de startede igen mandag morgen. Deres udrustning bar præg af at være doneret af tidligere trekkere, T-shirts, jakker mv fra amerikanske firmaer.  Men selv om der var stor forskel oplevede vi kun glade, servicemindede hjælpere. Ikke skyggen af misundelse over de rige kunder, som væltede sig i high-tech udstyr og som vigtigst af alt havde mulighed og vilje til at rejse den lange vej fra Europa og ned på den anden side af Ækvator.  Derfor skal man heller ikke som turist have dårlig samvittighed over at lade andre bære sin bagage. De lever faktisk af det. White mans burden på en anden måde.

 

I øvrigt var det påfaldende, at grænsen for den vægt de måtte bære var 15 kg, hvor grænsen på Inkatrekket i Andesbjergene   var 30 kg. Smart nok i forhold til beskæftigelse og en forklaring på, hvorfor vores support team bestod af 38.

Afslutningen på trekket ved Mweka Gate blev karakteristisk nok fejret med en kold cola, medens bussen blev ladet med vores bagage. Lettelsen var stor og humøret højt ved den efterfølgende middag i en turistfælde af en restaurant omgivet af souvenir-butikker.

Var det så umagen værd at søge til højere bjerge fremfor at nøjes med ”slette og grønhøj i nord”? Absolut. Ikke alene fik jeg en fysisk oplevelse ud over det sædvanlige, men også en naturoplevelse, som det ikke er alle beskåret, selv om Kilimanjaro går for at være det højeste bjerg, som er lettest at bestige. Og selv i det korte tidsrum – 10 dage – vi var i Tanzania fik vi et indtryk af, hvordan menneskene der lever, og dermed sat vores eget priviligerede liv i perspektiv.

Udlængsel

                          UDLÆNGSEL                                
                                                   

Jeg ved ikke, hvordan det begyndte. Hvordan jeg trods en tryg barndom på en gård i Sydvestjylland omgivet af en stor søskendeflok blev præget af udlængsel. Det var i 1950erne, hvor den kolde krig havde afløst anden verdenskrig, men hvor vores fokus var på det nære: arbejdsfællesskabet på gården, hvor fremtiden dengang syntes fastlagt, men sidenhen blev stadig mere uvis.

Egentlig var der ingen fornuftig grund til at få udlængsel, dertil var livet på landet for privilegeret. Der var en fast ramme. Holdepunkterne var mange: den afgrænsede horisont, årstidernes vekslen med de tilhørende arbejdsopgaver, nærværende forældre, søskendesamværet, skolekammeraterne fra den lille landsbyskole, børnefødselsdagene, den årlige udflugt til dyrskuet i Ribe. Man vidste, hvor man hørte til.

IMPULSER

Måske kom den første impuls fra litteraturen. Med forældre præget af højskolemiljøet var bøger ikke noget særsyn i stuen på Villebølgård. Et af de første eksempler på litteratur, der har påvirket min udlængsel, stod i reolen og blev taget frem, når der skulle hygges med højtlæsning af Selma Lagerløfs, Niels Holgersens forunderlige rejse gennem Sverige. Tanken om at flyve højt oppe og have udsyn til hele verden var fascinerende. Men det var da godt nok mærkeligt, at det skete på ryggen af en gås. Det kunne man da ikke, men i litteraturen kunne man og den skabte billeder, der senere skulle blive til virkelighed, men foreløbig slog man det ud af hovedet som en uopnåelig drøm. Et frikvarter mellem de faste arbejdsopgaver på gården.

I et sådant frikvarter kunne jeg også få udvidet min horisont på en hel konkret måde, hvis jeg klatrede allerhøjest op i det store bøgetræ i haven, hvorfra jeg kunne se langt ud over det flade hedelandskab kun afbrudt af forblæste læhegn. Helt til Ribe kunne man se i klart vejr. Verden åbnede sig.

Måske var det også de hørespil, radioen bragte hver lørdag eftermiddag efter skoletid, hvor søskendeflokken var samlet i stuen til det, der dengang var weekendens underholdning. Her stiftede vi bekendtskab med mange spændende personer, der ofte var på rejser, hvor de oplevede fantastiske ting i mødet med andre kulturer. Specielt husker jeg et hørespil, som udspillede sig til søs og i de havne, skibet anløb. Med var en djærv bornholmer – Hasse hed han vist – som var en mester i at spytte langspyt, kaste med økser og i det hele taget løse de problemer, de stødte på undervejs i Sydamerika. Ansporet af radioens lydindtryk: vindens susen, bølgernes brusen og skibsdækkets knirken dukkede eventyrlige billeder op i bevidstheden længe før National Geographic bombarderede os med naturfilm i det nye medie fjernsyn. Vi stiftede blandt andet bekendtskab med Kaptajn Grants børn, hvis bedrifter vi hver lørdag med spænding ventede på. Ville de kunne klare de farlige situationer, de kom ud for og hvad ventede der næste uge af problemer?

Det var derfor helt naturlig, at da først evnen til at læse var blevet lært, måtte jeg læse den forfatter, der havde skrevet historien om Kaptajn Grants børn. Jules Verne åbnede med sine science fiction romaner en ny dimension af verden for. Især Jorden rundt i 80 skabte mange billeder i min bevidsthed. Tænk at kunne rejse jorden rundt med tog, skib, hestekøretøj, når man kun havde prøvet at tage rutebilen til Ribe og det vildeste var, dengang jeg første gang så en neger (jo, det sagde man) på gaden. Og alle de oplevelser Philias Fogg og hans tjener Passpartout fik undervejs over kontinenterne. Vi fik både præsenteret verdensrummet og verdenshavene i hans bøger og hvis det ikke var nok supplerede vi med spændende artikler fra Det Bedste fra Readers Digest, som familien abonnerede på. Ganske vist fik vi da en snert af verdensrummet, når vi ad natmørke grusveje gik hjem fra busstoppestedet på hovedlandevejen, eller af Vesterhavet ved sommerudflugten ud i det blå, men vi var klar over, at verden måtte vente.

Et ikke uvæsentlig bidrag til at sætte navne på udlængslen var de daglige vejrmeldinger i radioen, hvor man kunne falde i staver over mærkelige navne som Dogger Banke, Klaipeda, Gotska Sandøen. Eller undre sig over, at man i den dybeste vinter i december 1956 kunne afvikle Olympiske Lege i Melbourne levendegjort gennem Gunnar NU Hansens reportager, mens jeg med håndvarme smeltede isen af de et-lagede vinduer. Det var da alt for koldt til at løbe f.eks. forhindringsløb, og var det ligesom at løbe hen over hegnene på markerne og springe over grøfterne nede på engen? Og så midt om natten. Der var meget, som skulle læres endnu.

Kalvslund Kommuneskole leverede de første byggesten til et mere realistisk verdensbillede. Med 2 klasseværelser og 2 lærere til 5 årgange og skolegang 6 dage om ugen var der lagt op til mange timer med selvstændigt arbejde, medens andre årgange blev undervist i samme klasseværelse. Det havde sine begrænsninger i udbuddet af fag, men man fik en solid viden om landbosamfundet og de elementære færdigheder som skrivning og regning blev øvet om og om igen. Og det var stadig mulig at få fri til at deltage i arbejdet på gården. Vi vidste det ikke, men landbosamfundet med blandingsbrug og små enheder var under afvikling. Nye impulser var på vej til os.

Det nye medie filmen vandt også indpas på landet. Nærmeste biograf lå i Ribe og det var jo langt væk, selv om der kun var lidt over 10 km og der afgik rutebil flere gange om dagen. Derfor havde man også et kulturtilbud til folk på landet: den omrejsende biograf.

I forsamlingshuset var der jævnligt tilbud om at komme ind og se den nyeste folkekomedie, som f.eks. Morten Korch filmatiseringer, som Vagabonderne på Bakkegården. Mere spændende var besøgene på kommuneskolen fra globetrottere som Jørgen Bitsch, der viste deres sidste filmoptagelser fra ekspeditioner til steder som Kilimanjaro, Kalahari, Ny Guinea. Stærkest i erindringen står kampen med en kæmpe kvælerslange og mødet med indfødte i farverig fremtoning, for meget. Vi lagde gerne en daler i filmrulleholderen, når den gik rundt efter forevisningen. Men stor var kontrasten til hverdagens gøremål, hvor farverig påklædning var forbeholdt fastelavn og de farligste dyr, jeg kunne komme ud for, var mus eller rotter i roekammeret, når jeg skulle raspe roer.

En familie Pallesen fra egnen udlevede deres udlængsel ved ekspeditioner til bl.a. Afrika og finansierede det bagefter ved at vise film i det lokale forsamlingshus. Det rykkede, for de var jo ikke bare fine folk fra hovedstaden. Det kunne lade sig gøre. Men så var der jo også lige en skole, der skulle passes, så foreløbig blev udlængslen til en drøm, om engang at opsøge eventyret på fremmede kontinenter, at bryde ud fra de trygge rammer, at se verden. Og med indgangen i 60erne begyndte mulighederne for at stille udlængslen at dukke op.

De første rejser

Min første rejse udenlands gik til Flensborg som 14årig i 1962. Målet for besøget var vores sydslesvigske feriedreng Hans, som skulle konfirmeres. Da forældrene ikke kunne forlade deres arbejde på gården måtte jeg rejse alene med bus, hvorfor jeg måtte have et pas for at kunne passere grænsen. Spændingen og forventningerne var store, da jeg steg ind i den røde rutebil. Min søster, som var i huset i Tinglev, så til, om jeg var med den rigtige bus, og da jeg kom til endestationen var aftalen, at Hans´ bror, Otto, skulle hente mig. Og det gik da også smertefrit, selv om jeg kun havde set Otto én gang og ikke kunne tysk og Otto ikke dansk. Glad steg jeg op bag på hans Vespa og kom frem til festen. Den var næppe gået i dag, men succesen var god for selvtilliden og lysten til at kaste sig ud i nye oplevelser og indtryk.

I takt med den stigende velstand viste sig nye muligheder for at erobre verden. Skolen åbnede op for det omgivende samfund. Selv den lille kommuneskole i Kalvslund bød hvert år på udflugter til f.eks. Tirslundstenen eller Skyttehuset i Vejle.

Mit første besøg i hovedstaden var, da vi i vi i 4. klasse var på lejrskole, hvor vi boede på Provinsbørnenes Ferieophold på Svanemøllevej. Indtrykkene fra hovedstaden var mange og overvældende og bød ikke kun på Tivoli, men også på et besøg i Mindelunden: verdenskrigen kastede stadig lange skygger. Imponerende hvad en lille kommuneskole kunne præsentere os for, men i 1960 gik den ikke længere.

Vi måtte forlade den trygge base og tage bussen til den nærmeste by, Ribe. Fra 1960-1965 blev der bygget på af nye fag, som kommuneskolen i Kalvslund ikke kunne klare. Videbegærligheden fik et tryk opad i den store byskole: Valdemarskolen i Ribe. Nye fag kom til: fysik, matematik. Stolt som en pave hjemførte jeg som den første i familien en engelsk lærebog. I can run, I can hop. Men min sparsomme viden om engelsk rakte ikke langt, da familien fik kaffebesøg af engelske soldater på øvelse, der i starten af tresserne.

Mest spændende fandt jeg Tysk, Fransk og Latin: der åbnede sig nye horisonter. Tanken om at kunne tale med fremmede mennesker på deres sprog tiltalte mig. Ribe var ikke længere et udflugtsmål, men 6 dage om ugen det sted, hvor jeg gik i skole og fik nye kammerater, der havde andre interesser end os landbobørn. Det var slut med at få fri til høstarbejde. Vores verden var under hastig forandring.

Lejrskolerne førte os længere væk; 1963 til Odsherred og 1964 blev vores lejrskole afviklet i Norge på Sørlandet, hvor vi bl.a. besøgte Mandal, Stavanger, så Låtefossen og fik det første indtryk af de norske fjelde.

Med den almene velstandsstigning og med den tiltagende alder åbnede sig muligheder, man blot få år inden havde forsvoret, kunne blive én til del. Der gik f.eks. mindre end et år inden jeg næste gang var i Norge sammen med Ribe HKs Herre Junior hold i håndbold til Oslo Cup. Vi havde et godt hold, vandt to kampe, men tabte én, så der blev tid til at besøge seværdigheder som Bygdøy med polarskibet Fram og Kon-tiki-flåden. Billederne fra Nansens og Heyerdahls bøger tog her konkret form: de havde gjort det, det var ikke bare eventyr.

Det blev starten på et voksenliv præget af dynamik, fremgang, rejselyst, som min forældregeneration end ikke kunne drømme om. Allerede i 1966 fik jeg andel i boomet i charterrejser, da jeg i min første sommerferie fra jobbet som kontorelev formedelst 574,50 kr tog med Stjernerejser til danskernes foretrukne rejsemål: Mallorca.  SAS gav mig den første flyvetur og oplevelsen over skyerne vakte mindelser om Niels Holgersens forunderlige rejse, ikke mindst da det svenske par på nabosæderne højlydt roste det danske ”Smörgås”.

Men paradoksalt måtte jeg konstatere, at hver gang udlængslen trak mig ud af de vante omgivelser til fjerne destinationer, gik der sjældent meget mere end en uge, inden en anden følelse med vekslende intensitet meldte sig: Hjemve. Opfyldt af oplevelser og erfaringer fra fremmede kulturer kunne jeg vende tilbage og se nye perspektiver i den hjemlige kultur.

Rejsebrev nr. 4

På fasttrampede stier

Rejserutinen er ved at indfinde sig. Når vi kommer til det næste sted søger vi overnatning til det følgende sted og køber busbillet til den dag vi har valgt til næste stræk. Næste træk er at finde en bank med ATM, hvor man kan hæve penge, hvilket langtfra altid kan lade sig gøre. Derefter er der fri leg indtil sidste opholdsdag, så begynder omfordeling, ny-pakning osv. Den rute vi har valgt har – sjovt nok – vist sig at være én af de foretrukne turistruter: Buenos Aires – Salta – San Pedro de Atacama – Salar de Yuyuni .

Hvor turdeltagerne i vore ture i Salta-området helt overvejende var folk på alder med os, har det efter Salta ændret sig til at være overvejende unge back-packere. De fleste kom fra Mendoza eller Santiago de Chile og forretningsgaden i San Pedro – den lerstampede Caracoles – myldrede med backpackere, som snoede sig vej igennem det store antal forretningsdrivende, der prøvede at sælge deres produkter med tilråb. Mindst 20 udbydere af rejser til Salar de Yuyuni og andre aktion-ture, cykeludlejere, udstyrsforretninger, vekselstuer. Her var virkelig ikke ret meget andet end turistindustrien som indtægtskilde.

Selv om man føler sig lidt som tremmekvæg, der bliver drevet frem på fasttrampede stier, er der ikke andet at gøre end at acceptere det – og få det bedste ud af det. Hvordan skulle man ellers finde frem til seværdighederne i de store øde områder  uden vejsystem. Her er ingen afvisningsskilte, ja mange gange kun et hjulspor, så med mindre man kan køre efter kort og kompas er man dårligt hjulpet. Og alt andet lige er det absolut en fordel at have en lokalkendt guide med, som både kender vejen og kan fortælle om seværdigheden. Så vi har for længst droppet forestillingen om at være unikke turister, der ser noget, som ingen før har set.

Men turen over Andesbjergene fra Salta til San Pedro de Atacama var i hvert fald noget, som jeg ikke før havde oplevet. 4 timer, hvor det bare gik opad i det ene hårnålesving efter det andet, indtil vi kom op på Altiplano. Vi passerede 4170 m og mødte meget få biler og så ingen mennesker. Turen var også anderledes på den måde, at vi som forkælede turister fra turen til Salta, havde vænnet os til servering undervejs. Men vi fik bare efter 5-6 timer en bakke med lidt snacks og en bolle med ost og skinke smidt i nakken og værst af alt, man havde ikke sørget for vand til passagererne. Min liter vand rakte kun halvvejs og varmen fra den stærke sol på Altiplano var på nippet til at gøre mig rundt på gulvet. Vi troede ikke vore øjne, da vi kom frem til busstationen i San Pedro, med 5-6 båse og lidt skure med salg af billetter og fornødenheder. Vi var kommet til ørkenland, taxaerne holdt ikke og ventede og vi havde ingen valuta. Men  situationen er ikke ukendt på de egne, så snart dukkede en 4WD pick-up op og kørte os først til vekselerer og dernæst til hostellet for betaling forstås.

Atacama ørkenen er en majestætisk blanding af udslukte vulkaner, vulkanske stenformationer, sandklitter og saltforekomster. Et vildt flot landskab, men også ugæstfrit, hedt og tørt som det er. Men med en passende blanding af vand og mad kan man få fine oplevelser, som vi gjorde i Valle de Luna. Højden gør sig dog også bemærket, så en bakke, man normalt let cykler eller går op ad, kan føles som uoverstigelig og man gisper efter vejret og pulsen hamrer derudaf.

Ligesom de fleste andre rygsæksturister gik vores tur gennem en nationalpark, hvor vi gentagne gange stødte på de samme Toyata Landcruisere med deres last af 4-6 turister og 1 chauffør og 1 guide, når vi gjorde holdt ved laguner, særegne eroderede vulkanske stenarter, geysere eller varme kilder. Vi havde det held at få en dygtigt engelsktalende guide, Pablo, som i 3 dage fortalte os om alt mulig fra mineralforekomster, der farver søerne forskelligt, til lokale kulturelle fester, til den politiske situation i Bolivia. Han sørgede også for 3 måltider mad om dagen og for overnatning i shelters. Her følte man sig virkelig i pagt med naturen, når man skulle over gården til toiletterne i lyset fra måne og en myriade af stjerner. Sidste overnatning fandt sted i et Hostal de Sal, der var speciel derved, at murene bestod af saltblokke, interiøret (borde, stole mv) var af salt og der var strøet salt ud over alle gangområdet. Selve gulvet var dog lavet af beton. Beliggenheden var ved kanten af den 12000 km2 store saltsø Salar de Yuyuni, som gjorde, at vi kunne komme ud og opleve både solnedgang og solopgang ude på selve saltsøen.

Intet andet end imponerende må man kalde saltsøen med dens udstrækning på 160 km fra Nord til Syd og 120 km fra Øst til Vest og med en salttykkelse på op til 7 m. Biler kunne uden problemer køre rundt på saltet. Søen er et levn fra fortiden, hvor der var hav, hvilket ses af det faktum, at der er tale om saltvand. Mineralforekomster (boraks, magnesium, jern mv) gør søen til et reservoir, men udvindingen er svær og priserne er vigende. Derimod er der mange familier, som lever af at hente saltblokke, forarbejde dem og sælge dem. Her har rationaliseringen endnu ikke vundet indpas. Udvinding af mineraler er i det hele taget vigtig for bjerglandet Bolivia, hvor Pablo fortalte, at 1 million af Bolivias 12 millioner lever af minedrift.

Eneste lille irritationsmoment var en fotosession midt ude på saltsøen, hvor opmærksomheden ikke var fanget af den fantastisk, storladne natur, men af at fotografere sig selv i mere eller mindre kreative opstillinger, hvor naturen kun spillede en rolle som kulisse. Ellers var turen ad den fasttrampede sti en stor oplevelse.

Rejsebrev 3 - I djævlens gab

Rejsebrev 3

I djævlens gab

Buenos Aires var en stor mundfuld for to turister, som er vant til at færdes i landlige omgivelser og højest stifter bekendtskab med mindre storbyer som København eller Hamburg. Og Argentina er jo så kæmpestor, at det meste af landet er tyndt befolket. Derfor var det på mange måder en lettelse at komme ud af storbyen og opleve en storslået natur. Vi blev mange gange tryllebundet af den store afveksling naturen opviser, så det giver god mening at vi befandt os i djævlens gab, alene af den grund, at vi besøgte to steder i landet, som blev kaldt Garganta del Diablo.

Første gab vi stiftede bekendtskab med lå på grænsen mellem Brasilien, Paraguay og Argentina: Foz de Iguazu. Midt i et tropisk jungleområde lå det mest imponerende skue jeg mindes at have set. Myriader af vandløb væltede ud over klipperande og skabte et panorama af uendelige vandmængder. Specielt frygtindgydende var Garganta del Diabolo, som man kunne få nærkontakt med via en gangbro. Øredøvende og dragende så man - også for ikke at blive våd - måtte vende ryggen til, inden man selv blev suget med. 

Området på begge sider er Nationalpark og selvfølgelig udnyttet som turistattraktion, så man kan komme på cykelsafari, rafte og få nærkontakt med vandfaldene i en såkaldt bådsafari. Vi kunne konstatere, at det nok nærmere burde hed vådsafari, fordi turen gik ud på at forcere vandmasserne ind til og ind under selve vandfaldene. Intet andet end måbende beundring og ærefrygt for naturens kræfter stod tilbage da vi efter 3 dage med besøg på begge sider af vandfaldet forlod området for at begive os 1800 km nordpå op til Salta.

Selve busturen på 20 timer er i sig selv en oplevelse. Vi havde købt bedst kvalitet, hvilket betød bløde, brede sæder, der kunne lægges helt ned og fungere som senge: Cama ejecutivo. Ikke nok med det så indbefattede billeten også servicio, hvilket vil sige mad, drikkevarer, snacks, drinks. Alligevel må man sige, at turen hen over den uendelige pampas til sidst faldt lang.

Salta viste sig at være en moderne by med fantastiske, varierede omgivelser. Vi tog på 3 endagsture, som alle startede kl. 7 og minimum varede til kl. 18. Grunden hertil var, at turene bragte os ud af dale og op gennem bjerge helt op til 250 km væk fra byen. Tur 1 til Cafayata bød på et nyt møde med djævlens gab - denne gang i sten. Dalen ind til vinbyen Cafayata var spækket med spektakulære former skabt af erosion og i varierende røde farver. Man havde moret sig med at navngive nogle af formationerne, såsom Titanic, Frøen, Bin Laden. Naturen havde også frembragt et amfiteater, udhulet i klippesiden og med en god akustik. Bjergtaget blev man også af Djævlens gab, der var en åbning i klippevægen, som fortonede sig opad i et farligt terræn. Her skulle man ikke vove sig ind.

Tur 2 gik til Humahuaca, som ligger endnu længere væk fra Salta end Cafayta. Her var det mere farverne, som kunne imponere os. Det syvfarvede bjerg var bare et af mange eksempler på naturens kunnen, en farvepragt uden lige. Vi bevægede os også på gamle inkastier og besøgte den restaurerede Inkafæstning i Tilcara, hvor man fik et godt indblik i leveforholdene i de små stenhuse.

 Tur 3 gik til den lille bjergby Cachi, som ligger ved Argentinas svar på Route 66, R40. Vejen dertil var ikke som på de to første kørsel i dale langs udtørrede floder, men førte over et bjergpas Cuesta del Obispo i 3457 m over skyerne. Vi havde egentlig planlagt at ville tage Tren de las Nubes (Toget over skyerne), som er en særdeles efterspurgt turisatraktion, så efterspurgt, at vi ikke kunne få en billet til 800 kr for en endagstur frem og tilbage. Selve bjergbyen Cachi var en hyggelig lille by, som markedsførte sig på deres stilhed: Efter et sagn døde her stilheden - og man må sige, der var meget stille i gaderne, når man da kunne unddrage sig turistrumlen med fælles bespisning af højttalende turister som os.

Eneste ting man kunne kritisere turene for var, at det var meget lagt an på det kommercielle aspekt med besøg i faste souvenirbutikker, cafeteriaer og restauranter, men det er jo nok prisen for at få de tre ture til en pris ca. den som man måtte betale for en endagstur med toget til skyerne. Men ligesom vi ikke kastede os i djævlens gab, hverken i Iguazu-vandfaldet eller i Cafayata-dalen, behøvede vi heller ikke at falde for turistindustriens medkøb.

Rejsebrev 2 Buenos Aires

 BUENOS AIRES

Rejsebrev 2

Forskellene til Rio ligger lige for: Temperaturerne her sneg sig højest op i underkanten af 20 grader, når der var sol, og om natten kom vi så langt ned under 10 grader, at det lagen og det tæppe, som vore senge var betrukket med, ikke rakte. Vi frøs, men med anstand. Man må lige vende sin indgroede tænkning, når man snakker om at tage sydpå til varmen.

Ellers minder byen om europæiske eller amerikanske byer: Gadebilledet udgøres af parallelle gader regelmæssigt krydset af vinkelrette gader, let at orientere sig i. Byggestilen er også meget europæisk, det nærmeste man kommer et latinerkvarter er San Telmo, som var kvarteret, hvor byen i tidernes morgen blev grundlagt, og hvor vi boede. Her er smalle, brostenbelagte gader med masser af hyggelige cafeer, tango-barer, antikvitetsforretninger, markeder – et skønt sted.

En forskel til Rio er også, at Buenos Aires er Argentinas hovedstad, hvor Rio jo ikke engang er Brasiliens største by og Brasilia er hovedstaden. Fra en dansk herboende erfarede vi, at Buenos Aires med forstæder har op til 14 Millioner indbyggere og at når hun skulle på arbejde måtte regne med 2 timers pendling – hver vej! Det er så ikke en forskel til Rio, hvor trafikken også er et helvede, men vejene ind til byens centrum er større anlagt i BA. Avenida de 9. Julio, hvor vi talte 10 spor – i  hver retning, hvorfor avenidaen også var pænt over 100 m bred.

Som hovedstad har byen de funktioner man forbinder med en hovedstad: Hele det politiske establishment, kirkerne, museerne. For at sætte trumf på placerede man en obelisk på 67 m på av. de 9. Julio, som er et godt sigtemærke. Samtidig markerer obelisken argentinsk uafhængighed og patriotisme, rejst som den er på stedet, hvor det argentinske flag for første gang blev hejst.

De historiske museer i byen fortæller historien om kampen for selvstændighed og uafhængighed af kolonialmagterne, først og fremmest Spanien. Men i magtens centrum, Casa Rosada, havde man ikke fået alle konflikter med, som har skabt det Argentina, vi ser i dag. Ganske nævntes, at det kæmpestore land  - det 8. største land i verden – oprindeligt havde haft over 30 forskellige indfødte stammer og at der var forekommet massakrer, men f.eks. havde man i fremstillingen sprunget over perioden med militærdiktatur 1976-1983 under general Videla. Måske fordi den afsatte præsident Isabel Peron var fra samme parti, som den aktuelle Kirchner.

En anden konflikt får derimod stor omtale: Krigen om Falklandsøerne i 1982. Et flag reddet hjem fra slagmarken opbevares i en montre i Casa Rosada i  Patio del Malvinas – det argentinske navn  for øerne og markerer, at Argentina stadig gør krav på øerne . Og på Plaza del Mayo markerer hvide kors de 649 argentinske ofre.

Men at demokratiet virker så vi også på den måde, at der er offentlighed omkring konflikterne. Hver torsdag marcherer Madres del Plaza Mayo rundt på pladsen, for at gøre opmærksom på de mange ofre for militærdiktaturets terror. Et virkningsfyldt optog, når man stadig efter 40 år med mødre, der nu har alderen til bedstemødre, i spidsen markerer misstanden. At demokratiet virker kan man også se deraf, at bevægelsen har delt sig op i 2 fraktioner, hvoraf den ene nærmer sig et politisk parti med politiske taler osv og den anden holder fast i udgangspunktet og demonstrerer ved at læse savnedes navne op, viser billeder af dem frem. At dømme efter fremmødet er det den første fraktion, der er størst.

Man skjuler således ikke konflikterne, men man skal lede for at finde vidnesbyrd om militærdiktaturet. De findes f.eks. på gaderne, i fortovet foran huse, hvor der boede en savnet kritiker – lidt ligesom Stolpersteine i Berlin. Tilfældigvis fandt vi også stedet, hvor torturen fandt sted. Nu gik der en motorvej hen over, men man kunne se omridset af torturkældrene.

Argentinerne vil meget hellere tale om deres helte: Fortidens helte markerer de offentlige museer var generaler, som f.eks. Argentinas befrier, San Martin. Den mest elskede person var nok Eva Peron, Evita, der opnåede stor folkelig succes som skuespiller og politiker. I dag fokuserer man meget mere på folkelige helte: Tango-sangeren Carlos Gardel, som i anledning af 80-års dagen for sin død ved et flystyrt, havde fået en særudstilling på det nationale historiske museum. Sport har også spillet en stor rolle i byen, landet: På den store kirkegård: Recoleta så vi en statue af bokseren Luis Firpo og i arbejderkvarteret La Boca hyldede man megastjernen Maradona og klubben Boca Juniors. I skrivende stund hyldes Messi, som den der skal føre Argentina til mesterskabet i Copa America. Patriotismen er stor. Bargæsterne ville ikke umiddelbart acceptere, at Tyskland var de sande verdensmestre.

Fattigdom, som vi så i Favelaerne i Rio, kunne vi ikke få øje på, bortset fra, at gaderne var fyldt med affald om morgenen fra hjemløse, som havde hevet poser op af containerne for at finde returemballage. Men en overskrift i den stedlige avis opregnede antallet under fattigdomsgrænsen til 25%, hvorfor der da også var demonstrationer for bedre uddannelse og sundhed.

Godt at vi ikke var i nærheden af den grænse, men kunne betale enhver sit – også når vi blev fanget i turistfælden, som en aften på en tangobar eller på Camanitoen i La Boca.

Vi drager nu videre mod Andesbjergene mætte af byindtryk og spændte på, hvad
bjergene byder.

Rejsebrev 1 Rio: Fra country club til favela.

Rio: Fra country club til favela

Rejsebrev 1

Stærke indtryk melder sig allerede I taxaen fra lufthavnen til bestemmelsestedet: utrolig tæt trafik, veje, der fører forbi de verdenskendte strande Copacabana og Ipanema, men også forbi de illegale favelaer, der ligger lige ud til motorvejen mod syd til Barra da Tijuca. Husene, lavet af forhåndenværende materiale og stablet ovenpå hinanden, så man må undre sig over, hvordan man finder op til 4. sal, ligger op ad bjergsiderne mange steder i Rio. Men vores bestemmelsessted er modsætningen. Barra da Tijuca minder om Miami med mange hoteller og kilometerlange strande. Vi ankommer til et herskabsanlæg bag lukkede mure, som vi når frem til gennem et bevogtet checkpoint. Vi bliver hjerteligt modtaget af vores værter og nyder deres gæstfrihed med eget værelse og velkomstgrill ved poolen. Husets alt-muligmand står for den del, ligesom han slæber bagage op ad trapperne.

Følelsen af at være landet i en kolonial tidslomme bliver forstærket dagen efter, hvor vi bliver inviteret på frokost i den lokale Country Club, som har 800 medlemmer, der selvfølgelig er kendte af vagtposterne ved indgangen. Bag de høje mure findes pool, restaurant, park, tennisbaner, alt sammen velholdt af righoldigt personale. Frokosten bliver ikke betalt ved bordet, men skrives på medlemskontoen. Værtsparret, som har haft succes med et ingeniørfirma og derfor er velsitueret, er utroligt generøse og hjælpsomme og fortæller gerne om Brasilien og dets problemer.

Brasilien, som har haft forbløffende vækstrater, står ved begyndelsen af en dyb krise: Pensionsspørgsmålet er ikke afklaret, der har været en stor finansskandale (Petrobas), regeringen prøver at lukke hullet i statskassen ved at hæve skatterne, korruption er hverdag. Det har ført til store demonstrationer mod regeringschefen Dilma, og svindende smil hos de ellers livsglade brasilianere. Et andet stort problem i Rio er kriminaliteten, hvor overfald, røveri og mord hører til hverdagen, hvorfor vi da også holdt os indenfor om natten, med mindre vi var i selskab med andre. Derfor oplevede vi ikke kriminalitet på egen krop – ikke engang antydning, hvilket måske også skyldtes den massive tilstedeværelse af politi på gaden, i luften og til vands. VM i fodbold 2014 var første prøve og næste er lige om hjørnet OL 2016. Der er ikke råd til fejltagelser der.

Vi havde ingen problemer da vi boede på et backpacker-hotel i Copacabana eller da vores værtspar tog os med til en favela, hvor vi på Bar do David fik en god frokost på vakkelvorne klapstole ved plasticborde, men med venlig stemning. Stedet var populært – også hos ikke favela-beboere – et sted, man godt kunne besøge uden politibeskyttelse. Men på vejen ned til forbindelsesvejen fik vi et godt indblik i boforholdene: åbne kloakker, meget tæt beboelse uden privatliv, ussel vedligeholdelse. Og her var tale om en favela af de bedre.

Naturligvis måtte vi også se Rios store turistattraktioner: Kristusfiguren, Sukkertoppen, Copacabana-stranden, men helt så sommerligt, som på postkortene, var det ikke. Vi oplevede et uvejr med torden og styrtregn på vej op i svævebanen til Sukkertoppen. Men lige så hurtigt uvejret kom forsvandt det og vi fik et fantastisk vue af byens lys, der viser udstrækningen over mange kilometer, klemt inde, som byen er, mellem bjerge og Atlanterhav.

Det lykkedes os på de 5 dage, vi var der, at stifte bekendtskab med to af de ting, som Brasilien er kendt for i verden: Samba og fodbold. Værtsparret tog os med til en klub, hvor en blanding af lokale og turister hver onsdag hengav sig til sambaen. Her mødtes danselæreren med sin elev for at danse, men også ægtepar og danseinteresserede i øvrigt kastede sig hengivent ud i sambaen. Det var dansetrinene det drejede sig om intet andet. Det var noget vanskeligere at forestille sig det, da vi dagen efter på vores City tour i stærk regn kom ud til stedet, hvor Rios karneval holdes: Tilskuerpladser til 70000 fordelt over 800 meter, som udgjorde den distance sambaskolerne skulle holde den kørende for at klare sig i konkurrencen.

Til gengæld levede fodbolden op til forventningerne. Sammen med 28500 tilskuere overværede vi El Classico mellem to Rio mandskaber: Flamengo og Fluminese. Vi holdt med Flamengo, men på slapt forsvarsspil, der ikke kunne holde den gamle landsholdsangriber Fred fra fadet, som scorede to gange og sikrede Fluminese sejren med 3:2. Men sjældent har vi hørt så brutal en lydkulisse og set tilhængere gå så meget op i kampen. Der kan ikke engang Brøndby-fans være med.

På 5 dage i Rio fik vi et indblik i byens fortrin og dens problemer: de mange modsætninger, som var direkte aflæselig i bybilledet. Det bliver spændende at følge med i udviklingen.