Bertolt Brecht mellem forfængelighed og forgængelighed

Bertolt Brecht – Modsætningernes mand mellem forfængelighed og forgængelighed

                 

”Bertolt Brecht? Var det ikke ham kommunisten, som skrev ”Mutter Courage”, og som var en rigtig mandschauvinist? Hvis man er heldig kan man hos lidt ældre litteraturinteresserede høre en sådan sætning, ja måske endda også, at han på flugt fra nazisterne boede i Svendborg nogle år, men at han i dag kun sjældent spilles på teatrene. Hos yngre vil han være helt ukendt, og det er en skam, fordi hans kunst var nyskabende, hans liv, som udspillede sig i den mest turbulente periode i Europas historie, var en fortælling så spændende, og hans person så modsætningsfyldt, at det i sig selv giver stof til eftertanke. En ekstra tilskyndelse var for mig, at jeg i 3 uger i 2013 boede i det hus, hvor Brecht boede i sin landflygtighed.

Bertolt Brecht (10.2.1898-14.8.1956)

BB blev født ind i en borgerlig familie i Augsburg (Bayern) og allerede her kunne man tydeligt se, at den unge Brecht ikke agtede at følge strømmen, men gjorde oprør mod sit ophav og dets forløjede normer og formåede at formulere det i umisforståelige vendinger:

                                   Fordrevet med god grund

Jeg voksede op som søn

Af velhavende folk. Mine forældre bandt en

Krave om min hals og opdrog mig

I vanen med at blive opvartet

Og underviste mig i kunsten at befale. Men

Da jeg blev voksen og så mig om

Brød jeg mig ikke om folk af min klasse

Ikke om at befale og om at blive opvartet

Og jeg forlod min klasse og sluttede mit

Til småkårsfolk.

 (1939.Oversættelse: Erik Knudsen)

I skolen nægtede han at deltage i hyldesten af offerdøden for fædrelandet i 1. Verdenskrig, som blev unge jævnaldrende til del og betegnede den i stedet for som propaganda: ”Afskeden med livet falder altid svært, i sengen som på slagmarken, mest dog for unge mennesker i deres livs blomstringstid” Kun hans behjertede tysklærer reddede ham fra at blive smidt ud af skolen i vanære. Allerede da var det en forfængelig og selvbevidst ung herre, som om sin skoletid sagde, at det ikke lykkedes ham at bibringe lærerne noget særligt! Skolen var for ham kun et venteværelse til det liv han hurtigt bestemte skulle være hans: livet som digter. Han søgte mod arbejderklassen og deltog i arbejder- og soldaterrådenes revolutionsforsøg i sin hjemby i 1918/19, men typisk for ham kun i baglokalet som sygehjælper. Hans våben var ikke geværer, men hans digtekunst.

”I mig har I én, som I ikke kan bygge på.”

I gymnasietiden dannede han en gruppe om sig og fordrev ventetiden med litteratur, druk, og hor. Hans blik for det andet køn var hurtigt udviklet, ligesom hans evner til at udtrykke sine følelser var en medvirkende årsag til, at han fik succes hos pigerne. Gymnasiekæresten Rose Marie Aman fik sit eget smukke digt: ”Minde om Marie A.”, hvor han mindes hende og deres kærlighed under blommetræet med udsigt til en sky på den smukke september himmel, som forsvandt lige så hurtigt som kærligheden, der antog andre former:

Måske de blommetræer endnu blomstrer

Og det kan være hun har børn og venter fler.

Men skyen blomstred kun et par minutter

Da jeg så op, var den ikke mer.

(Ovs. Erik Knudsen)

Men det var nu ikke ligefrem den ukomplicerede, rosenrøde kærlighed, der kendetegnede Brecht. Han havde snarere noget, der kunne ligne en macho-indstilling til kvinder. Om forholdet til kvinder skrev han 1925: ”Så snart to mennesker indgår i et forhold, indgår de også, i de allerfleste tilfælde stiltiende, en kontrakt …. Hvad angår mand og kvinde er det for det meste sådan, at manden i kraft af sin kontrakt forlanger uhyre meget og kvinden må give uhyre mange indrømmelser.” Og gennem sit liv gav Brecht mange eksempler på, at han faktisk mente hvad han sagde, selv om det ikke var et éntydigt billede af en mandschauvinist.

Brecht kunne ikke nøjes med én kvinde ad gangen og var slet ikke til ægteskab i borgerlig forstand. I sit fødehjem havde han set, hvordan faderen og moderen udadtil opretholdt facaden, mens faderen havde et forhold til hushjælpen. Den slags dobbeltmoral tog han afstand fra. Han så ingen grund til at lægge bånd på sine lyster og var ikke bange for at melde rent ud: ”Og jeg kan ikke gifte mig, jeg må have frit albuerum, kunne spytte, som det behager mig, sove alene, være uden skrupler.”  At Brecht så senere giftede sig – endda 2 gange – ændrede ikke på det faktum, at han blev ved med at opretholde flere forhold samtidig. Meget sigende fik han 4 børn med 3 forskellige kvinder, 1 uægteskabeligt og 3 inden for ægteskabet. Dertil kom flere aborter og et barn, der døde kort efter fødslen.

Hans promiskuitet byggede ikke på et attraktivt ydre, nærmest tværtom. Hans første kone, den underskønne operasangerinde Marianne Zoff har beskrevet ham som ”uplejet, dårligt klædt”. ”Det rørte ham ikke, at hans varme underbukser stak udenfor, i hans mundvige var indtørrede brune spytrester … hans hår var fedtet.” Men hvad var det så, der tiltrak kvinderne? Der kan næppe være tvivl om, at det var hans intellekt, den verbale charme og udstråling og hans rolle som digter, der tiltrak kvinderne.

Brecht var i sin tidlige ungdom fokuseret på det følelsesmæssige. Da han ikke længere kom sammen med Rosemarie A. skrev han til sin ven Caspar Neher: ”Jeg kan altså ikke mere kysse Rosemarie… men jeg kan kysse andre, naturligvis….. Men hvad er 100 muligheder mod én umulighed.” Senere kom også det intellektuelle, det litterære aspekt til, for det var ikke hvem som helst Brecht indledte forhold til. Kvinderne fik roller som muser og sekretærer i et arbejdsfællesskab, hvilket har affødt kritik af ham for at udnytte sine kvinder.

Arbejdsfællesskabet

Sandt er, at han kan angribes for at have levet et moralsk forkasteligt liv, som f.eks. i sit exil i Svendborg, hvor han boede sammen med sin kone Helene Weigelt og deres 2 børn, og på samme tid havde sin tyske muse og sekretær Margrethe Steffin og den danske skuespiller Ruth Berlau arbejdende og til tider boende i huset på Skovsbostrand. Men med i regnskabet hører også, at han sørgede for sine kvinder selv om det som regel var småt med penge for en exileret forfatter, enten med penge, som f.eks. betaling af den lungesyge Margrethe Steffins dyre behandlinger, eller med støtte til egne litterære produktioner. Arbejdsfællesskabet var vigtigt for Brecht og hans samfundsforståelse, som gik fra at være forfængelig Bürgerschreck og betragte sig selv som digter med stort D til at blive marxistisk og se sig selv som en del af det store fælleskab. En udvikling man kan se i hans digt fra 1936:

Hvorfor skal mit navn nævnes?

1.

Engang tænkte jeg: i en fjern fremtid

Når de huse, jeg bor i, er faldet sammen

Og de skibe, jeg sejlede på, er hugget op

Vil man stadig nævne mit navn

Sammen med andre.

….

5.

Men i dag

Er jeg indforstået med, at det bliver glemt.

Hvorfor

Spørge efter bageren, når der er brød nok?

Hvorfor

Berømme den sne, der er smeltet

Når nye snefald er nært forestående?

Hvorfor

Skal der være en fortid, når der

Er en fremtid?

6.

Hvorfor

Skal mit navn nævnes?

(1936. Ovs. Erik Knudsen)

Hans største succes før 2. verdenskrig var tiggeroperaen ”Laser og pjalter” og den var kommet til verden under medarbejde af Elisabeth Hauptmann, der stod for oversættelse af det engelske forlæg også i andre stykker, som f.eks. ”Mahagonny” og ”Happy End”. Hun blev nævnt på plakaten og fik sit navn på kontrakten, dog med en mindre procentsats end Brecht og Weill. Hun klagede da heller ikke, eftersom hun indgik i et arbejdsfællesskab.  

Arbejderskuespilleren Margrethe Steffin blev Brechts elskerinde og samarbejdspartner af samme grund. Her kunne hun udvikle sin kunst og inspirere Brecht. Hun fik sit navn med i tekstsamlinger og ikke mindst bekostede Brecht frem til hendes død i Moskva 1941 flere kurophold, der skulle helbrede hende for den frygtede sygdom tuberkulose.

Den danske arbejderskuespiller Ruth Berlau – Røde Ruth – kom ind i Brechtkredsen, da han 1933 slog sig ned i Svendborg. Hun forelskede sig i ham og blev i hans omkreds frem til sin død i Østberlin 1974. Hun hjalp Brecht med at oversætte fra dansk og sætte hans stykker op, men fik også selv støtte, både pengemæssigt og kunstnerisk. Hun fik ansættelse ved Brechts teater Berliner Ensemble som fotograf, men måtte efter Brechts død klare sig på anden måde. Hun døde ulykkelig og ensom med mindet om et arbejdsfællesskab og et kærlighedsforhold, der fik sit udtryk i sønnen Michel, som blev født september 1944, men døde efter få dage.

Men hvorfor fandt hans kone, Helene Weigelt, sig i i hele deres ægteskab at Brecht helt åbent havde forhold til andre kvinder? Det gjorde hun nok heller ikke uden videre – der er flere eksempler på situationer, hvor hun prøvede at ændre på forholdet. Men situationen, landflygtighed med 2 små børn, en umulig arbejdssituation som skuespiller uden scene at optræde på, gjorde, at hun først og fremmest fokuserede på at bringe familien frelst gennem den svære tid. Hun var faldet for Brechts charme, men også fordi Brecht skrev stykker til hende og hun indgik idet kunstnerisk kollektiv, som hun indså var forudsætningen for Brechts digtning. Men det har bestemt ikke været let i 16 år ikke at kunne udøve sit elskede erhverv, men være praktiske gris, som organisator og ikke mindst madmor. Belønningen kom i slutningen af hendes liv, hvor hun blev administrativ leder af det, der stadig kaldes Brecht teatret, Berliner Ensemble, og endelig fik lov til at spille de roller, som Brecht skrev til hende.

”Det simple, som er svært at udrette.”

Men kommunist da? Han var da overbevist marxist og kommunist? Ja og nej – I starten var Brecht kritiker af det konservative samfund, som omgav ham i det bayerske Augsburg, ud fra en ny-saglig samfundsopfattelse, men i slutningen af 20erne stiftede han bekendtskab med Marx´ teorier og bekendte sig derefter som marxist, fordi teorien gav ham en forklaring på de misforhold, han kunne se i tiden:

Kommunismens pris

Hvad taler imod kommunismen?

Den er fornuftig, alle forstår den. Den er let.

Er du måske en udbytter? Den taler til din slag.

Forhør dig om den, den er til bedste for dig.

En dumrian kalden den dum, og de snavsede kalder den snavset.

Den er fjende af snavs og fjende af dumhed.’’

De øverste kalder den forbryderisk,

Vi andre ved dog:

Den er ingen galskab,

Tværtimod galskabens ende.

Den er ikke kaos,

Tværtimod orden.

Den er det simple, som

Er svært at udrette.

(1933 Ovs. Iwan Malinovski)

Brecht troede altså på det fornuftige i fællesskabet, som kan løse de problemer den enkelte har. Og det fornuftige kom til udtryk i det kommunistiske parti: ”Den enkelte har to øjne/Partiet har tusind øjne.”. Men hvem er så partiet? Det giver Brecht også sit bud på: ”Vi er det /Du og jeg og I – vi alle/den er i dit tøj, kammerat, den er i dit hoved.” og senere ”Vi kan tage fejl, og du kan have ret, altså/forlad os ikke.” (1933). En passende kommentar til de karrierepolitikere, som skifter politisk parti som andre skifter skjorter.

Ingen tvivl om, at det var propaganda for det kommunistisk parti, men som den modsætningsfyldte mand Brecht var, blev han aldrig selv partimedlem, måske fordi han tidligt så, at det som så simpelt ud, var endog meget svært at udrette. Han ville skildre virkeligheden, som den var og måtte derfor gang på gang konstatere, at så enkelt og let var det ikke at ændre samfundet. De som i teorien primært skulle være bærere af det kommunistiske samfund, arbejderne, viste sig i praksis oftest at have småborgerlige tendenser, som man f.eks. kunne se i filmen ”Kuhle Wampe” fra 1934, hvor Brecht dog i sin og Hanns Eislers ”Solidaritätslied” også viste at sammenhold kunne overkomme problemer som individuelle løsninger ikke kunne. Synpunktet virker i dagens superindividualistiske samfund, hvor solidaritet nærmest er et fyord, forældet, men med de megastore problemer, der tårner sig op for menneskeheden, skal man ikke helt afskrive begrebet.

En af grundene til, at Brecht aldrig blev partimedlem og ikke altid var velsete i kommunistiske kredse var, at han ikke accepterede partilinien på litteraturpolitikkens område. Den socialistiske realisme kunne slet ikke rumme den modsætning, den dobbelthed han så udfolde sig i samfundet. Han skabte derfor sin egen teaterteori: det episke teater, som aldrig blev populær i dogmatiske kredse, fordi Brechts stykker ganske vist viste det kapitalistiske samfunds mange problemer, men ikke kom med den lette løsning: den kommunistiske arbejdets helt. Tværtimod har hans hovedpersoner, som f.eks. Mutter Courage eller det gode menneske fra Sezuan Shen Te, som omstændighederne tvinger til at antage skikkelse som sin onde fætter Shui Ta, alle de bedste hensigter, men står ikke imod presset fra samfundet og udvikler ikke særligt positive egenskaber. I stedet overlader Brecht det til tilskueren at analysere situationen og tage affære mod uretten: ”Vorhang zu und alle Fragen offen.”

Det var én af grundene til, at Brecht på flugt fra nazisterne (1941) valgte ikke at søge om ophold i Moskva, selv om rejsen via Finland gik over Moskva til Vladivostok. Stalin havde andre planer for kunstnere, der ikke makkede ret. Derfor gik rejsen til af alle steder Hollywood, USA, hvor han måtte sande at markedsøkonomien herskede. Han var en fri mand, men det var svært for ham at overleve uden publikum og i en filmverden, hvor succes måltes i profit. Han beskriver sin situation i en elegi: ”For at tjene mit brød går jeg hver morgen/Til torvs, hvor løgne købes./Forventningsfuld/Indtager jeg min plads i sælgernes række.”

CIA holdt øje med ham og betragtede ham som samfundsomstyrtende kommunist, men det var først i efterkrigstidens McCarthy-høringer 1947, at han blev indkaldt til forhør og stod i fare for at blive interneret. Men Brecht var som ofte før godt underrettet, så dagen efter at være blevet afhørt, rejste han tilbage til Europa i søgen efter et land, der ville give ham asyl – og et teater. Det gjorde så DDR i 1949, ganske vist hele tiden under SED-partiets kontrol og kunne man fortænke Brecht i efter 16 års landflygtighed at slå til, selv om han – selvfølgelig – var skeptisk? Endnu mere utålmodighed og skepsis blev der grund til i årene, der fulgte.

Hjulskiftet

Jeg sidder ved vejkanten.

Chaufføren skifter hjul.

Jeg er ikke så gerne dér hvor jeg kommer fra.

Jeg er ikke gerne hvor jeg skal hen.

Hvorfor betragter jeg hjulskiftet

Med utålmodighed?

(1954. Ovs. Ivan Malinovski)

Arbejderopstanden 1953 i Østberlin blev anledning til en uoverensstemmelse med SED-partiet, der dog formåede at holde utilfredsheden ude ved at censurere det væk, som ikke passede dem. Brecht kritiserede vesten for at fiske i rørt vande, men opfordrede også partiet til at tage en dialog med masserne, der havde været stærkt utilfreds med forhøjelserne af arbejdsnormerne. Denne del af hans stillingtagen blev ikke trykt, ligesom hans kendte digt ”Løsningen” blev trykt men først meget senere.

Løsningen

Efter opstanden den 17. juni

Lod forfatterforeningens sekretær

I Stalinallé uddele flyveblade

Hvorpå der stod, at folket

Havde forskertset regeringens tillid

Og kun kunne genvinde den ved fordoblet

Arbejde. Var det da ikke

Simplere, om regeringen

Opløste folket og

Valgte et andet?

(1954 ovs. Ivan Malinovski)

Han var på ingen måde blind for at indførelse af socialisme ikke var en søndagstur i parken, men han havde nok ikke tænkt, at det skulle blive så svært, ja umuligt:

Iagttagelse

Da jeg vendt tilbage

Var mit hår endnu ikke gråt

Da var jeg glad.

Bjergenes slid ligger bag os

Foran os ligger sletternes slid.”

(1954 ovs Ivan Malinowski)

Han mistede aldrig troen på, at det var muligt, men fokuserede i sine sidste år på det nære, som kom til udtryk i hans sidste digtsamling: Buckower Elegien.

Fornøjelser

Det første blik ud af vinduet om morgenen

Den genfundne gamle bog

Begejstrede ansigter

Sne, årstidernes vekslen

Avisen

Hunden

Dialektikken

Brusebad, svømmetur

Gammel musik

Magelige sko

Indsigt

Ny musik

Skrive, plante

Rejse, synge

Være venlig.

(1954 Ovs. Ivan Malinovski)

 Måske var det en erkendelse af, at ting tager tid og radikale ændringer ikke kommer i et ruf, at det er vigtigt at fastholde perspektivet i sit eget liv for at kunne bidrage til dialektikken i samfundet.

Varede vi uendeligt                                  

Varede vi uendeligt

Så ændredes alt.

Men da vi er forgængelige

Bliver meget ved det gamle.

(1954 ovs. Erik Knudsen)

Forgængeligheden traf Brecht få år senere, hvor han døde af et hjerteanfald uden at have set det solidariske, socialistiske samfund udfoldet. Hans begravelse var efter hans eget ønske en enkel ceremoni og hans eget forslag til indskrift på gravstenen: ”Er hat Vorschläge gemacht.” men på Dorotheenstädtischen Friedhof står kun hans navn på gravstenen og meget er stadigvæk ved det gamle.

Litteratur:

Bertolt Brecht, Digte. Udvalgt og oversat af Erik Knudsen og Ivan Malinovski, Gyldendal 1978
Jan Knopf, Bertolt Brecht. Lebenskunst in finsteren Zeiten. Carl Hanser Vlg., München 2012Werner Mittenzwei: Das Leben des Bertolt Brecht oder Umgang mit den Welträtseln. Suhrkamp, FfM 1987

Hvor går grænsen? På MTB langs jerntæppet. Billeder del 3

Dreiländereck: Bayern, Sachsen, Thüringen. I dag også grænse til Tjekkiet

Thüringer Wald bød på stejle partier

Den sløjfede grænselandsby Billmutshausen. Kun de døde fik lov at blive.

Midt i Sperrzone over byen Geisa ved Point Alpha

Point of no return: Den røde line i den amerikanske forlægning: Point Alpha

Fredsinstallation ved Das blaue Haus

Det afmonterede DDR

Grænsen ER nået.

http://osthessen-tv.de/index.php/themen/aktuelle-videos/item/397 : Weg der Hoffnung

http://www.harzinfo.de/natur/gruenes-band/kunst-am-gruenen-band/ring-der-erinnerung.html:
Ring der Erinnerug, Harz

Hvor går grænsen? Billeder fra en MTB-tur langs jerntæppet del 1

Hvor går grænsen? Billeder fra MTB-tur langs jerntæppet.

Afgang Hinnerup 5.8.2013

Little Berlin/Mödlareuth

Hvor går grænsen? Billeder fra en MTB-tur langs jerntæppet del 2

Frankenwald Autobahnbro

Det overnationale aspekt af genforeningen, her ved Heinersdorf

Thüringer Wald set fra Thüringer Warte (Vest-)

Kolonnevej som vandresti i Das grüne Band

En grænsepæl med tilhørende Sperranlagen. Behrungen

Point Alpha: Kolonnevejen

Det varmeste sted i den kolde krig: US-vagttårnet overfor DDR-vagttårnet

Birkekorset, som under den kolde krig skulle markere 2 flygtninge, der døde under flugtforsøget.

Grænsemuseet Schifflersgrund

Schifflersgrund: Sådan så Jerntæppet ud i DDR-tiden

Og så meget kostede det at bygge 1 km af de over 1000 km grænse! (TM=tusinde Mark)

Et højdepunkt i enhver henseende: Bloksbjerg

Der fandtes andre måder at komme op på Brocken end MTB: Harzer Schmalspurbahn

Det flade Nordtyskland venter forude!

Skematisk gengivelse af grænseanlægget ved Hötensleben

Slutpunktet: Grænseanlægget ved Marienborn på motorvejen til Berlin'

Skilt på muren ved Hötensleben. Kulturbegrebet er mangfoldigt!

Hvor går grænsen? På MTB langs jerntæppet.

Hvor går grænsen?

Hvad gør man som nyslået pensionist for at nedtone abstinenserne, når de forhenværende kolleger påbegynder et nyt skoleår? For undertegnede med fagene tysk og idræt lå det lige for at kombinere de to fag, som har udgjort mit arbejdsliv, i en MTB-tur langs den tysk-tyske grænse på Iron Curtain Trail, fra Tjekkiet i syd til Priwall i nord. Ikke så få undervisningstimer er gået med undervisning i Øst-Vestproblematikken, nu var det på tide med anskuelighedsundervisning. Et særdeles relevant spørgsmål skulle blive: Hvor går grænsen?

Selvfølgelig er der den banale, geografiske side, som skulle vise sig at have historiske rødder flere hundrede år tilbage. Kan man stadig genfinde det brede bånd, kendt som Todesstreifen eller Jerntæppet, der slynger sig 1393 km fra nord mod syd, i naturen? Mindst lige så relevant er de fysiske udfordringer en sådan tur på ca. 750 km byder: Hvad kan man byde sig selv i det storkuperede terræn? Men mest interessant er dog at se og opleve, om genforeningen for 24 år siden gennem en vellykket integration har slettet alle mentale forskelle, eller om der stadig findes spor af den afgrundsdybe forskel mellem det kapitalistiske BRD og det kommunistiske DDR. 

Fra Todesstreifen til Lebenslinie

Lad os slå det fast med det samme: Det er svært at finde grænsen. Naturen har erobret tilbage, hvad der af hensyn til frit syns- og skudfelt, blev holdt nede. Det mest sikre tegn på, at der her en gang for ikke længe siden lå en frygtet grænse, der i dens 40 årige levetid kostede ca. 1000 mennesker livet, er de hundredevis af kilometer med betonelementer, der udgjorde kolonnevejen, som vagtmandskabet patruljerede på. Nu er kolonnevejen et yndet udflugtsmål for vandrere og cykelturister, der får sig store naturoplevelser.

Dødsstriben er ligefrem blevet omdøbt til livslinien og går nu under betegnelsen: Das grüne Band. Paradoksalt nok betød etableringen af jerntæppet, at sjældne dyr og planter fik et område, hvor de uforstyrret kunne udvikle sig. Men der pågår en stadig kamp mellem naturbeskyttere og andre interessenter, som f.eks. ønsker at føre veje igennem bæltet.

Man kunne tro, at da den fredelige revolution og genforeningen fandt sted i 1989 ville de mennesker, som var direkte berørt af den umenneskelige grænse - familier og virksomheder, der blev fanget i en blindgyde i årtier - at disse mennesker ville fjerne grænsehegn og –mure, forsøge at glemme og komme videre. Men en del steder på de 750 km jeg kørte fra Hof i Bayern til Marienborn i Sachsen-Anhalt havde de lokale bestemt, at der skulle bevares et komplet grænseovervågningsafsnit, så ingen 24 år efter kunne sige: Det vidste jeg ikke.

Forbundspræsident v. Weizsäcker udtalte 8. maj 1985: ”Den som lukker øjnene for fortiden, bliver blind for nutiden.” Det var møntet på nazi-tiden, men gælder ligeså vel for DDR-tiden og beskriver de store problemer, der opstod i kølvandet på euforien i 1989 og fortsat præger det østlige Tyskland: Ikke alene skal østtyskerne gøre op med nazi-tiden, som i vest, men skal også forholde sig til 40 års uret.

Little Berlin”

Et godt eksempel på problemstillingen finder man i Mödlareuth, som i DDR-tiden gik under navnet ”Little Berlin” og oplevede stor tilstrømning af publikum, herunder politikere som f.eks Helmut Kohl, der ville opleve den kolde krig helt tæt på. Grænsen gik midt i Tannbækken og havde gjort det siden 1810, hvor den vestlige side hørte under kongeriget Bayern, i dag fristat Bayern, medens den østlige side hørte under fyrstdømmet Reuss,  i dag Thüringen. Hver bydel har stadig hver sin borgmester, sit postnummer, sit områdenummer i henholdsvis Bayern og Thüringen, men levede og lever deres sociale liv på hver side af bækken.

Fra 1952 og fremefter udbyggedes grænsen fra at være et plankeværk til et mønster på, hvordan man forhindrer ens borgere i at flygte. Man indførte en 500 m spærrezone, som krævede særtilladelse for at komme ind i. Befolkningen blev underkastet en pålidelighedstest i den såkaldte ”Aktion Ungeziefer” (udyr) 1952 og senere ”Aktion Kornblume” 1961, så man var sikker på, at de fastboende var partitro. Upålidelige elementer blev tvangsfjernet og hele landsbyer blev sløjfet i takt med den kolde krigs eskalation. I Mödlareuth byggede man en 700 m lang, 3,30 m høj mur, som blev komplementeret med hegn og miner og spærrezonen blev udvidet til 5 km.

Derfor kan det ikke undre, at der kun fandt én vellykket flugt sted, da en tekniker med papirerne i orden i et ubevogtet øjeblik en nat kunne køre sin varebil op til muren, tage en specialfremstillet stige op på taget og klatre over muren og hoppe over bækken. Vagtpersonalet, der havde haft over 1 min tid til at reagere, blev, som det fremgår af STASI-dokumenter, beordret til ideologisk træning med henblik på at styrke viljen til at bruge skydevåben ved flugtforsøg.

Den 9. december 1989 blev muren åbnet for passage med musik og taler og glæden var stor at dømme efter filmen, der vistes i Deutsch-Deutsches Museum på vestsiden, men indtrykket blev relativeret af den historie min værtinde i Ferienhof Friederich fortalte om deres indflytning i det hus, der engang havde huset officererne i vagtmandskabet fra NVA (Nationale Volks Armee). Værtinden, som var fra Øst, havde fået hjælp af en pige, der havde en bil med Wolfsburg-nummerplader (vest) og om morgenen dagen efter stod et stort skilt ved indgangsdøren: ”Verpisst Euch” SKRID! Senere erfarede hun også, at hun fra østdelen af landsbyen blev udspioneret med kikkert og hendes færden blev fastholdt i noter. Ikke alle var glade over omvæltningerne!

"Wir können ja nicht alle vom Tourismus leben!" 

Østtyskerne fik deres rejsefrihed, deres ytringsfrihed, deres demokrati, men de måtte også betale en høj pris.Værten for  ”Raststüb´l” i Sorge (Harz) formulerede det på den måde, at han havde været glad for sit arbejde i det lokale støberi, som efter 1989 blev nedlagt som urentabelt. Han havde søgt en udvej ud af arbejdsløsheden ved at bygge et lille pensionat. ”Vi kan ikke alle leve af turismen”, som han sagde med stresset stemme, og når man spurgte til forskelle fra før til nu, fortalte han om ændrede adfærdsmønstre. Dørene blev låst nu,  børn fik ikke længere lov til selv at gå i skole og der var nabostridigheder.

Arbejdsløsheden er stadig markant større i Øst og antallet af indbyggere, der pendler eller flytter til Vest – især unge og uddannede kvinder – giver en forklaring på, hvorfor der var markant færre mennesker på gaderne og en trist atmosfære i mange af de småbyer i Øst jeg kørte igennem. Man skulle ikke langt ind i sidegaderne før man på bygningernes stand kunne se, at der er lang vej igen, før veststandard opnås. Kun de landsbyer, der havde opnået egnsudviklingsstøtte fra EU, virkede mere velplejede og livlige.

I det hele taget var det tydelig, at EU i dag spiller en væsentlig rolle for Tyskland i dets bestræbelser på at gøre op med fortiden. Ved alle større veje, der førte over den tidligere grænse, markerede et EU-brunt skilt genforeningen med nøjagtig gengivelse af det tidspunkt, hvor Tyskland igen blev endelig forenet med Europa. Det officielle Tyskland fremhæver ikke det nationale aspekt som Willy Brandt påpegede i sin berømte sætning: ”Nu vokser det sammen, som hører sammen.” Og det er nok en klog disposition.

Point Alpha

USA har som nær allieret og som beskytter af Vesttyskland i perioden 1949 – 1989 en stor plads i fortællingen om den Kolde Krig. Et af de steder, hvor det kommer stærkest til udtryk, er Point Alpha. Militære strateger formodede, at det var i det såkaldte ”Fulda Gap” et angreb fra Østblokken ville finde sted, og derfor oprettede man en observationspost direkte ved grænsen ovenfor byen Geisa. Herfra observerede man bevægelserne i området 24 timer i døgnet i en forlægning, der var en selvforsynende enklave.

Mindre end 200 m derfra sad østtyske vagtposter og holdt øje med de  amerikanske bevægelser. Hvis amerikanerne kørte deres tanks over en rød linie aftegnet i lejren blev det opfattet som en aggression og der blev slået alarm. Derfor holdt man sig på sin side for at undgå provokationer. At det var forbundet med livsfare at bevæge sig ind på DDRs grænseområde vidste alle: Indtil 1975 var der udlagt miner og selvskydeanlæg (SM 70), der udløstes ved snoretræk.

Men historien melder alligevel om gentagne forsøg på at passere grænsen. Således også her, hvor 2 unge forsøgte at komme over til det frelsende vest, men blev fanget i spærrezonen af SM-70 selvskydeanlægget og forblødte uden at amerikanerne kunne komme til hjælp. Folk fra vest rejste et birkekors for at mindes de omkomne og en GI-soldat på besøg i sin gamle forlægning fortalte, at før de tiltrådte tjeneste i Alpha Point blev de ført hen til birkekorset og fik de indskærpet vigtigheden af deres tjeneste. ”This is why you are here!”. Med til historien hører så, at en informationstavle oplyser, at en avisartikel om de 2 unges død fremkaldte en reaktion fra den ene, der fortalte, at han skam da levede, var blevet hentet tilbage og at begge overlevede, ganske vist med mén. Selv så grufuld en ting som en umenneskelig grænse har nuancer, som aldrig kom frem i den ideologiske krigsførelse, der prægede den kolde krig.

 Som afslutning på området har man på Thüringen-siden opført et ”Haus auf der Grenze”, hvor man med interview og exponater anskueliggør livet i grænsezonen. Gennem kunstværker udenfor museet bliver formålet tydeligt: håb om fred og demokrati. Et rundt bord, hvor alle parter samles på demokratisk vis, en fredsspiral af den tyske kunstner Friedel Deventer og en skulpturserie ud ad kolonnevejen opbygget med 14 stationer som Jesus lidelsesvej med det sigende navn ”Weg der Hoffnung”.

Højdepunktet: Brocken

De 750 km bød på en del stigninger - ca. 16000 højdemeter på 13 dage- især i Thüringer Wald, hvor 12-16% stigninger nok kunne få sveden til at springe og grænsen for at træde cyklen op ad bakken var nået . Når termometeret nåede op på over 30 grader var et væskeindtag på 5-6  liter ingen sjældenhed. Til gengæld var der let adgang til at udligne væskemanglen. Grænsen for den daglige dosis af kilometer blev i løbet af turen ændret fra gennemsnitlig 40-50 km til 50-60 km i takt med at temperaturen faldt og formen blev bedre og jeg nåede ned til Saale- og Werra-flodens bredder. Rhön-bjergene bød på et mere åbent, storkuperet terræn med storslåede panoramaer, men turens højdepunkt ventede forude i Harzen: Brocken på 1142 m. Flere gange havde jeg i 80erne været i Harzen for at løbe ski for foden af Brocken, men kunne ikke komme nær toppen, der var DDR spærrezone. Nu skulle det være!For ikke at udfordre skæbnen for meget havde jeg valgt kurstedet Sorge 20 km fra bjerget som udgangspunkt, så jeg ikke behøvede at slæbe de 15 kg oppakning med op. Det viste sig at være en god disposition. Vejen fra Sorge gik over Elend til Schierke og derfra op til toppen og bød på 600 højdemeter og bortset fra en fejlnavigation var det en overkommelig opgave. En fin asfalteret vej lukket for biler førte hele vejen op, dertil kom vandrestier og Harzer Schmalspurbahn, der tilsammen i højsæsonen kunne bringe over 50000 besøgende op over trægrænsen.

En fantastisk udsigt byder bjerget på og en interessant historie. Som det højeste bjerg i Nordtyskland havde og har det en mytisk tiltrækningskraft, der fik mange til at opsøge bjerget og det indgår også som motiv for kunstnere som Heine og Goethe, der fik stof til sin skildring af Valborgsnatten i stykket over dem alle ”Faust 1” Heksemotivet slipper man ikke for på Brocken eller Bloksbjerg – det falbydes i mange varianter på museet, der holder til i STASIs gamle lyttepost – dog nu fornyet med en glasfront. Aflytningsudstyret rettet mod Vest står stadig i den rundbuede beskyttelseskappe – og apparaterne er fra Siemens og andre vestfirmaer. På samme måde som hegnet, der udgjorde en del af grænsespærringen var vesttysk produceret, men indkøbt via Sverige!

Brocken var lukket område for almindelige DDR-borgere, men en rørig 75 årig mand fortalte mig, at han havde stået på en officiel liste, der gav ham og et antal andre vintersportsfolk tilladelse til at dyrke vintersport i spærrezonen. Faktisk var det udset til at være DDRs vintersportcentrum, bl.a. fordi det var snesikkert, men pgra grænsebeliggenheden blev det droppet. I dag konkurrerer Braunlage (Vest) med Schierke (Øst) om skituristerne i det snesikre Harzen, hvor der er et udbygget løjpesystem, skipister og hopbakker.

Åbning af spærrezonen fandt sted 3. december, 1989 på foranledning af en gruppe borgere, herunder vores naturguide på en tur rundt på Brocken. Folk fra egnen valfartede til toppen og gik med guitar og sang i spidsen frem til muren, der også her var bygget for at skærme de militære anlæg. I lighed med andre grænseovergangssteder krævede man, at få muren åbnet, men den vagthavende officer ville have tilladelse fra Østberlin, for at beskytte det russiske militær, der også havde en lyttepost på bjerget. Men hårdt presset åbnede han porten og bønfaldt nervøst de glade mennesker: ”Bitte keine Gewalt” – en utænkelig situation bare 3 måneder før.

Erindringens ring

De 750 kilometer fra Dreiländereck i syd til Marienborn i nord blev en rejse med mange forskelligartede indtryk. I nogen grad blev det også en rejse i erindringen. Erindringer om grænsen, jerntæppet, som nu var svær at genkalde. Selv om det kæmpestore indrejseanlæg i Marienborn på motorvejen til Berlin var blevet bevaret kneb det med at huske den frygt, der greb mig 1971, da jeg som ung studerende på stop til Berlin, skulle igennem kontrollen. Passet forsvandt ad et langt løbebånd ind i uvisheden til behandling og man skulle stige ud af bilen, som blev undersøgt meget grundigt, medens man selv blev udspurgt om ens forehavende. Dertil kom udfyldelse af tællekort, transit- visumansøgning, samt tvangsveksling, så ventetiden blev lang inden vi kunne køre videre mod Berlin. På Museet kunne man så læse, at hele set- uppet var et led i, hvad STASI kaldte ”Operative Psychologie”: at skabe utryghed og usikkerhed. Det lykkedes, men i dag kører trafikken mod Berlin uhindret og Marienborn er en rasteplads - og et museum.

Er det så naturens gang, at man glemmer, at oplevelser forgår og nye opstår, at der er en grænse for, hvor langt tilbage erindringen rækker? At dømme efter mine egne oplevelser synes det at være tilfældet. Men jeg er ikke så sikker på, at det gælder for de direkte implicerede. Den tyske kunstner Herman Prigann har med sit kunstværk ”Ring der Erinnerung” fra 1992 givet problemstillingen et udtryk. Midt i spærrezonen ved Sorge i Harzen har han formet en cirkel af fældede træer overgroet af buske kun afbrudt af betonsøjler fra grænseanlægget, der peger ind mod centrum.

Ringen skal forbinde 3 temaer: skovdød i Harzen, forfald og vækst samt foreningen af de 2 Tysklande. Tanken er, at naturens forfald bliver til ny vækst.  Men hvor naturens processer er indlysende kniber det med at tro, at erindringen om de 40 år med DDR forsvinder og der vokser et nyt, positivt billede frem. Der vil gå generationer inden det sker og beskæftigelsen med DDR-tiden vil blive lige så vedholdende, som den stadige beskæftigelse med 2. Verdenskrig.

Den fysiske grænse mellem Øst- og Vesttyskland bliver mere og mere utydelig, men den mentale grænse mellem at være Ossi og Wessi vil være tydelig mange år frem.

                                                                                                                                 Anders Brok